Da jeg åbnede øjnene, følte jeg en inderlig lyst til at tage turen tilbage, én gang til.

Tilbage til min meditationshave og mit sted, som Charlotte hjælper mig med at visualisere.

Der er trygt og godt at være og det er her, jeg fremover vil tage hen, når jeg har brug for et lille pusterum. Det gode er, efter min mening, at jeg ikke falder så dybt ned og forsvinder, men at jeg hele tiden ligger lige oppe under overfladen og bare slapper af, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er blandt andet dét, min krop har så hårdt brug for.

Jeg skal snart gøre det igen :-)

Når dette indlæg er skrevet og jeg har trykket på Udgiv, så passer det vist meget godt med, at skinkebollerne skal pensles med æg og drysses med kryddersalt og så scorer jeg garanteret gode point hos knægten, når han kommer hjem. Det var tilgengæld også det, mine kræfter kunne klare i dag. Sådan cirka.

Der er boller lige om lidt :-)

Det er nu, de smukkeste solop- og nedgange kan ses på himlen og hver gang, får jeg en lille smule åndenød. Hvis der er noget som kan betage mig og få mig til at glemme alt om nutid, så er det de flotte og meget unikke malerier, som himmelrummet kan male på ganske kort tid.

Det var et skønt lille frikvarter at stå ude på altanen i går aftes og kigge ud mod horisonten…

Sidste år lavede jeg én af slagsen, som gav sig til at filte ved det mindste, og det har ærlig talt generet mig lige siden, så jeg har kigget mig lidt omkring for at finde samme slags garn, i den samme farve.

Heldet har dog ikke fulgt mig, for de som sælger det billigst på nettet, vil også have en formue for at få det bragt over vandene og det vil jeg altså ikke gi’. Jeg har forhørt mig hos private, via Ravelry, og jeg har forhørt mig hos ham, som i sin tid solgte mig garnet, men ak nej; der var- og er ikke noget at komme efter.

Derfor har jeg nu lagt mit bankende hjerte i Fandango’s uldne butik og bestilt de sidste nøgler jeg mangler, for at kunne kreere en spritny Camomille i akkurat samme farve, som den filtede fiasko.

Den farve er så helt igennem vidunderlig og passer perfekt til mig, så jeg behøver næppe sige mere end én gang, at jeg glæder mig for vildt, til garnet ankommer og jeg kan komme i gang :-)

Jeg ved ikke hvordan du har det, men når jeg er forkølet, så føler jeg mig ikke meget bevendt de første par dage, hvor snotten er massiv, hovedet værker og øjnene konstant løber i vand. Jeg nyser og nyser og nyser og det føles som om, der ikke er plads til at tænke en ærlig og konstruktiv tanke, når al den snot fylder så meget. Energiniveauet er lavt og jeg er en smule irritabel og det eneste som hjælper, er varme drikke og frisk luft.

Er det rimeligt at tage sådan en omgang med på job eller i skole?

Men det er jo ikke det eneste der er i vejen. Nej nej, vi kan ligeså godt gå heeele vejen ind i Ynkens Hule. Kom bare med… det koster gratis.

For at det ikke skal være løgn, så er jeg nemlig også på krykker. Igen igen. Det har jeg været i helt nøjagtigt 11 dage, fordi jeg var så dum at tro, jeg kunne være en step-dronning i fitnesscenteret. Cirka 1 minut skulle det tage mig at gå fra at være smilende og med en vild lyst til at få sved på panden, til at være udvandrende/humpende fra centeret og på adrenalin og tårer være på vej hjem – på gåben. For fanden da altså!

Fysioterapeuten fortæller mig, at jeg har en million små fibersprængninger i min lægmuskel, så jeg bliver masseret og tapet op, for at få blodcirkulationen i gang og få drænet den enorme blodansamling, som ligger “i vejen” og fylder aaaalt for meget inde i mit ben.

Har du forresten prøvet at have et stort blåt mærke? Det har du sikkert… prøv så at forestille dig, at få det selvsamme mærke masseret godt og grundigt. Ja nemlig. DET GØR HERREMEGAMEGETONDT! Det er sådan noget, man bare HELT skal holde snitterne væk fra og så går det nok i sig selv igen, efter min mening altså. Samme mening har fyssen bare ikke, så hun prikker til min indre svinehund, imens jeg pænt ligger på briksen og forsøger at holde masken, imens jeg taler og smiler, hvor jeg nok hellere ville vende mig rundt og sige: “SÅ STOPPER DU!”

Men altså, der er jo en effektiv grund til det, så jeg opfører mig pænt (okay, og bander højt en enkelt gang eller tre) og venter så på, at øjeblikket, hvor jeg igen kommer ned på flad fod, skal indfinde sig. Den kommer forhåbentlig snart, for det er hårdt at gå på tæer, sku’ jeg hilse og sige.

…

Godt, jeg aldrig blev balletbarn ;-)