Jeg tror vi er flere, som indimellem kan gå rundt med følelsen af, at det hele helst skal være perfekt, for at være godt. Livet skal gerne være økologisk, i balance, knivskarpt og nærmest fuldkommen i vater. Vi skal helst være sociale, til rådighed og til inspiration. Venlige, hjælpsomme og med positiv tilgang til livet. De(t) perfekte liv, you see.
Eller er det nu også sådan det er? Er det bare noget, vi bilder os ind?
Jeg ved det ikke, men når nu man ser på alle de mange skilsmisser, fyringer, personlige (finans)kriser, utroskaber, løgne, fortielser og sorger, som så mange trækker efter sig som en usynlig hale, så vidner det jo om, at der må foregå mere bag de blankpolerede ruder, end vi lige umiddelbart kan se, når vi går forbi en mørk aften og kigger nysgerrigt ind. Ind til dem, som måske – måske – har det bedre end dig. Eller mig.
Måske har de det i virkeligheden langt, langt værre.
Vi ved det faktisk ikke, for man skilter jo ikke med elendigheden. Tværtimod. Måske skrues der netop lige en tand op for dét, der for andre kan se perfekt ud, blot for at kunne holde pinen ud lidt endnu. Måske. Måske ikke.
Det ved jeg heller ikke ret meget om, men jeg ved, at jeg engang imellem kan tænke den tanke. Jeg kan også gribe mig selv i at tro, at andre garanteret har det bedre og lettere end jeg, og den følelse kan vare ligeså længe, som det skal være. Eller til jeg selv vælger at stoppe den og det gør jeg ret hurtigt, kan jeg godt love dig. Den er der nemlig ingen fremtid i. Ikke for mig.
Jeg hylder det uperfekte og det skæve. Jeg tiltrækkes af kontraster, skæve huse og uperfekte mennesker, fordi jeg er så dårlig til at være i det pussenussede miljø. Jeg kan meget bedre hygge mig, hvis der er ‘gjort rent med en citronmåne’ (ja, det gør én af mine veninder faktisk), for så føler jeg mig så dejligt hjemme. Det betyder ikke, at man vader rundt i skidt og møg, men det betyder, at selskabet er langt, langt vigtigere end et strålende rent hjem.
Ved du hvad; jeg ser slet ikke dit skidt. Seriøst! Det gør jeg altså ikke. Jeg vil hellere, at du har brugt tid på at lave noget lækkert til os, som vi kan hygge med, end at du har styrtet stresset rundt med klud og vand og tager imod mig, som en hvirvelvind, der endnu ikke helt har lagt sig.
Måske er det kun mig, der har det sådan. Måske er vi flere, end jeg overhovedet kan forestille mig.
Nå, men alle de mange ord var egentlig slet ikke meningen.
De kom helt af sig selv, efter at jeg havde læst et indlæg om positivitet og for meget af det (på en anden blog). Så var det tankerne tog fart og jeg kom til at tænke på det vidunderlige i de uperfekte fotos … og så ville jeg egentlig bare vise Jer collagen her. For jeg elsker den slags fotos lige så højt, som jeg elsker de fuldstændigt perfekte (som der indimellem bare er aaalt for mange af).
Uperfekte fotos er den slags billeder man tager med sin mobiltelefon og som ikke er hverken skarpe, korrekt justerede eller noget der ligner skønmaling. Du kan godt glemme alt om at forsøge at rette dem til, for det hjælper ikke en skid. De er, som de er – en samling øjebliksbilleder, vist med forskellige objektiver og filtre… eller bare den rå og skinbarlige virkelighed. Det ene billede er mere uskønt (og sandt) end det andet, men alligevel også megafede på sin helt egen skæve måde.
