September måned er ved at være slut for i år og lige om lidt samles vi som en lille flok hyggehøns hos vores lokale garnpusher, hvor vi hygger med strik, opskrifter og snakke om hverdagslivet. Faktisk starter vi i aften.

I den anledning har jeg været under bruseren for at blive skuret og skrubbet og imens jeg står foran spejlet, smutter yngstebarnet ind og overtager brusekabinen. Jeg kigger på mig selv, sukker lidt og arbejder så på den hud, som synligt ikke har fået nær så meget frisk luft de forgangne måneder, som den plejer. Yngstebarnet stikker, efter noget tid, hovedet frem fra forhænget og konstaterer:

Nå, står du der og gør dig færdig? Nu ligner du da ikke en mumie mere…

Gusten er mit mellemnavn. Det skal der laves om på!

Det var Henriette som spurgte på sin egen blog, fordi hun gerne ville se- og måske inspireres af min version af nutidens stribehækletrend. Jeg havde egentlig glemt, at det var en mulighed; det der med at flashe hjemmeproduceret, for det har aldrig været den slags, jeg har gjort mest i, men nu får både du og Henriette et sneak peak af min hækleklud.

Jeg har valgt regnbuens farver. Selvfølgelig – fordi de er så meget mig. Jeg elsker regnbuer.

Flippet og med Folkeaktier i baghovedet, vil jeg elske at svinge dette humørspredende tørklæde om halsen til vinter, når frosten snapper efter dobbelthagen. Det er superenkelt at lave og det er en skæg måde at få bragt garnresterne ned på, hvis man altså ikke vælger at bearbejde rækkerne sirligt og bevidst, som jeg har valgt her. Det kræver som minimum en pæn portion garn i hver farve.

Måske tager jeg den oprindelige resteversion på et andet tidspunkt. Ideen er ihvertfald god.

- og det gør jeg så. Det gør jeg faktisk tit i øjeblikket, for min krop fortæller mig, at jeg skal. Gamle jas.

Jeg skal nemlig sige dig; jeg er kommet til skade med min fod & ankel. Og min skulder. Men det er klart foden som er værst. Forklaringen på hvorfor er lang og besværlig, så jeg vil nøjes med at sige, at der er skader på hhv. ledbånd og akillessene og at det, indtil videre, har krævet nogle måneder med genoptræning. Der er lang vej endnu, siger min fysioterapeut, og den følger jeg naturligvis, imens jeg leder efter tålmodigheden i mit mentale skuffedarium.

Så nu sidder jeg her igen. Både med kaffe og masser af rigtig god tid. Jeg havde egentlig et sygehusjob på hånden, men det måtte jeg melde fra til efter dagens fys-besøg. Jeg når simpelthen ikke at blive klar til start på mandag og selvom mit væsen holder en tale om at være pligtopfyldende, så trådte fornuften i karakter i sidste øjeblik, sammen med de professionelle tunger, og det bliver så nok mit held. På et eller andet plan. Ellers havde det fået en chance og jeg var måske endt op med endnu længere tid i “isolation på 2. sal”. Nej tak, siger jeg bare.

Nu kan jeg nemlig gå igen. Uden krykker. Jeg kan selv handle ind, forudsat jeg har min cykel (inkl. kurv) med, og jeg kan selv gå nogle runder i vores kvarter. Det er ikke meget, men lidt har også ret og jeg føler mig ikke længere afskåret fra den pulserende omverden udenfor mine ruder. Nu har jeg tilmed fundet ud af, hvor jeg kan høste nogle velduftende skønne kvæder og de er i en rimelig gå-afstand fra mit hjem, så med lidt god held kan jeg klare det i ét stræk.

