Ovre hos familien Putz er der gys og halloween for alle pengene og jeg tager virkelig hatten af for den kreativitet, der er lagt for dagen. Eller måske nærmere; aftenen. De forstår- og efterlever konceptet til fulde, må man sige.

Her i vores landsdel snupper vi en mere ‘autentisk’ halloween. Her er der nemlig ægte sår, løse tænder og blod. Masser af blod! Og så var det liiige knapt så sjovt, som de andres fest.

Lørdagen skulle indbringe et cykelstyrt af de grimme, da Kevin og klassekammerater cyklede i én lang række på vej til en fødselsdag. En kantsten kom i vejen, han fløj af cyklen og resten er genfortalt af fødselarens mor, som stadig er rystet over- og utrolig ked af ulykken, der så temmelig voldsom ud og gjorde hende handlingslammet. Efterfølgende har vi været i tlf.kontakt mange gange, da hun ikke helt har fået sit hjerte på plads endnu, og jeg kan mærke, at det fylder rigtig meget i hende. Forståeligt nok.

Engang imellem må der virkelig godt være en læge tilstede, når man skal bruge én. Den tanke, har jeg indimellem tænkt og vi var jo svineheldige, for en læge kørte lige netop i bil, bag rækken af cyklister, og så derfor ulykken. Hun sprang ud og ilede til hjælp. Fik samlet den hele fortand op fra asfalten, rensede Kevins ansigt for det værste blod og asfalt, fik renset tanden og skubbet den op i hullet, og tilbage på plads i munden, og på den måde reddede hun ikke bare Kevin, men også fødselarens mor, der stod som forstenet og handlingslammet på fortovet. I sådanne situationer er Tak kun et meget fattigt ord, blev vi efterfølgende enige om, men et tak, det får hun helt sikkert; lægen. Og også personligt.

Kevin står nu med en fortand, som er helt død. Forsikring er der intet af, da jeg troede min egen dækkede ham automatisk, men det gør den ikke, så det kan meget vel gå hen og blive noget dyrt stads, når han engang bliver voksen og måske vil have et implantat. Den tid, den regning og vi kan jo begynde at spare op nu. Og for god ordens skyld skal budskabet gives videre, i det tilfælde, at du eller andre ikke skulle vide det:

Har dit barn (under 18 år) et akut behov for tandlæge i weekender og helligdage, så kan du på Tandlægeforeningens hjemmeside se, hvor du skal henvende dig – og det er gratis! Kommunen betaler regningen, sålænge det er et barn.

Jeg kendte nemlig intet til den sides eksistens, men havde jeg gjort det, kunne Kevins tand højst sandsynligt være blevet reddet, fordi vi kunne nøjes med at få det lavet her i Holstebro og ikke i Århus. Det drejer sig om ganske kort tid at handle på og efter 1 time, kan det være for sent, så derfor betyder det alt for mig, at sende budskabet videre. Du må meget gerne gøre det samme, hvis du kender nogen.

Det kunne være gået meget, meget, værre med ham, så de mange ansigtsskader er intet imod de skader, der kunne have været, hvis han havde væltet bare en anelse anderledes. Vi er SÅ taknemmelige for, at der var en læge på rette tid og sted, og indimellem tror jeg sgu på skæbnen. Jeg selv var lige kommet hjem efter en kreativ messe i Fredericia, så kom min gode ven Brandmanden (som jo har bil) og på den måde kunne jeg nærmest ikke være mere “klar”, hvis ulykken skulle ske – og det gjorde den jo. Med til historien hører, at jeg få minutter forinden havde hørt udrykning fra to ambulancer og da jeg stadig er en smule sensitiv omkring den lyd, tænkte jeg straks det værste, for det var i det samme tidsrum, som jeg vidste, børnene skulle cykle fra punkt A til B i én lang række.

