Det er cirka to år siden jeg skoddede min sidste smøg og alligevel lugter min stue indimellem som om, jeg stadig havde gang i et ligkistesøm. Foråret er kommet og med det, så kommer også lugten af naboen, der ryger på sin altan.

Jeg er langt fra en sippet ex-ryger og man må gerne ryge i min nærhed, men når jeg opholder mig i mit eget røgfrie hjem, er det altså anderledes. Naboens røg fiser lige ind til mig og Gud fri mig dog for den os…

Så kort kan det siges, når jeg skal beskrive min påsketour til østjylland.

Østjyderne er det skønneste og mest hjertelige folkefærd jeg kender. Så er det sagt!

Da jeg havde allermest brug for at trække mig væk fra mit hverdagsliv, og “lillemanden” var smuttet på påskeferie hos sin far, så trak jeg en billet i tog-automaten og skred min vej. Langt væk fra min by og alt jeg kender. Ud under åben himmel og lige i armene på både kendte- og ukendte mennesker. Jeg trængte til nye impulser og til at få børstet støvet af min sociale side, efter alt for lang tid med sygdom, så afsti afsted…

Min base var tæt på det skønne hus på billedet.

Og de stod der jo hele banden af både nye og gamle ansigter. Med åbne arme og klar til kram og kys og tonsvis af kærlighed, som jeg stadig lever højt på. Bare at se billederne igen, giver mig bobler i maven af glæde over, hvor heldig jeg er.

Venner er en gave, man giver sig selv.

Der var plads til at være stille og eftertænksom og der var plads til at være storgrinende og lidt for larmende. Der var plads til at gå hånd i hånd hen ad et solbeskinnet strøg med Vita-skatten og være alt alt for beskidt i munden sammen med Gitte-pigen. Nøj, alle de penge der er blevet lagt på diverse beværtninger ved åen i Århus, imens jeg har været på tour.

I had the time of my life…

Det allermest befriende var, at kunne gå lige fra et mondænt spisested og direkte ud på landet til hønsene, som ikke tog notits af, om jeg havde stiletter eller gummistøvler på. Det var menneskeligt overskud, da bedstevennen, hans far og dennes kæreste kunne fornemme, at jeg havde brug for at sidde mutters alene på en træstub, imellem de skrukke høns, og dele foder ud og betragte en nytilkommen stolt racehane, som lynhurtigt fik navnet Mads Christensen, fordi han lignede en blærerøv.

Det tror jeg i øvrigt stadig den hedder. Racehanen altså.

Jeg fik krammet Malou Klidmoster, den bedste danske madblogger (igen igen – jubijæææj) og Anne (den klogeste kvinde jeg kender – seriøst!). Hendes mand er et fantastisk kapitel for sig og han er mere end ét besøg værd, for sjældent har jeg været i selskab med en mere engageret person, end ham. Som du måske husker, så ELSKER jeg at være sammen med den slags mennesker, for de giver så meget godt fra sig og det gjorde Jesper virkelig også. LEGO er hans helt store passion og han har monsterpsykomeget af det. I kassevis! Og Anne er bidt af en gal symaskinenål. Hvad hun ikke ved om at sy, det er vist ikke værd at vide.

Jeg nåede også at få en smagsprøve på Clotted Cream, som har den højeste fedtprocent, jeg nogensinde har kendt til. Fløde med fløde på. Det er ikke noget, jeg behøver at gentage.

Det gider jeg tilgengæld godt med ferien. Uhmm, den var dejlig :-)

- nogen vil måske ligefrem sige ‘dumt’, men jeg var simpelthen nødt til at prøve det.

Hvis du kigger i min nye sidebar, så vil du få øje på min delicious-rss. Den er propfyldt med fede links til alverdens skønne sider på nettet og er min erstatning for Pinterest, som led en brutal død for kort tid siden. Delicious er nu min måde at gemme på – på den 100% lovlige måde, så jeg ikke får noget i klemme, som jeg ikke kan betale for.

Forleden dag fandt jeg lidt nyt fotosjov, på én af de udenlandske blogs jeg følger, og resultatet er billedet af løvstikken fra i går (ovenstående har været igennem Photoshop. så du skal kigge på det fra i går).

Kort sagt handler det om at skrue hele objektivet af kamerahuset og så prøve at vinkle fokussen på forskellige måder. Hvis du vil vide mere, så prøv at læse indlægget, jeg linker til. Det er svært, men sjovt, og der kommer helt anderledes billeder ud af det. Det er så her, det med dristigheden og måske ligefrem dumheden kommer ind, men det tænker man kun, hvis man selv tager billeder med et dyrt spejlrefleks, tror jeg. Jeg satsede. Det gik.

Løvstikken i min mors have er allerede enorm, men helt inde ved centrum af planten, derinde hvor ikke megen lys kommer ind; der fandt jeg nogle sprøde, spæde stængler, som jeg klippede af. De får lov at stå i Kevins højtelskede lille mælkeglas og kan så fungere som et grønt drys på maden, når der trænges. Det smager vidunderligt.

Solen har været gavmild de sidste par dage, så der sker en masse godt for havefolkene nu. De arbejder som små flittige bier. Der kultiveres, gødes, plantes og gøres ved – og så er der dem, som brokker sig over at have en have at skulle holde…

Lige om lidt skal jeg have fundet armkræfterne frem, for der skal transporteres muld og blomster hjem til altanen. Det er ikke helt nemt med kun en jernhest til rådighed, men alt kan lade sig gøre for den, som bærer viljen i hjertet. Alternativt kan jeg måske montere hjul under bobslæden.