- hverken når det gælder mad eller hjerterum. Menuen lyder på:

Hummersuppe m. krydret fuldkornsbaguette

Langtidsstegt roastbeef
Kartoffelrösti
Blomkålspuré lavet på trøffelolie
Blandet sprød salat

Lun chokoladefondant m. blødende Hjerte & passionsfrugt

Snacks: chips, cashewnødder, gourmetknæk m. forskellige oste

Hjerterum er her altid og vi griner, så det hviner. Ingen er stadset op til noget som helst, men vi glæder os alligevel til en masse fut og knald, når alle andre bruger deres dyrebare løn på smukke himmelstjerner. Året er snart slut og børnene fejrer begivenheden andre steder, så jeg har min bedsteven hos mig. Det hele flaskede sig som hånd i handske og efter en frisk tur i et frostklart lystanlæg, er vi nu endt herhjemme igen. Klar til at gi’ den gas på vores helt egen måde.

Tak for nu. Vi ses igen lige om lidt :-)

Torsdag er dagen for familiens årlige julefrokost. Det er også dagen, hvor mine planer pludselig kommer til at tage en uventet drejning og indeholde ét stk. drengebarn, men det er udelukkende et vidunderligt plus. Jeg har ikke set ham i noget nær 100 år, så jeg kan næsten ikke lade ham være med mine kys og kram.

I skrivende stund er han dog fortrukket til værelset og lidt alenetid. Jeg har lyst til at puste en masse kærlighed ind gennem nøglehullet og snuse hans drengede duft ind, for pludselig mærker jeg, hvor meget jeg i virkeligheden har fortrængt denne gang. Hvor meget jeg i virkeligheden har savnet ham. Hold kæft, hvor kan man dog snyde sig selv engang imellem, men det er sgu okay, synes jeg. Så længe det ikke skader, så…

Udenfor blæser det, men solen er også på besøg. Igen.

Om lidt er jeg nødt til at banke forsigtigt på drengedøren og tage ham med ud på en rask travetur hen til Bedste, hvor den gode julesul venter. Heldigvis brænder min indre fitness-ild stadig fra den to timer lange træningstortur i går. Det vidner mine blussende kinder om.

Rigtig god torsdag til dig :-)

Solen skinner, Magnoliaen står i knop, Pilen bærer gæslinger og om et øjeblik er det Nytårsaften.

::

Mangen et nyhedsbrev har jeg læst og nydt, men her må jeg altså se mig nødsaget til at slette uden at have læst de saliggørende ord. Det plejer aldrig at være en æstetisk og smuk åbenbaring, når jeg modtager nyhedsbreve fra Fuglebjerggaard, men med forholdsvist korte tekster og gode tilbud bundet lige i halen, har jeg egentlig været ligeglad. Det smukke kan jeg hente andetsteds og så er to og to vel egentlig lige.

Denne gang må jeg dog gi’ op…

D. 23 december skulle vise sig at blive en lykkens dag.

Jeg har været i selskab med begge mine store, vidunderlige unger det meste af dagen. Det er meget længe siden, vi sidst har været det, så det var virkelig dejligt. Familien har været her for at ønske Kevin en glædelig Jul, da han skal være hos sin far i år, og når vi nu var samlede, tog vi naturligvis vores sædvanlige tur nedad Memory Lane, skyllet ned med en pokkers masse grin, julegodter og kaffe. Derefter lånte ældstebarnet en bil af et sødt og hjælpsomt menneske og så susede vi på langfart. En mor og to børn.Væk fra byen, ud på landevejen og lige i armene på et smukt julepyntet shoppingcenter, bare for at hygge. Uden stress og jag.

Den slags blir’ man altså også lykkelig af, vil jeg bare lige sige…

Og selvom jeg har båret min nye iPhone på mig hele tiden og haft rigeligt med sjove fotomotiver, som jeg glemte at knipse, så kan I allerhøjst få et kig fra min sofa her til formiddag, hvor jeg venter på børn og andet godtfolk. Instagram blir’ jeg ikke dus med lige foreløbigt, så er det sagt, men der er heldigvis andre fotoapp’s derude…

Julestemningen indfinder sig med mellemrum, som små varme bølger i kroppen og et lille sug i maven. Hvis jeg bliver i følelsen, så er jeg næsten barn igen. Det er ret fantastisk at prøve, så det vil jeg praktisere lidt mere fra nu og i morgen med.

Kæreste du, som læser med her på bloggen – rigtig hjertekærlig og glædelig Jul til dig og dine :-)

Bruger du håndsæbe, shampoo, deodorant, parfume, bodylotion?

Ja?

…

Når fx. den der bodylotion er brugt; hvor tror du så, den er henne?

…

Lige præcis!