Hold så op, hvor er det fedt! Jeg elsker kvæder. Og jeg elsker at være tilbage. Jeg kommer altid igen, det ved du jo. Det er svært at lade være ;-)

Kære hustru,

Jeg skriver dette for at fortælle dig, at jeg forlader dig. Jeg har været en god ægtemand de sidste 7 år og det uden problemer, men de sidste 2 uger har været som helvede. Din chef har ringet i dag og fortalt, at du har sagt dit job op og nu kan jeg ikke mere!! I sidste uge blev jeg klippet og du bemærkede det slet ikke. Jeg havde lavet din favoritmenu og havde endda taget mine nyeste boxershorts på. Du spiste på 2 minutter og gik derefter ind og faldt i søvn til dine sædvanlige sæbeoperaer. Du siger aldrig mere, at du elsker mig og vi har aldrig sex mere. Enten elsker du mig ikke mere, eller også bedrager du mig. Uanset hvad, så forlader jeg dig.

Hilsen din ex-mand.

P.S. Din søster Karla og jeg flytter til Sverige sammen. Ha’ et godt liv!

*** *** ***

Kære ex-mand,

Intet kunne gøre mig gladere end dette brev! Det er rigtigt, at vi har været gift i 7 år, men du har langt fra været en god ægtemand. Jeg ser mine sæbeoperaer for at slippe for dit brok og jammer. Jeg så godt, at du var blevet klippet i sidste uge, men min mor har lært mig, at hvis du ikke har noget godt at sige, så ti stille. Du lignede en pige med den nye frisure! Da du tilberedte min favoritmenu, må du have forvekslet mig med min søster; jeg har ikke spist svinekød de sidste 7 år! M.h.t. de nye boxershorts, så var prisskiltet på 300 kr stadig på og jeg håbede, at det var en tilfældighed, at min søster lige har lånt 300 kr af mig. Da jeg vandt 50 millioner kr. i Lotto, sagde jeg mit job op og købte 2 billetter til Bali, men da jeg kom hjem, var du væk. Der er en mening med alting og jeg håber, at du bliver lykkelig med din beslutning. Min advokat har sagt, at med dit skilsmissebrev, så får du ikke en krone af lottogevinsten!

Hilsen din stinkende rige ex-hustru.

P.S. Har jeg nogensinde fortalt dig, at min søster blev født Karl? Håber ikke, at det bliver et problem.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har savnet bloggen en ganske lille smule i de forgangne måneder. Ikke vildt meget, men bare sådan engang imellem, når der er sket noget, som har gjort en forskel for mig. Hvordan kan man egentlig også andet end at savne lidt, når noget har været en fast bestanddel af det levede liv i over 8 år. Man glemmer vel heller ikke yndlingskoppen som gik itu eller en gammel kæreste, som bare var noget ganske særligt. Man gemmer i hjertet, gør man. Jeg gør i hvertfald.

Jeg vil til gengæld heller ikke lægge skjul på, at det har været dejligt, so far, at hive stikket ud og trække vejret helt for mig selv. Det har været rart, at ingen vidste noget om, hvad der foregik i mit liv, og det har jeg også kunnet mærke, når jeg har siddet til bords med mennesker, som førhen har fulgt mig her. Der har været en helt anderledes interesse og lydhørhed og det har jeg virkelig nydt. Det har været dejligt at kunne fortælle noget, som for en gangs skyld ikke stod på nettet i enten blogform eller via en status på Facebook, for så har det været et nyt emne at tage fat på. Ikke at jeg nogensinde kommer til at mangle emner, men du ved forhåbentlig, hvad jeg mener.

Nå’m … siden sidst er jeg jo blevet både gift og er flyttet ind i det skønneste hus ved vandet. Drømmejobbet blev mit og nu er jeg godt på vej til at tjene min første million. Nå for faen, det var vist kun drømmetænkning alt sammen. Damn. Okay, jeg er single, bor samme sted som før og mangler stadig det her drømmejob, som skal få mig til at smile hver morgen, fremfor at give mig flere millioner (selvom de ikke ville være helt så tossede alligevel). Jeg øver mig hver dag i at være en bedre udgave af mig selv og så ved vi jo godt, at den slags ikke altid kan lade sig gøre.

Jeg tror nok, jeg er klar til at give den lidt gas på bloggen igen og har du lyst til at følge med, så ved du heldigvis hvordan. Gider du ikke, så skal du have tak for besøget :-)