Søndagen kommer til at foregå mestendels i sofaen. Godt pakket ind i hhv. striksokker, uldponcho og et uldent tørklæde og med varm kaffe i koppen og et glas trylledrik på bordet. Snøft snøft. En forkølelse er godt i gang med at få skovlen under mig, så jeg håber på at kunne nå at plaffe den ned, inden den virkelig får sat sig fast, for den slags pjat gider jeg ikke danse med.
Men det er jo ikke det eneste der er i vejen. Nej nej, vi kan ligeså godt gå heeele vejen ind i Ynkens Hule. Kom bare med… det koster gratis.
For at det ikke skal være løgn, så er jeg nemlig også på krykker. Igen igen. Det har jeg været i helt nøjagtigt 11 dage, fordi jeg var så dum at tro, jeg kunne være en step-dronning i fitnesscenteret. Cirka 1 minut skulle det tage mig at gå fra at være smilende og med en vild lyst til at få sved på panden, til at være udvandrende/humpende fra centeret og på adrenalin og tårer være på vej hjem – på gåben. For fanden da altså!
Fysioterapeuten fortæller mig, at jeg har en million små fibersprængninger i min lægmuskel, så jeg bliver masseret og tapet op, for at få blodcirkulationen i gang og få drænet den enorme blodansamling, som ligger “i vejen” og fylder aaaalt for meget inde i mit ben.
Har du forresten prøvet at have et stort blåt mærke? Det har du sikkert… prøv så at forestille dig, at få det selvsamme mærke masseret godt og grundigt. Ja nemlig. DET GØR HERREMEGAMEGETONDT! Det er sådan noget, man bare HELT skal holde snitterne væk fra og så går det nok i sig selv igen, efter min mening altså. Samme mening har fyssen bare ikke, så hun prikker til min indre svinehund, imens jeg pænt ligger på briksen og forsøger at holde masken, imens jeg taler og smiler, hvor jeg nok hellere ville vende mig rundt og sige: “SÅ STOPPER DU!”
Men altså, der er jo en effektiv grund til det, så jeg opfører mig pænt (okay, og bander højt en enkelt gang eller tre) og venter så på, at øjeblikket, hvor jeg igen kommer ned på flad fod, skal indfinde sig. Den kommer forhåbentlig snart, for det er hårdt at gå på tæer, sku’ jeg hilse og sige.
…
Godt, jeg aldrig blev balletbarn ;-)