Du kan sikkert godt forestille dig, at jeg døde en lille smule, da min mobil ringede få minutter efter med et ukendt nummer i displayet…

…

I dag er hjemmedag. I dag er en helt rolig dag (når stivkrampevaccinationen er overstået og der er hentet penicillin og klorhexidin) og herfra kan alting kun gå fremad. Vi blev rystede for en stund, men den der har været allermest cool i det hele, har været hovedpersonen selv. Ikke så meget som en tåre har han fældet på noget tidspunkt, imens vi andre har været helt fra koncepterne, og han kan stadig forbavse mig, mit dejlige (lille) barn.

Nu går det fremad :-)

Svaret vil nok være temmelig luftigt og svingende, alt efter hvem du spør’. Hvis du spørger min gode ven Brandmanden, vil han sige med drivende ironi i stemmen, at jeg helt sikkert ikke kunne mangle noget mere end garn. Spørger du mine børn ville de sige, at jeg har rigeligt til at isolere med og spørger du mig, så mener jeg helt sikkert ikke, jeg kan få nok.

Men sandheden er, at jeg i virkeligheden slet ikke har så meget, som jeg har haft. Jeg har jo solgt og solgt for at få tyndet ud i det garn, jeg bare må se i øjnene var en spontan forelskelse og som jeg aldrig vil få lavet noget af. Så kan det ligeså godt give glæde andre steder, vil jeg mene, og heldigvis har der været strikkeglade kvinder, som har ment det samme.

Jeg har et kreativt barn – når han da gider ;-)

I morgen må jeg gøre et forsøg på at være en smule fornuftig på messen i Fredericia (gøre et forsøg, sagde jeg), for jeg har faktisk allerede en sending superlækkert garn på vej hjem fra Island, så det er jo ikke fordi jeg står og mangler akut – men jeg kan godt fristes. Hvem kan ikke det?

Kommer du?

I mange måneder har jeg fuldkommen glemt min MSN. Den har ikke sagt mig det der ligner noget som helst og derfor har jeg ikke skænket den en eneste tanke, men efter at en gammel kæreste henledte min opmærksomhed på den for et par uger siden, har jeg ofte været online. Ja, han har så ikke, kan jeg hurtigt fortælle, og det er der mange af mine gamle kontakter der heller ikke har. Chattes der i stedet på Facebook eller hur?

Meeen hold dog op, hvor bliver man (jeg) hurtigt rusten. Det er længe siden jeg sidst har skrevet så meget på én aften og jeg kan godt mærke, at jeg i månedsvis har valgt “larmen” fra af en særlig grund. Det er da stressende ad pommern til og det forstyrrer tankerækken helt vildt. Min krop liver op, i stedet for at blive søvnig, og så er det jo svært at blive træt. Jeg gad nok vide, hvor mange der lider af søvnbesvær og i virkeligheden “bare” er speedet op af en gang chit chat…

Well, det er dejligt at “tale” lidt igen, men det forstyrrer altså min døgnrytme, kan jeg mærke, så nu har jeg lukket ned og om lidt slukker jeg for al øvrig teknik og kravler under dynen. Jeg skulle jo nødigt ende som i morges, hvor Snooze’n fik lidt for mange tæsk … og dog, for så kan det jo være, jeg igen vågner smilende efter en dejlig drøm ;-)

Øj, som det var svært at komme ud af den dejlige varme seng her til morgen. Først kl. 07.15 måtte jeg sande, at jeg havde klappet til Snoozen lidt for mange gange, faktisk i en hel time, men min drøm om den dygtige og smukke Eskil var så herlig, at jeg ikke havde lyst til at give slip.

Ja ja, jeg ved godt, han foretrækker sit eget køn, men derfor har jeg nu alligevel et ømt punkt for ham. Han er så smuk på alle planer, synes jeg, og han har virkelig gjort et indtryk, som ikke så let lader sig viske bort. Han virker, helt enkelt, til at være et rigtig godt menneske og sådan nogle “forelsker” jeg mig åhh, så let i.

Et andet dejligt menneske er lillemanden, som havde ligeså svært ved at gnide søvnen ud af øjnene her til morgen, men da han kom i tanke om, at den nye dreng i klassen skulle starte i dag, kunne det nok være, han kom ud af fjerene. Med en venlig henstilling om at “tage godt imod og byde velkommen til“, blev han sendt afsted med kys og kram og “vi ses i eftermiddag“.

