Buddies

Søndag er lig med sol over Holstebro, små forårsbebudere i stuen og et snarligt gensyn med den familie, som er brandmandens.

Jeg har ikke set dem siden sidste år, da sensommeren havde en lun dag eller to, så jeg er selvfølgelig spændt. Hvordan vil de reagere og hvordan vil jeg selv reagere? Kan vi finde hinanden igen eller er der kommet en ridse i lakken efter vores brud? Det er jo ikke en selvfølge, at jeg stadig er elsket, når jeg nu engang har gjort deres søn og bror frygtelig ondt, men jeg håber de kan se mig i øjnene, gi’ mig et kærligt “nakkedrag” og så ellers fortsætte, hvor vi slap.

Hold da op, hvor har jeg især savnet de små snakke med min “svigerfar”, når vi har stået med fødderne i havet eller siddet på hver sin stol, akkurat så tæt på en gylden kornmark, at vi blot skulle strække en arm ud for at røre. Åh, som det har været hyggeligt.

Om nogle timer vil det vise sig, om vi stadig er buddies. Wish me luck ;-)

Lørdagsfristelser

- en farvestrålende pude fra Sukan
- lækre nye modeller fra Istex
- Anthology parfumer fra D&G

- Javier Bardem
- Gerard Butler
- Robbie Williams
- min prins

For 99 kr. underholdning, tak

- og jeg kommer til at tilbringe resten af lørdagen i sofaen, tror jeg ;-)

Generation Multiorgasme

Engang opdagede jeg, at hun var blevet et spørgsmål i Trivial Pursuit og jeg syntes, det var vildt blærefedt. Så fik jeg øje på hende i mit TV og så blev jeg sgu helt forelsket i hendes personlighed. Idag er jeg blevet afhængig og må have det hele tiden og jeg er ikke så sikker på, om jeg overhovedet kan falde i søvn, hvis jeg ikke lige har fået mit Charlotte-fix. Til gengæld kan jeg godt love dig for, at jeg gruer for den dag, hvor jeg tvinges til at skulle tage en kold tyrker. Det bliver fandeme ikke sjovt for mine omgivelser!

Jeg vil jo ha’ mere og mere, for jeg er en typisk person fra Generation Multiorgasme. En generation som Charlotte så fint beskriver i sin nye bog af samme navn og som udkommer idag. Om selve begrebet Generation Multiorgasme fortæller Charlotte Heje Haase:

”Begrebet Generation Multiorgasme er opstået ud fra min egen længsel efter forløsning på alle områder og den konstante sult af længsel efter mere… et mere spændende job, en større kærlighed, et lykkeligere liv, en sundere krop osv. Pludselig indså jeg, at det ikke kun var mig, der rendte sulten og uforløst rundt efter mere – det var hele min omgangskreds. Og når jeg så lidt længere og læste statistikker om den danske befolkning, stod det klart, at rastløsheden og zapperkulturen tilhørte en hel befolkning”.

Av for fanden, siger jeg bare, når hun rammer mig hårdt i solarplexus med sine beskrivelser, og min nabo må undre sig grumme over mine latterbrøl, når han ved, jeg er helt alene oppe på 2. sal.

Men jeg er aldrig alene, sålænge Charlotte skriver om mit liv. Så vil hun altid være med mig i sengen, på toilettet, i sofaen og over gryden med kogende kartofler, for jeg skal liiiiige… og læser sultent, fordi jeg vil have mere. Og indimellem rammer jeg så et punkt, hvor jeg kunne ønske mig, at hun rent faktisk sad her i min sofa, så jeg kunne tage en lille rask debat med hende om nogle oplevelser fra bogen. Også selvom jeg oftest er så rørende enig. Hun har gjort det igen og når hun fanger mig på mit halte ben eller prikker til mine mavebobler, så er jeg nødt til at reagere, så det kan høres. Hun har gjort det igen – fortryllet mig med sit formildende sind og provokeret mig med sin skarpe pen.

Af hjertet Tak.

Du kan smuglæse lidt fra bogen lige her, købe den her og være med i gruppen på Facebook.

