Moccapigen.dk header image 1

No. 1 & No. 2

Anita | mandag d. 4. marts 2013 kl. 10:12 ·

Jeg tror det vil være en fordel, hvis du sætter dig godt tilrette nu, for indlægget er ét af de længere her på bloggen. Det kan i øvrigt fint nydes med en kop mocca til :-)

Da jeg var gravid for 2. gang i mit liv, gled denne tanke pludselig ind over mig:

Gad vide, om jeg kan elske den lille ny lige så højt som den ældste?

Jeg vil endda vove et øje og påstå, at rigtig mange andengangs gravide har/har haft den samme tanke. Er man virkelig i stand til at mobilisere så meget kærlighed, at det snildt kan fordeles på 2 – eller flere? Og selvfølgelig kan man det, men det opdagede jeg først, da jeg stod midt i det.

Sådan har jeg også haft det med min bedsteven No. 2 (og her er der ikke tale om nogen rangering, fordi der står No. 2). I mange år har jeg nemlig “kun” haft én eneste bedsteven (No. 1) og I der har fulgt min blog igennem årene, ved hvem han er via ord og billeder. Chris har været (og er stadig) min fortrolige, min støtte, min legekammerat i livets legestue, min sparringspartner, min menneskekender, min inspiration og mit ‘gemmested’ når verden har bidt fra sig. Det er den mand jeg for altid, og uanset hvad der sker, vil elske betingelsesløst og som jeg ved, gør det samme med mig. Vi elsker hinanden som mennesker og som venner.

Skæbnen (intet er jo tilfældigt her i livet) ville, at jeg d. 10 august 2012 skulle få et brev fra min (dengang kommende) bedsteven No. 2. Han havde set billeder af mig, læst lidt skriv fra min hånd og havde fornemmet en form for resonans, hvilket han følte, der måtte reageres på – og hvor var det dog godt, han gjorde det! På denne dag blev jeg beriget med endnu en bedsteven og naturligvis kom den føromtalte tanke til mig – har jeg kærlighed nok til ham også, uden at Chris på nogen måde kommer i ‘underskud’?

Det skulle have forsøget og i begyndelsen snublede jeg lidt i at skulle jonglere med hele to, SÅ intense og givende, venskaber, men efter kort tid lærte jeg at give slip og bare lade mig flyde med. Relativt hurtigt blev D’ Herrer introduceret for hinanden – fordi de begge selv ville – og det gik bedre end godt. De faldt ind i hinanden efter ganske få øjeblikke og siden da, har vi flere gange været i hinandens gode selskab hos både No. 1 og No. 2.

Når vi er sammen, går vi lange ture, spiser god mad, drikker vin/vodka/kaffe, lytter til musik og inspirerer hinanden til nye og anderledes toner. Vi brækker os af grin pga. den samme humor og vi taler en pokkers masse. Du har sikkert prøvet at føle Lykken i ganske korte glimt, den er så flygtig og så fantastisk, når den er på besøg, og jeg oplever den mange gange, når jeg er sammen med mine to venner her. De er mine vigtige kilder til livsenergi og jeg vil ikke, for noget i verden, undvære dem.

Well, lad mig introducere dig for Søren. Jeg vil bladre tilbage i min private dagbog for at finde et skriv fra sidste år, som jeg dog vil tillade mig at redigere lidt i for privathedens skyld:

Jeg har lært et nyt menneske at kende, siden jeg skrev sidst. Jeg har lært flere nye mennesker at kende, men ham her (vi kan jo kalde ham S) er én af den slags originaler, jeg så gerne samler på, fordi jeg holder af dem. Holder af deres måde at turde være anderledes på.

S. er Manden med den røde sofa.

Han er 47 år, 1½ hoved højere end mine 155 cm, pt. chokoladebrun efter en ferie sydpå og så bruger han hat med skygge. Sommerdresset er en flagrende hvid skjorte, lyse hørbukser og bare tæer i sorte lædersandaler. Han er violinist og underviser, er superskarp med sit elskede retrokamera og til dagligt har han en god stilling på et sygehus. Han griner en hel del og taler endnu mere og alt, hvad der kommer ud af hans mund er så gennemsyret af kærlighed til- og omsorg for sine medmennesker, at jeg ikke kan forstå, man kan indeholde SÅ meget af det, men hvor er det dog fantastisk dejligt!

Han elsker min tilgang til livet med alle de positive tanker og den lethed jeg lægger for dagen. Også selvom han godt ved, jeg har mine skyggesider, mine tiltider vilde påfund og min trang til at være et frit menneske…

Noget tid senere (stadig sidste år) skriver jeg videre i dagbogen:

Jeg prøver at leve mit liv så godt, som jeg nu kan. Jeg forsøger at bruge hver dag rigtig godt og ganske vist ikke som den sidste, men bare … godt.