Jeg synes det er vildt at tænke på, at der er så mange kemikalier, vi går rundt og absorberer hver evig eneste dag og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der flyder rundt i mit blod i skrivende stund. Jo jo, jeg ved godt, at jeg har indtaget noget supersundt her til morgen, men jeg er også hvinende bevidst om, at jeg har gjort det modsatte ved at påføre mig bla. deodorant, parfume, voks, hårlak, håndsæbe, håndcreme og make-up.

Nå men… det føromtalte spørgsmål blev Andrea Elisabeth Rudolph stillet i 2006, da hun sagde Ja til at donere 50 ml. blod til Greenpeace, som så ville teste kemikalieindholdet i hendes blod. Indholdet var SKYHØJT og for at gøre en lang historie kort, så blev hun så forskrækket over det, at hun følte, hun måtte gøre noget. That’s my kind of Woman! Det blev til serien Rudolph Care, som du måske tidligere har hørt om.

Det har jeg også og nu har jeg prøvet det og jeg kan godt forsikre dig for, at det er det bedste, jeg nogensinde har gjort for min hud og derfor kan jeg naturligvis også anbefale mærket på det varmeste. Produkterne er drøje og der skal kun bruges en tredjedel i forhold til andre produkter. De føles så bløde som silke og det er også den følelse jeg efterlades med, når hhv. olie og creme er trængt ind i huden; silkeblød og med en meget fin og jævn overflade.

Kropsolien har, ligesom ansigtsolien, vundet en Beauty Award og det forstår jeg ved Gud godt. Intet produkt får tilegnet sig den titel, medmindre det virkelig kan noget og det kan de produkter, jeg har prøvet. Jeg har aldrig oplevet en kropsolie der fordeles så nemt, som denne her. Der skal ikke meget arbejde til og så dufter den helt vidunderligt og naturligt. Sart og fin af Acaibær. Ansigtsolien dufter tilgengæld noget anderledes, men også naturligt, og den er ligeledes let at fordele i ansigtet. For ikke at trække for meget i den sarte hud, bruger jeg dét, at klappe den blidt ind i ansigtet og herefter lade den smelte sammen med ansigtscremen. Sidstnævnte er det drøjeste, jeg nogensinde har prøvet!

Allerede efter en uge har jeg kunnet se en forandring på huden i mit ansigt og som tidligere skrevet, er den blevet mere jævn og fin i overfladen. Efter kort tid er det også meget tydeligt at mærke, hvor gennemfugtet den er blevet. Nu vil du måske sige, at huden kan blive det samme af at blive smurt med ganske almindelig mandel/abrikoskerneolie, men det er afprøvet og det giver altså bare ikke det samme, når jeg skal være helt ærlig. Det er et glimrende alternativ, men i skrivende stund har jeg prøvet noget andet og jeg ved godt, hvad jeg foretrækker nu.

Jeg kan ikke undgå alle kemikalier i resten af mit liv, det vil være den rene utopi at tro, men jeg kan være bevidst om nogle områder, hvor jeg har mulighed for at undgå det og det gør jeg så bla. her. Med god og ren samvittighed. Andrea, du har saftsusemig gjort det godt! :-)

Kan du huske dengang jeg skrev om ‘hippien’ fra min fortid? Hvis ikke, kan du læse indlægget her.

Nu vil virkeligheden jo, at han er begyndt at læse mine skriverier her, og dermed også stykket om sig selv, og som mange andre mennesker jeg i tidens løb har skrevet om, tror jeg han synes, det er lidt sjovt sådan at se på sig selv, igennem en anden persons øjne. I mit indlæg dengang, skrev jeg til slut om mit store ønske om et farverigt billede, malet med lige præcist hans penselstrøg, og selvom jeg godt ved, at man ikke bare sådan lige sætter sig til at male et stort billede til et andet menneske, lod jeg alligevel en lille bemærkning falde.

Engang. Endda så meget engang, at jeg helt havde glemt det, men det havde han ikke…

Da vi sad på cafeen i dag, med kaffe og pebernødder og en summen af dansk, fransk og spansk tale, fik jeg overrakt en julegave (selvom vi altså ikke er på julegave med hinanden). En dåse hjemmebagte klejner med citron og cognac og et fint håndskrevet julekort, som jeg satte mig til at læse, imens han spændt ventede på reaktionen. Du får lov at se et lille udsnit af kortet her…

Jeg blev simpelthen SÅ ubeskriveligt glad!

Vil du tænke dig; nu skal jeg sætte mig ned med en kop kaffe og vælge nogle billeder ud, som jeg virkelig godt kan li’ og som taler til mig. De skal så bruges som inspiration, så han kan se, hvad det helt konkret er, jeg tænder sådan på (ved de huse… jeg elsker jo farverige huse!) og så vil han prøve at skabe et værk, som kan gøre mig glad i låget.