Jeg ved ikke med dig, men jeg holder meget af det uperfekte og jeg forsøger alt hvad jeg kan, at holde den i hævd. Det fratager mig desværre bare ikke altid følelsen af, at være en særling på den kiksede måde, men hva’… nogen må jo være det :-)
Karin Hørkilde - 27. februar 2012 - kl. 17.54
Sødeste Anita – hvis ikke de skæve eksistenser var her, var Verden et fattigt sted!!!! Alle de, der ikke lige passer ind i de dertil indrettede kasser, alle de, der ikke lige gør tingene, som “man” gør og bør – jamen det er jo for pokker dem, der gør livet værd at leve og sætter tingene lidt i perspektiv! Så fortsæt for Guds skyld med dine skævheder – jeg elsker dem, og du er lige præcis, som du skal være! Hverken mere eller mindre!! Stort og varmt mandagsknus til dig fra mig
Gitte - 27. februar 2012 - kl. 18.52
Jeg er heldigvis uperfekt og hurlumhej-huset skævt som bare f..,…
SKØNT indlæg :-)
Silla - 27. februar 2012 - kl. 18.59
Ja men sødeste,smukke,smukke dig…DET er jo lige derfor vi kender hinanden..ikke?
Forelskelse over de skæve ting mangler vi ikke og noget med i bagagen ja det mangler vi hellere ikke, gudskelov for ellers vil vi nok være lidt fattige på en måde tror jeg. Rene rengørings-klude har vi da også nok af,og de må godt blive ved med at ligge rene i skuffen for min skyld,jeg vil meget hellere bruge min tid til at bage pandekager til jer så vi kan dobbelt-nyde vores øjeblikke sammen ;)
Det er det jeg elsker,det skæve….Og perfekt det findes altså ikke,selv om mange gerne vil at alt ser SÅ perfekt ud :D
Rigtig,rigtig mange skæve og u-perfekte MEN ægte knus og kram fra mig til dig.
Kong Mor - 27. februar 2012 - kl. 19.12
Hvor har du ret – hvis bare folk ville SE hinanden for det de er og indeholder istedet for det “flertallet” har bestemt er det “rigtige”.
Anita - 27. februar 2012 - kl. 22.30
Engang imellem drømmer jeg også om det perfekte liv, selvom jeg slet ikke aner, hvad det er for et liv. Jeg forestiller mig bare og ved også, at jeg ikke ville kunne holde det ud ret længe.
Jeg er et menneske, som er nødt til at være en lille smule anderledes og hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg det altid har ligget i mine livskort. Engang læste jeg noget i retning af:
Gud giver dig ikke større byrder, end du kan bære…
Ikke at jeg tror Gud ligefrem har noget at gøre med mit væsen, men betydningen af sætningen er god nok. Den køber jeg og jeg kan saftsusemig bære meget :-D
***
Jeg er mere end lykkelig for de (I) mennesker, som er i mit liv og som kan acceptere mine skævheder :-)
Camilla - 28. februar 2012 - kl. 19.55
Jeg glædes altid over dine indlæg som er krydret med rigtig virkelighed. Blog’osphæren er overhængt med urealistiske blogs om perfekte liv, med perfekte familier, med perfekte hjemmebagte knækbrøds fristelser, med sundhedshelsehealings p.. – Jeg er vild med at du altid tilføjer en snert af det skæve, en snert af virkeligheden i alt sin ufuldkommenhed :-)
Camilla - 28. februar 2012 - kl. 22.58
Fantastisk indlæg… kantet som jeg elsker alting… Og ja det uperfekte bliver på underlig vis perfekt i min verden!
Jeg har sat dig på en opgave. Håber du vil lege med http://hjernevrimmel.blogspot.com/2012/02/lykkehjulet.html
Kram
Lone - 29. februar 2012 - kl. 05.16
Det er vist første gang, jeg har set uperfekte fotos her hos dig, Anita. Du viser altid perfekte billeder :-)Ikke at jeg skal gøre mig klog på, hvad der er perfekt/ikke perfekt. Jeg kan fx ikke se, hvad der er galt med billederne på collagen – andet, end at det er sjældent, vi ser dem sådan i blogland.
Såvel som vi redigerer billeder til blogland, bliver teksterne sikkert også pyntet på, så alt bliver smukt og positivt ;-)
Kram til dig :-)
PS: Jeg har sikkert misforstået meningen med dit indlæg…
Merete - 29. februar 2012 - kl. 11.45
Der er jo forskel på hvad folk mener om tingene – hvad den ene mener er perfekt, kan den anden mene er uperfekt. Og omvendt. Og billeder? Jeg kan feks tage et billede af min søn som både er rystet og farveforvirrende, men… hvis jeg synes det er perfekt, så ER det perfekt.