Manden med den røde sofa lever sit liv meget mere intenst, end jeg sikkert nogensinde bliver i stand til. Han smiler, knuser, kysser og øser kærlighed ud til alle de mennesker, som er i hans nærhed – hver evig eneste dag! Og alle kender ham. Kollegaerne, vennerne, kvinderne, mændene, børnene, de forbipasserende. De mennesker som han ikke kan lade være med at interessere sig for og som han så gerne vil samtale med, også selvom han ikke kender dem. Endnu.

Og han er dygtig til det. God til at stille de rigtige spørgsmål og til at opfange essensen af dét, der blir’ sagt.

Han skriver lange og dybfølte breve til mig og har gjort det i flere uger, så jeg kan lære ham bedre at kende. Vi fortæller hinanden om vores liv og hvor vi har været. Selv de SMS’er, som har en begrænset indholdslængde, kan han få til at lyde som den største kærlighedserklæring til en dejlig ven. En dag tikkede denne besked ind på min mobil og jeg måtte grine hjerteligt, fordi den så fint illustrerer, hvem den spontane S. er:

“Du gør mig så glad i låget, kroppen og i min elskende sjæl. Jeg har tumlet med en fuldstændig ‘raving mad idea’ idag som rummer: rejse, fantastisk selskab, overnatninger, Norges største katedral og fantastisk musik. Du får mere at vide senere. De allerkærligste, dybfølte kys til dig – love rules!”

Jeg prøver virkelig at leve mit liv, så det bliver så godt som muligt og jeg prøver at få sat et aftryk efter mig selv, men det er intet ved siden af S. Han er medvirkende til at gøre mig bedre til det. Han har også en grund til at leve livet fuldt ud hver eneste dag, for ingen ved, om det er på kortere lånt tid end normalt.

Flere mænd i hans nære familie er før eller siden blevet ramt af Parkinson og ingen ved, om det også vil ramme S., så han vil gi’ den max gas og nyde det vidunderlige liv, imens han kan. Det kan ingen fortænke ham i og det kan fint sætte det hele i et forstående perspektiv, når man ser, hvor lystigt han spiser af livets store tag-selv-buffet. All inclusive.

Den dag han fortalte mig om sygdommen, gik jeg en lille smule i stykker, fordi det dødeliggjorde det fine nye venskab, jeg lige havde fundet. Intet varer evigt – det opdagede jeg pludselig – men typisk ham, så lugtede han naturligvis min frygt og fik hurtigt samlet mig op. Vi fik talt og det gør vi stadig, når jeg rammes af angsten for at miste ham til den sygdom, hvilket gudskelov er yderst sjældent. Det er til gengæld også den eneste frygt jeg har ifm Søren. Den absolut eneste!

 

Det er mindre end en måned siden, vi sidst var sammen alle 3 hjemme hos Søren.

Vi slendrede rundt i de små, charmerende stræder i Honningkagernes by, vi spiste gammeldaws mad og drak gode øl til. Jeg blev puttet i et badekar med duftolier i og der blev serveret rødvin og et pandekys på kanten af karret og så blev jeg overladt til mig selv, imens jeg kunne høre de to sludre, hygge og lave aftensmad i køkkenet. Min psyke var en smule flosset i kanterne efter et par svære måneder og jeg havde brug for lidt ekstra TenderLovingCare, for at kunne mobilisere nye kræfter, og den fik jeg i det døgn, vi var sammen. I dagbogen står der:

I et døgn har vi udvekslet kærlighed på vores helt specielle måde. De to mænd har nydt hinandens ivrigt talende selskab over en flaske vodka, imens jeg har mærket, hvordan mine kræfter ganske langsomt ebbede ud i den dybe lænestol, hvor (S) havde pakket mig ind i et tæppe.

Jeg lod dem indtage natten på egen hånd og de har så utrolig godt af hinandens selskab. De er gode til at bytte historier og udfordre hinanden på forskellige holdninger og når jeg har kræfterne til det, så nyder jeg at lytte til dem og se, hvordan de hver især er dybt engagerede i de mange nuancer og facetter, som de kaster op i luften.

Der vil, hvis ellers jeg er dygtig til at få opdateret her, komme mange flere historier til om No. 1 og No. 2 og jeg kunne såmænd også fortælle dig om min jomfrutur til Norge sidste år med Søren, men intet er sikkert med hende Moccapigen.

Hun lever livet derude hvor hjerterne banker og har ikke tid til at sidde inde og fedte for meget med en computer, så der må komme det, der skal komme. Jeg samler stadig nye kræfter til, for nu skal jeg videre i mit liv. Ud og sprede endnu mere kærlighed.

Ud og nyde det der forår :-)

 

→ 8 kommentarer

Fra plus til minus – minus til plus

Anita | fredag d. 22. februar 2013 kl. 09:59 ·

Det skulle blive det mest specielle forhold, jeg til dato har oplevet – muligvis også det korteste, såvidt jeg husker – og nu er det ikke-eksisterende (vi er dog stadig- og heldigvis på talefod), men uanset hvad, så tror jeg på den filosofi som siger:

- intet sker tilfældigt…

Jeg tror på, der var en grund til, at lige præcist vi to skulle møde hinanden. Vi skulle lære noget af hinanden, lære noget om os selv – og lærte vi ikke en ski* i denne omgang, så vil det samme ske igen og igen i fremtidige forhold, til vi har fattet “pointen” og hvad der skal til, for at kunne trives, både sammen og hver for sig.