Nysgerrige kvinder

Jeg tror på, at mennesket er født som et nysgerrigt væsen, udelukkende af den grund, at vi skal lære. Nogle er det så bare på en uanstændig måde som træder ind over andres grænser med møgbeskidte støvler på og sådan et menneske trådte ind i mit hjem forleden dag, da jeg havde en håndfuld børn på besøg. Måske er jeg fræk, når jeg nu skriver, at det selvfølgelig var en kvinde…

Hun var den type som ikke kunne vente på et “kom indenfor”, men blot trådte ind i entreen, imens hun kiggede sig grundigt omkring. Så bevægede hun sig videre rundt i rummene med sit nysgerrige blik oppe og nede, som ledte hun efter noget bestemt (det barn hun skulle hente havde allerede gjort sig bemærket, så det var ihvertfald ikke dét, hun søgte efter) og alt hvad jeg sagde, prellede af med nogle “hm’er”. Hun lyttede ganske enkelt ikke, men sugede kun til sig af de indtryk hun mødte. På den der pisseirriterende og utrolig grænseoverskridende nysgerrige måde, som gav (og stadig giver) mig kuldegysninger.

Jeg kan forundres dybt over, at et voksent menneske ikke evner at stikke en finger i jorden og lige overveje et sekund, om der trædes ind over en grænse eller at der, som mindstemål, trædes ind i en privatsfære og at man her må vente, til man bliver budt helt indenfor – hvis man bliver det!

Den pågældende kvinde har i mine øjne altid signaleret nysgerrig på den uanstændige og anmasende måde og selvfølgelig bliver hun aldrig budt helt indenfor her hos mig, i mit liv. Hun kan allerhøjst få lov at kigge op på mit vindue, nede fra gaden, hvis hun går forbi en mørk aften/morgen.

Den nysgerrighed er langt lettere at styre. For mig. Hun kan øjensynligt ikke selv finde ud af det.

Improvisationer

Jeg ved det; det er stadig ikke bloggen som får mest opmærksomhed fra min side. Det gør derimod Facebook og den virkelige verden. Sådan skal det vist være og så blir’ det da bare sådan. Men du ved jo også, at jeg ikke ligger på den lade side af den grund, ik’.

Jeg jonglerer bla. med børn, legegruppe, jobsøgning, masser af motion, en lille smule strik og så fletter jeg fingre med en brandmand, ind imellem køreturene til vands og rundt omkring til lands.

Hvilket minder mig om, at du skulle slå et smut forbi Bjarke, hvis du er på kanterne af Blåvand. Vi besøgte hans butik i Hennebjerg forleden dag og hold da op, hvor er han dog utrolig karismatisk. Og dygtig! Jeg har aldrig oplevet at blive taget sådan imod i en butik, men hos Bjarke er intet tilfældigt. Alt er udført med stilsikkerhed og det er velkomsten bestemt også. Der gives hånd, tilbydes kaffe eller vin og så begynder fortællingen om dét, man er kommet for at kigge på – og naturligvis også om den mand, som startede det hele i sin tid. Ham den karismatiske.

Og Kevin, den lille filur, han er evigt lykkelig for de stykker rav, han blev foræret på stedet. Måske er en ny ravsamler født…

God weekend

Vores er i fuld gang :-)

Så er torsdag igang

Det blev cyklen (og mine stolper) som skulle vække kroppen til live denne smukke og iskolde morgen, men det var smækre Fallulah, som satte liv i min sjæl og banede vejen til det gode humør. Nu er jeg helt og aldeles forelsket i hendes stemme og kan bare ikke få nok.

Hun har iøvrigt lige vundet P3 prisen. Fuld fortjent, siger jeg bare.

Prøv lige at se hende live, når hun står på et tag højt hævet over KBH. Er hun ikke skøn?

Nå, men med sådan en torsdagsstart, kan resten af dagen da kun blive supergod. Også selvom vasketøjskurven er propfuld og badeværelset trænger til lidt Ajax. Herregud, det er kun en finesse, som ikke har fået lov at optage alle mine hjernevindinger (endnu), men måske ordner jeg det, når jeg er færdig med Fallulah. Måske.

God torsdag til dig :-)

Valgkamp anno 2011

Tordenvejret trækker op. Politikerne ævler og kævler om alt og intet. Den ene slår hårdere end den anden og Folketingets sandkasse er efterhånden ved at være godt fyldt op med voksne, der opfører sig som børn. Det er rædselsfuldt at være vidne til og jeg spilder min hørelse på det samme, så det falder mig lettere end nemt at trykke på knappen.

ZAP —>
ZAP —>
OFF —>