Årets (måske) sidste indlæg skal ikke fyldes med alt for meget sentimentalt pludder, delt op i kronologisk rækkefølge, selvom det ligger lige til højrebenet og kan komme til at fylde godt på en blog, der efterhånden er temmelig hulkindet. Årets sidste indlæg må dog gerne fortælle, at 2010 har budt på både godt og skidt, men hvor mange år har ikke lige gjort dét, tænker jeg?

Som grebet ud af den blå luft, så har 2010 også været det største røvhul (undskyld), jeg har kendt til i mands minde og for hulen, hvor har jeg grædt som aldrig nogensinde før. Det har været som om 2010 ikke har villet gøre en ende på lidelserne og de dybe sorge, der borede sig ind i mit hjerte og som nu og da giver sig til kende igen – men det er kun en brøkdel af dem, du kender til herude i offentligheden, så naturligvis kan du ikke vide, hvad jeg taler om. Derfor vil jeg lade det ligge og i stedet skynde mig at sige, at der heldigvis, Gud ske tak og lov, også er sket en masse godt.

Jeg har jo mødt de smukkeste mennesker, jeg ikke vidste fandtes. Hold kæft, hvor har de gjort mig glad og de gør det stadig, så jeg har jo været usigeligt heldig! Det var jeg i øvrigt også, da jeg indså, at jeg havde været dummere end dum. Heldigvis ville brandmanden tage mig tilbage igen…

Det var også i 2010 jeg skulle bruge 4 uger på nogle piller, som gjorde mig fuldkommende sindssyg i hovedet og knaldhamrende ustabil (hvilket førnævnte brandmand erfarede), men som også kunne hjælpe mig til at tage det første skridt i retning mod et røgfrit liv. Det liv har jeg stadig og nej; jeg kan altså stadig ikke huske datoen for, hvornår jeg stoppede, hvis du spør’ mig. Det kunne simpelthen ikke interessere mig mindre, for det vigtigste for mig er, at jeg er røgfri og at jeg trives med det. Jeg har i øvrigt stadig ikke fået bedre lugte- og smagssans, såå… men jeg kan bedre trække vejret og det gælder vel også, ja?

Årets sidste dag skal tilbringes med min mor, min søster og mine niecer og når de små ikke kan klare mosten mere, skal de puttesove. Herefter smutter jeg så til nabobyen for at finde ind i armene på min brandmand og så er der ligesom lagt an til et trygt sted at sige goddag til et 2011, som meget gerne skulle arte sig lidt bedre end 2010. Ellers sladrer jeg til de voksne!

Tusind tak for i år. Må du komme godt ind i det nye og dugfriske og så ses vi igen på den anden side. Pas godt på børnene derude :-)

Rigtig Godt Nytår

Ved du hvad søndagsmusik er? Jeg har mødt en del som ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg bruger det ord, og det kan jeg ikke fortænke dem i. Jeg forstår godt, at de kigger undrende på mig, som er jeg lige landet fra en fremmed planet, for i manges øjne er musik bare musik og søndag er søndag. Noget man ikke behøver at kæde sammen. Slut prut.

Men altså … jeg kan jo ikke lade være og hvis du nu forestiller dig en søndag iklædt bare tæer og pyjamas, morgenhår og sen morgenmad, så tager det ligesom form. Så mangler vi kun musikken og den kan snildt bestå af Jamie Cullum, Macy Gray, Norah Jones eller måske Billy Paul – eller andet i samme genre. Så har du et nogenlunde billede af, hvad jeg mener, når jeg bruger ordet søndagsmusik. Årh mand, hvor jeg elsker det. Indimellem kan sådan en langsomlækker formiddag redde en hel uge, der måske ikke har været den bedste i mands minde, men hvor lige præcist dén søndag får mig så langt ned i gear, at jeg på kort tid er klar til at tage fat igen.

Intet mangler – tebrevet var inkluderet dobbelt-CD’en

Well, det lader endelig til at andre har taget begrebet ‘søndagsmusik’ til sig, for en hyggelig nyhed er lige landet på hylderne og selvfølgelig har jeg købt et eksemplar. Jeg er jo en kæmpestor tilhænger af konceptet Sunday Morning og jeg lover dig; det er blandet kræs for øregangen :-)

Det skulle efter sigende være det mest brugte ord i 2010 og jeg har ikke selv holdt mig for fin til at få det sagt, for der har da været en gang eller to, hvor det var påkrævet at komme med et pardon for dårlig opførsel fra min side – ikke noget blår i øjnene her – og det er heldigvis blevet taget godt imod.

Noget andet er at undskylde fraværet på bloggen her, men det er den slags som bare sker, når livet leves, så den vil jeg lade svæve videre. Pludselig blir’ jeg væk og så dukker jeg frem igen, når man mindst venter det, men kun fordi det kan lade sig gøre her på nettet. Virkeligheden er bare så meget anderledes. Forleden, da jeg stod under bruseren, kom en sætning spontant til mig:

Livet varer ikke evigt – kun på nettet …

På nettet sætter vi aftryk som udødeliggør os og vi bruger masser af tid lige her på det virtuelle surfbræt, hvor intet kan viskes ud og gøres om. Vi er her i timevis på ugebasis og i det tidsrum bruger vi selvsagt også mindre tid på vores familie og venner, da man kun kan være ét sted ad gangen, fuldt og helt. Det er naturligvis ikke nytænkning, men jeg synes (stadig) det er meget tankevækkende og derfor har jeg ikke spor svært ved at vælge, når jeg enten har gæster jeg gerne vil tale med eller når jeg sidder med et potentielt blogindlæg i hovedet, imens jeg sipper en kop kaffe/kakao med min søster på byens hyggeligste café eller fletter fingre i sofaen med min brandmand.