Jeg har helt bestemt lært noget denne gang, som jeg vil kunne tage med mig i fremtidige relationer. Ikke kun i forholdet til en eventuel kæreste, men også til mennesker helt generelt, så det der har været et benhårdt stykke arbejde, de sidste par måneder, har bla. også været en styrkeprøve for mit vedkommende. Og en svaghed. Det ene udelukker gudskelov ikke det andet.

Hjertet står pivåbent, såret bløder lidt endnu og jeg får stadig tilbagefald af de der hjernedøde Hvis’er, men alt er helt okay, for det er en del af sorgprocessen. Jeg ved, at jeg har gjort hvad jeg kunne og jeg er, trods alt, lykkelig for at have set- og oplevet et smukt menneske, da det gik allerbedst, og jeg ved – jeg ved – at jeg har tonsvis af kærlighed i mig endnu til en hel verden.

Allerførst skal jeg lige give lidt af den til mig selv …

→ 13 kommentarer

Er du i tvivl?

Anita | søndag d. 10. februar 2013 kl. 12:00 ·

Rigtig mange gange i mit liv, har jeg prøvet at være i tvivl. Rigtig mange gange har jeg stået i situationer, hvor jeg ikke har vidst, om jeg skulle sige Ja eller Nej og hvilken konsekvens mit svar ville gi’. Nogle gange har det været små, nærmest ubetydelige, ting jeg har skullet tage stilling til og andre gange har det været store beslutninger, som ville kunne ændre mit liv, men uanset omfanget af det jeg har stået overfor, så har jeg altid taget det alvorligt – for det HAR jo en konkvens, hvad man beslutter sig for. Det har alt her i livet.

I mange mange år har jeg gået rundt med overbevisningen om:

Er du i tvivl, så sig Nej!

I dag skulle jeg så opleve mig selv dreje 180 grader, efter en ganske kort telefonsamtale:

Er du i tvivl, så sig Ja!

For der er en kæmpestor forskel på de to udsagn og på konsekvenserne af dem. Der er en enorm stor forskel på energien i de to modsat-rettede ord. Nej er begrænsende og indskrænkende og fuld af frygt. Ja er udforskende og udvidende og godt for vores evne til at turde kaste os ud i noget og så håbe på, vi klarer den. Naturligvis kan man ikke sige Ja til alt her i livet, det siger sig selv, men i rigtig mange tilfælde kan man faktisk godt gøre det; at vælge noget til og så håbe på, at udfaldet/konsekvensen hælder til en side, hvor man kan løfte armene i vejret og sige YES! Og hvis det går godt, så er succesraten allerede opadgående og man tør måske at prøve igen. Og igen.

Min hjerne skal lige forholde sig til denne nytænkning og det kilder den, men jeg har virkelig lyst til at gi’ det et forsøg. Det kræver øvelse og mod, men jeg har det i mig – det véd jeg :-)

→ 4 kommentarer

Det der liv, den der kærlighed

Anita | onsdag d. 6. februar 2013 kl. 22:40 ·

I øjeblikket har jeg tankerækker som mest af alt handler om Kærligheden. Jeg forsøger at holde balancen og for det meste lykkes det, men af og til kan jeg også opleve mig selv falde på halen og få hudafskrabninger… men jeg kommer altid op at stå igen.

Indimellem er jeg dog også nødt til at give mig selv og mine tankerækker totalt fri og så griber jeg min pumpstang med tilhørende vægte. Når jeg bodypumper, er der ikke plads til andre mennesker i min lille verden. Dér findes der kun min puls, min pumpstang, musikkens rytmer og talkombinationerne 2-2, 3-1 og 4-4. Her skal jeg koncentrere mig om at mærke hver en større muskel i kroppen og få styr på den og det er så befriende dejligt i den times tid, det varer.

Og jeg er fyldt med energi og glæde bagefter. Dag efter dag efter dag…

Det er primært dén glæde, der er drivkraften i mig i øjeblikket, hvor livet bider en smule i knæhaserne. Jeg VIL finde glæden og dyrke den og det er mit mål hver morgen, når jeg åbner øjnene. Med positiv tænkning kommer man eddermame langt, er min erfaring, så det fortsætter jeg naturligvis med. Alt andet ville være uhørt.

Forleden dag fik jeg et hint til en anden blog, og det var lige vand på min mølle, når jeg nu prøver at navigere i denne her kærlighedskarrusel. Måske kan  du også bruge siden – den handler i øvrigt også om alt muligt andet end lige Låååve ;-)

→ Har du noget på hjerte?