Nu er det på tide at få den første kaffetår og jeg kan konstatere, at min fod ikke er nær så øm i dag, som den var i går, så mon ikke jeg holder til en formiddagstur i den friske luft. Det satser jeg på. Rigtig god mandag til dig :-)

Du har sikkert set scenariet i gyserfilm; hvordan ‘offeret’ sniger sig forsigtigt rundt i det kæmpestore hus, hvor ikke meget lys slippes ind. Ørerne er på stilke og lytter efter andre lyde end dem, man selv laver med sine sko, og øjnene er meget vagtsomme efter den mindste lille skygge.

Kroppen er nysgerrig, men også spændt og klar til flugt, hvis det skulle blive nødvendigt, og ethvert nyt rum som indtages, iagttages med stor forsigtighed, for hvad gemmer sig bag døren?

Og pludselig – så står han der!

To meter høj og frygtindgydende med en luvende holdning og slæbende skridt, som kan høres på lang afstand, men man kan alligevel aldrig være helt sikker på, hvor han i virkeligheden befinder sig. Han leger nemlig kispus med alle og kender smutvejene. Bedst som man tror, han er nede i den anden ende af det store hus, kan man roligt vende sig rundt for at gå videre … og derpå støde lige ind i hans uhyggelige væsen…

SKRIG!

Højriis formåede denne gang at gøre besøget til et herligt mareridt for sådan én som mig, der elsker gyset og har en lille pivskid gemt i kroppen. Mit hjerte fandt, efter første forskrækkelse, aldrig helt tilbage på sin vante plads i brystet, førend der var gået noget tid og jeg havde vænnet mig til skuespillernes eksistens, men helt dus blev jeg altså aldrig med dem.

De var godt sminkede og udklædte og havde ikke meget mere at sige, end at grine ondskabsfuldt eller hviske os ind i øret. De gik helt tæt på og mit hjerte hoppede flere gange ud af brystet, da et gespenst snittede mit tøj og hviskede lige bag mig.

Føj, så forskrækket jeg blev og så var det, jeg begyndte at snige mig rundt på gangene, for at undslippe … … … lige indtil ham den høje og et andet spøgelse lukkede mig inde i et hjørne og gik nærmere og nærmere, heeelt langsomt og med slæbende skridt… og lige inden jeg gav mig til at skrige højt, øjnede jeg et smuthul imellem de to ‘spøgelser’ og spænede så afsted. Det må have set enormt sjovt ud for de, som kiggede på, men for mig var det vildt skræmmende.

Det var den scene i gyserfilmen, som vækker mest rædsel hos mig og jeg stod lige midt i den.

Heldigvis var jeg ikke den eneste som var bange. Både børn, teenagere og voksne kvinder skreg rundt omkring på slottet, når de blev overmandet af uhyggen, og da jeg havde kommet mig over den værste skræk, kunne jeg godt se det komiske i situationen.

Jeg vil sige, at det nok ikke er egnet for helt små børn. Medmindre de kan sove imellem mor og far, for at undgå de værste mareridt. og så er det nok også liiige på kanten for sådan én som mig, der ikke har nogen at sove ved siden af. Det kunne snildt gå hen og give mareridt og så ville det være rart at kunne putte sig i en tryg favn…

Væggene i stuen var malet lilla og når det var mørkt udenfor, gjorde det rummet meget mindre, end det egentlig var. Uanset, hvor mange stearinlys der blev tændt, forblev det tæt og kompakt. Den stue, som ikke var min, men en andens; jeg var bare på besøg. Reolerne med bøger og musik, fra gulv til loft, og kæmpestore hjemmekomponerede malerier gjorde det ikke større, rummet, nærmere tværtimod, men i Guder hvor var der hyggeligt. Det var i dét rum, jeg trak benene op under mig i en langhåret lænestol og blev opvartet med smøger, underligt musik, en enkelt cognac, en kop kanelkaffe og en bunke studiebøger for omtrent 15 år siden.