Format/str. efter ønske – det er pænt vildt i min verden. Jeg ved jo, hvordan jeg selv får den vildeste præstationsangst, når jeg står med et lærred på fx. 2×2 m. og skal sætte det første penselstrøg. Det kan jeg slet ikke, men det kan han og det er intet problem, siger han. Jeg synes altså det er ret vildt og egentlig også ret selvsikkert. Hold så op, hvor jeg glæder mig til forår/sommer!

Skulle du kende et godt (billigt) sted at købe sækkelærred/jutelærred, må du endelig sige til.

Når jeg står op om morgenen, tænder jeg adventslyset og sender mine morforældre en venligsindet tanke. Det er i løbet af kort tid blevet så fast en del af mit ‘ritual’, at jeg allerede har anskaffet mig det bloklys, som skal afløse det nuværende adventslys. Det er en gestus, som udelukkende gør godt, så mine overvejelser omkring at udbygge konceptet er nu lagt i støbeskeen.

Imens kaffen brygges, kigger jeg ud af køkkenvinduet og trækker vejret helt ned i maven nogle gange. Ind gennem næsen, fyld lungerne op og laaaangsomt ud gennem munden igen…

Man kan sige meget positivt om at holde fri som forælder, men for mit vedkommende tager det lige et par dage eller mere, at falde helt til ro og give slip denne gang, kan jeg mærke. Jeg synes, der er tusind ting jeg skal have gjort, men sandheden er, at jeg kun “småstresser” mig selv med sådan en tankegang. Alt jeg skal forholde mig til lige nu, er de aftaler jeg har lavet, den tykke bog jeg har 7 dage til at få læst (hvis jeg har lyst!) og en støvsuger, som skal rundt i alle kroge og hjørner.

Intet andet. Resten kommer jo helt af sig selv. Det går lidt af tirsdagen med at fatte, men jeg skal da ærligt indrømme, at det lettede en smule, at tandlægen ringede for lidt siden for at aflyse min tid i morgen.

Det blev nemlig afsløret ved en 3-D røntgen i går, at en rigtig dårlig tand var skyld i den hævede og ømme lymfekirtel, så det gik pludselig stærkt med at få rodbehandlet samme tand og allerede i dag, kan jeg tydeligt mærke forskel. Kirtlen er ikke øm længere og den er på vej tilbage til normalen. I morgen skulle der så laves lidt finpudsninger, udover den gen-rodbehandling inkl. stifttand, som jeg oprindeligt kom for at få fixet, men der blev altså aflyst og jeg fik lidt mere luft til at hygge mig og slappe af.

Jeg ved også lige præcist, hvordan den ekstra luft skal bruges ;-)

- ømme, hævede lymfekirtler og en ponchoindpakket krop, som skal holde godt på varmen for ikke at blive mere halt. Snart kommer der nystrikkede sokker til som en gave fra søster lystig.

Søndag er sol fra en krystalblå himmel og en fuldstændig fraværende fornemmelse for, at det rent faktisk er juleaften om et kort øjeblik. Af de fysiske gaver mangler jeg kun to og da de er det letteste i verden at få fingrene i, tager jeg det med ophøjet ro.

Jeg når det i løbet af de næste par dage og så er resten bare at vente. Og vente. Og vente.

Søndag er også en forlængelse af den følelse, jeg havde i går aftes, hvor jeg endeligt besluttede mig for, at jeg ikke mere gider at være modtagelig for andres trang til at tromle hen over mig. Jeg kan strække mig langt, også for langt, men nu er det slut. Elastikken er ikke længere og hvis den ikke skal svirpe tilbage, som en velplaceret ørefigen, må jeg vælge at tage et valg og det har jeg så gjort. Jeg erfarer, at jeg, trods myoserne, sagtens kan trække på skuldrene og smile overbærende, når jeg ikke gider at være en del af et latterligt setup, som kun handler om at være selvhævdende.

Åh mand, hvor jeg ikke gider den slags. Nok er nok. Slut.

Søndag er dagen før dagen, hvor tandlægen skal besøges og hvor resten af ugen stille og roligt placerer sig, dag for dag. Jeg skal have besøg af brandmanden, jeg skal ud og snuse til det Internationale marked, hvor jeg holdes med selskab af hippien, og jeg skal en tur på kirkegården med søster lystig, for at besøge nogle mennesker, som ikke er her på jorden længere. Resten af ugen er indtil videre tom, ja udover d. 23 og 24, men jeg kan garanteret hurtigt fylde tiden ud med den nyindkøbte telefon.

Jeg har så meget tid for mig selv, fordi lillebror er hos sin far i næsten hele ferien, og det er uvant. Meget uvant, men også dejligt på sin måde. Det fandt jeg dog først ud af, da jeg valgte at parkere pivskiden og finde livsnyderen frem.

Det er den samme som hende, der giver sig til at spise nachos om et øjeblik, på et fuldstændig ureglementeret tidspunkt og lige nøjagtigt fordi jeg kan li’ det. Det kan mit mindste barn ikke, men han er her jo heller ikke ;-)