For ikke så længe siden talte jeg med dejlige Frederikke om at lukke og slukke en blog. Altså, det var ikke mig som startede samtalen, men hende som ville spille bold, og enden på den historie kender vi nu. Hun valgte at lukke og slukke DK’s noget nær ældste blog, fordi hun lyttede til sin mavefornemmelse, og det samme burde jeg. Lytte og handle på det, min mavefornemmelse siger:

Er det stadig sjovt? Hvad får jeg ud af det? Får andre noget ud af det? Har jeg tid/lyst til at sidde her? Hvad var det, jeg synes, der var så fantastisk ved at blogge, dengang i 2003 da det hele startede, og er det stadig lige fantastisk? Har jeg overhovedet mere at berige(!?) andre med, end sommerhusstemning og “sikke’n dejlig dag det er i dag” og burde jeg i grunden ikke bruge mine evner til noget helt andet end det her og i givet fald; hvad?

Mange mange spørgsmål har jeg stillet mig selv og nogle har jeg fået et klart svar på, imens andre stadig svæver lidt omkring og har svært ved at finde sin knivskarpe form, men det er jo ikke nyt, at jeg er en skvatmikkel som ikke kan finde ud af at stoppe, imens legen er god, men liiiige skal hen om det næste hjørne for at se, om det hele ikke bliver bare en lille smule sjovere, hvis jeg leger med dér.

Jeg kan dog se i den statistik, jeg ellers plejer at være ligeglad med, at der stadig er nogle standhaftige som kigger forbi hver dag, selvom min opdateringsfrekvens er pivhamrende latterlig, og kommentarerne taler jo for sig selv. Der er nogle stykker af dem og de er søde og gør mig rigtig glad, men der er ikke overvældende mange som tidligere til at give et godt drive, og helt ærligt – det er jo ikke så sært, vel. Jeg mener … med de indlæg som kun omhandler blomster, kaffe, frisk luft og en sludder for en sladder; det er jo altså ikke dér, de bedste ben ligger gemt.

Omvendt oplever jeg også, at når jeg en sjælden gang lufter ét af de bedre- og dybsindige ben, så får det lov at stå hen i det ‘ukommenterede’ og jeg ville lyve, hvis jeg nu begyndte at påstå, at det ikke betyder noget for mig, for selvfølgelig er det jo lige netop dér, jeg har brug for/lyst til lidt sparring. Men sådan noget er skidesvært at kommentere på og det kan endda være svært at forholde sig til, når alt man bare ville med sit blogbesøg, var, at få lidt afslappende ‘sommerhusstemning’ efter en endt hektisk dag. Sådan har jeg det jo selv, så jeg ved godt, at de tunge emner er lidt sværere at tage en skriftlig snak om, når man sidder bag hver sin skærm, i hver sin stue, i hver sin landsdel og derfor forbliver disse indlæg så larmende stille.

Men det er jo peanuts ift. alle tankerne sammenlagt, for jeg synes i bund og grund ikke, det er sjovt at blogge mere. Tid har jeg egentlig masser af, hvis jeg bare giver mig den, men jeg kan ikke tage mig sammen til at få opdateret så ofte som der skal til, for at passe og pleje en blog og dens relationer. Alt dét, der er så vigtigt, hvis man vil have succes med sin blog. Når man selv dør i mælet, ja så dør bloggen helt automatisk, ganske langsomt og uundgåeligt, og det er dét, min blog er godt på vej til at gøre og har gjort længe. Og hvad vil jeg så med alle disse ord? Er det nu damen siger, at hun giver bloggen det sidste dødsstød?

Nææ, jeg giver ikke noget dødsstød, men jeg har brug for at trække mig tilbage fra en plads i cyberverden, som har fået lidt for meget opmærksomhed de sidste mange år. Den verden larmer simpelthen for meget på godt og ondt, synes jeg.

Måske kan jeg en skønne dag se fidusen i dette her foretagende igen, men lige nu kan jeg helt ærligt ikke se den. Jeg kan hverken se- eller mærke den – altså udover de sjove projekter og skønne mennesker, hvis eksistens jeg sikkert aldrig ville være blevet beriget med, hvis jeg ikke havde blogget her i godt og vel 8 år. 8 år som en Moccapige!

Tænk, at noget kan tage så lang tid af ens tid…

På Facebook kan man blive medlem af alverdens forskellige grupper og man kommer ikke udenom, at nogle af dem er mere skøre end andre. Jeg har en fin buket af det hele derude, men jeg er også medlem af gruppen At leve Mindfuldt og det er helt klart den bedste gruppe jeg, indtil videre, har bevæget mig ind i. Jævnligt får jeg sendt nogle små dejlige sentenser ud på min skærm, som jeg enten kan genkende med alt, hvad der er i mig, eller jeg kan læse dem og konstatere ‘rigtigt/forkert til mit liv lige nu’ og så ellers bevæge mig videre.

I dag gjorde jeg det første:

Når vi kommer i konflikt med verden omkring os, er det som regel fordi vi har glemt at strække os. At vi har låst os fast i vores egen model af verden og ikke evner at prøve at forstå, at andre mennesker har en anden måde at anskue verden og virkeligheden på end vores. Medfølelse er det ypperste våben, vi mennesker kan træne…

Og hold da helt fast i eget glashus, hvor kan jeg genkende billedet – dét, som jeg har vidst meget længe, men som jeg også har bearbejdet for mig selv (blandt meget andet) indenfor det sidste års tid. Og hvor er det dog vidunderligt, når mavepumperen forsvinder og jeg får luften tilbage og erkender, at det er lige nøjagtigt sådan det er – men ved du, hvad det allerbedste er?

Det er, når jeg opdager, at jeg slet ikke er alene om at have ridser i den pæne lak.

Sidste weekend var jeg jo i selskab med et par kvinder, som jeg har lyst til at åbne mig for. De fik en lille snas af de tanker, som rørte mig lige netop dén dag og de fik at vide, hvor meget ét eneste menneske har ødelagt en kerne inde i mig, helt uden at vide det – en kerne, jeg er i fuld gang med at genopbygge.

Og så var det, jeg fik det mest enkle råd i hele verden fra en erfaren kvinde, over en kop kaffe og en stak lækre pandekager. Det var endda så enkelt, at jeg kom til at grine højt og længe:

Mød og omfavn det menneske med al den kærlighed du har indeni dig og skid så vedkommende ud bagefter. Ud og væk! (hun tog sin ene hånd om til rø*** og fejede bagud i en hurtig bevægelse)

Tænk, at det kan siges så enkelt. Tak, siger jeg bare ;-)