Det var den ultimative hippiehule og det var dét sted, hvor jeg havde brug for at gemme mig, fordi jeg inderst inde var så forbandet ulykkelig pga. et kærestebrud efter 11 år og 1 barn. Den tungeste sorg som gennemsyrede min krop, men som jeg bar rundt på, uden at delagtiggøre nogen som helst i den. Resten er sejlet ud i glemslens tåger og der er mange uger og måneder fra dengang, som er helt sorte i min hukommelse. Sikkert en fortrængning, en forsvarsmekanisme.

I dag besøgte jeg den gamle hippie fra dengang og for første gang i 15 år drak vi en kop kaffe sammen igen – uden kanel. Hjemmet var gået fra lejlighed til hus, stuen var ikke mere lilla, men hvid, og den langhårede lænestol var blevet til en morsom blomstret IKEA-sofa. Det enorme hvide hyrdetæppe var dog langhåret. De gamle malerier var lige blevet hængt på væggene, efter at have været i karantæne i 10 år og et “ægteskab” som varede ligeså længe, og jeg blev forundret over, hvor godt det hele passede sammen. Bare ikke helt til den hippie, jeg kendte… men det handler jo igen om – definitioner ;-)

Jeg blev fortalt en smule om, hvad der skete dengang i den tid, jeg ikke kan mindes ret meget af, og jeg lyttede intenst efter. Huskede pludselig enkelte flashbacks og hhv. grinede og grublede over, at det virkelig var blevet slettet så eftertrykkeligt fra min mentale harddisk. Men jeg grinede mest, for vi har virkelig haft det sjovt med den skæve humor, vi begge besidder. Den er stadig intakt.

Hippien  maler stadig nogle kæmpestore billeder og jeg har ladet en lille bemærkning falde om, at jeg eeelsker klare, friske farver og skæve huse og måske ender jeg med at være en lille smule heldig en skønne dag. Jeg håber det. Det vil gøre mig ubeskriveligt glad…

Lad ikke andre bestemme din historik. Alt for ofte lader vi vores historie forme af andre. Vi lader os påvirke af deres historier om det at være os, vi lader fortidige beskrivelser definere, hvem vi er lige nu – men du er dig lige nu, helt ren og uden andet end det der opstår lige nu … hvis du vil.

Det kræver mod og vedholdenhed at stille sig åben og turde tage definitionsmagten tilbage.

Sådan lød dagens tekst i min yndlingsfacebookgruppe At leve Mindfuldt og Gud, hvor kan jeg dog nikke genkendende til det skrevne. Set med mine øjne handler det om, at vi lader andre mennesker definere højlydt, hvem vi er som personer. Hvis jeg f.eks. engang (for mange år siden) har haft for vane, altid at slå mine grønne planter ihjel ved at glemme vand og gødning, så er det sådan et billede mine medmennesker ser for sig, når jeg i dag forelsker mig i den mest krævende stueplante, jeg bare må eje.

Du kan jo alligevel ikke passe den/holde liv i den/sørge for den…

Sådan vil det typisk lyde fra mennesker, som har dannet sig en definition om, at jeg bestemt ikke kan finde ud af den slags og jeg får ingen chancer! Heller ikke selvom jeg efterfølgende, mange mange gange, beviser, at jeg sagtens kan drive både have- og stueflora på bedste vis. Nix, sådan fungerer det ikke; én gang uansvarlig, altid uansvarlig. Det er definitionen på mig – set med andres øjne end mine egne – og der kan sættes flere eksempler på, hvad det vil sige, at andre tillader sig at forme definitionen på, hvem jeg er som menneske. Én gang en dum intrigant kælling, altid en dum intrigant kælling. Én gang en lille pige, altid en lille pige. Én gang en let og naiv kvinde, altid en let og naiv kvinde. Én gang en vildbasse, altid en vildbasse.

Nej nej nej, hvor er der dog meget at arbejde imod med.