Og ja, ting bliver sikkert redigeret og photoshoppet i én uendelighed i blogland (og andre steder)- jeg synes egentlig bare det siger noget om de som gør det ;-)
Anita - 29. februar 2012 - kl. 13.29
Camilla (1) – jeg kan godt li’ at kigge på perfektheden udefra, men jeg er ikke sikker på, jeg selv kan holde ud at være i den. Jeg ville gå til, hvis jeg blev placeret i et hjem, der mest af alt ligner et udstillingsvindue, og jeg blev bedt om at skulle være der fremover. Jeg ville heller ikke kunne holde ud at skulle bekæmpe den irritation, jeg indimellem kan have i kroppen, for i stedet at ae alle mennesker på håret, fordi det er det mest korrekte. Engang imellem er verden bare ét stort røvhul og det er ærgerligt, hvis man ikke må sige og føle den slags.
Jeg prøver at gøre mit ypperste hver dag. Jeg forsøger at gøre mit bedste, så jeg kan holde ud at se mig selv i øjnene, når jeg kigger mig i spejlet. Engang imellem skrider den i svinget og jeg fejler fælt, men det er der ikke noget at gøre ved. Går det ud over nogen, så har jeg heldigvis lært at sige Undskyld – og også mene det!
Gudskelov er der mulighed for at lave en ommer i morgen :-)
Camilla (2) – du kan lige bestemt tro, jeg vil være med på din galej om at gøre noget godt for andre mennesker. Den slags kædereaktion gider jeg virkelig godt. Tak fordi du startede den! <3
Lone – du har slet ikke misforstået noget.
Mine billeder er meget sjældent perfekte, hvis man tænker i salgsøjemed. De mangler den knivskarphed, dybde og god beskæring, som der skal til, hvis et billede skal kunne forstørres mange, mange gange uden at miste sin kvalitet.
Den her collage er forkert i alle henseender, fordi Autopiloten er slået til. Nogle er for mørke, andre for utydelige, nogle er støvede, men alle er de så fede på den der autentiske måde, som jeg vildt godt kan li’ ved mobilbilleder, hvor man kan skrue lidt på de forskellige filtre.
Jeg er helt vild med sådan noget pjattet noget, som gør livet lidt sjovere :-)
Merete – devisen “det kommer an på øjet som ser” gælder, efter min mening, i rigtig mange tilfælde, når vi taler om billeder, der er knipset af privatpersoner. Det samme er det vel egentlig også mht. retouchering af billeder. Det er den slags, jeg synes er ret fedt at lege lidt med. Ikke for at udviske virkeligheden, men fordi øjet engang imellem godt må forkæles med nogle små “aha-oplevelser”. Det sætter lidt fut på farvepaletten :-)
Nå, men jeg tænkte (med mit indlæg) en lille smule mere på forventningerne som vi stiller til os selv og de forestillinger vi gør os om andres perfekte liv. Og så var det pludselig jeg blev afledt at tanken om de der billeder, som er fede på sin helt egen skæve og uperfekte måde :-D
Pernille - 3. marts 2012 - kl. 02.54
Hugger straks udtrykket “gjort rent med en citronmåne”. Et koncept jeg tit har brugt uden at kende navnet.
Du fuldstændig ret.
Langt de fleste vil hellere besøge nogen som er nærværende, med et enkelt fedtet håndaftryk på køkkenlågerne eller to, end sidde sammen med en som er på støvekludsstressefterbrænder.
Spørgsmålet er så om værtinden slapper godt af med udsigt til det der håndaftryk?
Anita - 3. marts 2012 - kl. 07.11
Pernille – jeg ved godt, hvor jeg befinder mig allerbedst. Hos dem med citronmånen.
Men jeg tror de fleste kvinder (og nogle mænd) mener de har det bedst, når man som gæst kun kan se den orden som hersker. Udadtil. Den er bare lidt… kedelig, stringent og langt fra afslappende, synes jeg. Medmindre de skabte den for to dage siden og er nået at falde til ro i mellemtiden ;-D
Da jeg første gang besøgte min veninde (hende med citronmånen) oplevede jeg, for første gang i mit liv, hvor FEDT det er at være sammen med mennesker, der tager livet ligeså afslappet som jeg og NYDER at være i det, i stedet for at fræse rundt og gøre alting topdollar vacuumclean, til der kommer gæster. Åh, hvor jeg bare NØD det!
Dér blev jeg vild med hende lige på stedet :-D