Det er indimellem op ad bakke at skulle kæmpe med fortidens fasttømrede definitioner og der er stadig mennesker som ikke forstår, at jeg har ændret mig og at jeg ikke er 10-20-30 år længere, men derimod en voksen kvinde, der er vokset med de opgaver, jeg har fået tildelt her i livet. Nogle af opgaverne tabte jeg desværre på gulvet, fordi jeg ikke helt vidste, hvem jeg var på daværende tidspunkt, men andre, og mere benhårde og alvorlige, opgaver har givet mig hår på brystet, sagt på en mild måde. Alle som én har de formet mig, så jeg kunne gå videre på min livsvej og stadig være fri til at tage hhv. en smutvej eller en omvej, hvis det er dét, jeg har haft lyst til, men derfor behøver jeg ikke at være den samme person, som da jeg gik ad samme vej for 10 år siden.

Definitionen på, hvem jeg er, er slet ikke den samme nu, som den jeg var engang. I hvertfald ikke set med mine øjne. Dine ser måske anderledes på det ;-)

… så rammer man bare en sang, som virkelig kan gribe fat om roden af hjertet.

Da jeg stod op, var himlen mørk som en (det-der-man-ik-må-sige)’s røv. Da jeg var kommet lidt mere til mig selv og var kommet så langt, at jeg kunne holde ud at se mig i spejlet, opdagede jeg, at jeg i nattens løb havde forvandlet mig til en Prinsesse Lyserød.

Eller … når sandheden skal frem, var det måske i virkeligheden fordi, himlen var så helt vildt smuk i nogle lyserøde farver, som skinnede ind ad mit badeværelsesvindue (på rette tid og sted), og lagde et blidt blødt skær over mit ansigts pudekrøllede folder. Hvis ikke jeg vidste, hvem jeg var, ville jeg i et sekund tænke Miss Piggy… men Prinsesse Lyserød passer vist bedre til denne blog, så nu leger vi bare, ik’.

Kevin var allerede i fuld gang med at holde efterårsferie, da jeg vækkede ham forsøgte at vække ham, for tanken om Skolernes Motionsdag var ikke den mest tillokkende, når nu dynen var så god, varm og tryg, og jeg ville lyve, hvis jeg nu forsøgte at bilde dig ind, at mit tonefald var en Prinsesse Lyserød værdig, da jeg skulle sige det samme for 7. gang. Måske kender du også den slags tonefald, hvor man øffer for vildt og lidt for højt? Det er den slags, man kan hade sig selv for i et øjeblik og så hurtigt love sig selv, at det aaaldrig skal ske igen. Ha, som om!

Men afsted kom den lille dejlige, med kys og kram og god tur, og så tog jeg ellers morgenkaffen med på tur i cyberspace. Hold da op, hvor er der mange farverige mennesker derude. Og spændende. Og inspirerende. Nogle øffer og andre er glade. Jeg holder til, hvor der er mest rart at være.

Jeg faldt fx. over Love Elycia, som er bidt af en gal sløjfe. Ren Prinsesse Lyserød, dér. Og den danske Suzette der maler, så min indre hippie ikke fornægter sig. Åh, så skønne de malerier er! Eller hvad med lidt ‘skæve fotografier’ hos Aliki & Ania. Wauu, de er dygtige!

Og så var der alle siderne med udenlandsk crafty designs (sidstnævnte link har den skønneste lækre gule fugl) og når man først har besøgt én af dem, så tager det lynhurtigt fart, hvis man følger de anviste links. Flere ligner dog hinanden rigtig meget, men så er det ikke værre, end at jeg kan springe videre til den næste crafty-blog i den nærmest uendelige række af mennesker, som gerne vil vise, hvad de kan udrette med hænder og fantasi. Hvis jeg skulle komme til at kede mig i den kommende uge, hvor jeg er så ganske alene på skansen, så ved jeg, hvor der er let-tilgængelige kalorier at hente.

Men lige nu og lige her, så gælder det den kommende weekend og hvordan kan den skydes bedre i gang, end med lyden fra en vaskeægte Lady Tramp med skønt følgeskab. Oh my, I love her.

Uhmm, go’ og farverig weekend til dig ;-)