Engang skulle indlægget skrives med det samme, eller i det mindste bare grifles ned som stikord på en papirlap, men idag kan det ærlig talt være lige meget. Kommer der noget til mig, kan jeg lade det flyve videre eller måske ligefrem være så heldig at huske det, når jeg igen får tid og lyst til at sidde ved et tastetur og kommer det aldrig tilbage, so be it. Som fx. nu, hvor jeg pludselig kom i tanke om den sætning, der opstod under bruseren. Det var så mit held, for så fik bloggen en lille smule liv ;-)

Hånden på hjertet – jeg kunne godt have undværet at få overdraget et klatøjet sygt barn igår eftermiddags. Jeg kunne også have undværet det grimme fald han lavede, da vi skød gavebytteriet igang, men når jeg så ser bort fra dét, så var juleaften helt igennem hyggelig. Alle fik de gaver de havde ønsket sig, maden var mavelækker og dansen om juletræet kom pludselig til at udvide sig til ét langt syngende tog rundt i hjemmet og dét var sjovt. Men prikken over mit i kom, da brandmanden pludselig stod i stuen og sagde Dav. Uhmm, ham havde jeg ventet på at se igen.

Imorges sagde han ikke Godmorgen, men nøjedes med at kysse mig vågen. Det er dælme ikke en helt så ringe start på en 1. juledag, som mestendels skal bruges til dét, der ligger lige midt imellem alt og ingenting. Ingen af os gider nemlig andet. Jo, måske lige et spil Bezzerwizzer :-)

Kan du huske dette billede?

Det lader jeg lige stå et øjeblik og ønsker samtidig du og dine en Rigtig glædelig og velsignet Jul ;-)

Lillejuleaftensdag har været virkelig langsom og det vil være en underdrivelse at sige, at det har været dejligt. Det har været intet mindre end ufattelig fantastisk og befriende vidunderligt dejligt, fordi jeg har trængt til det! Helt alene hjemme og med nul gøremål, udover at pakke nogle gaver ind, har jeg kunnet hygge mig med min dyne i sofaen og følge med i Danmarks trafikale kaos. Det er der altså en syret kontrast over, set med mine øjne, og selvom jeg naturligvis føler med alle de, som sidder- og har siddet fast i vinterpropper, så nyder jeg altså også at kunne læne mig tilbage og sige, at jeg er helt klar. Også til at trække i støvlerne imorgen og gå de små ti minutter der skal til, for at komme hen til familien, hvor juleaften fejres – men måske ender det jo nok med, at jeg tager bilen. Så slipper jeg nemlig for at skulle slæbe mig en pukkel til, når gaverne skal transporteres.

Lillejuleaftensdag fortsætter, for mit vedkommende, med sofa, TV og et hav af levende lys som varmer dejligt. Nigella tryller superlækre retter frem på min skærm og jeg genopdager, hvor meget hun inspirerer mig til selv at lave god mad, som ikke behøver at være så pokkers fancy. Hun gør mig skrupsulten, gør hun, så hun må vist på næste års juleønskeseddel ;-)

Vi sluger helium, for at få det sjovere på Jensens Bøfhus, vi skvatter rundt på høje hæle og råber højt, når vi er fulde. Vi samler forsvundne hunde op i skoven og afleverer til Politiet, og vi kører over for rødgult ved et uheld, fordi vi var så fokuserede på en ambulance med udrykning.

Vi brækker os af grin, når vi taler om dengang Janne klædte sig ud som Eigil-musen med en tøjgiraf, og kun lignede alt for godt, og vi råber synkront LILLA EGERN, når vi finder de grå flodheste frem, som vi absolut MÅTTE ha’ fra Bilka, da “De grønne Slagtere” var på sit højeste i DK.

Vi mooner, vi skråler og vi mavekrampegriner og det blir’ vi ved med, til plejehjemmet en dag doper os med sovepiller en masse…

Sådan skrev jeg i 2008, kort tid før min ældste- og bedsteveninde pakkede sine ting og flyttede til KBH. Jeg har ikke set hende siden dengang, hvor jeg stod i hendes køkken og gjorde mig fandens hård i filten, fordi jeg nægtede at sige farvel og på den måde komme til at tude begge kinder våde. Det er så over to år siden.

Nu er hun på vej tilbage for en kort bemærkning og jeg har lagt beslag på hendes tid. Bare lidt af den, for jeg savner hende som bare fanden og jeg er én af de mange, som gerne vil ha’ en bid. Heldigvis glemmer hun aldrig nogensinde hvor hun kommer fra, så jeg er heldig at få min bid og mere til, men jeg lover ikke, at jeg er til pænt brug bagefter.

Jeps. hun minder mig altid om Pink. Lige så provokerende, fandenivoldsk, ærlig og lige så helt igennem dejlig er hun :-)

Her til aften mærkede jeg den endelig; julestemningen, og dét så eftertrykkeligt, at jeg måtte bryde ud i et par høje sangstrofer, som Kevin heldigvis smuttede med på for at skjule den manglende skønsang fra min side. Den var der virkelig – for real!

Det er utroligt hvad to sofaer, to dyner, et nostalgisk juleprogram og en lille drengehånd som lister sig ind i min hånd kan gøre ved mig. Det blev faktisk min juleredning, tror jeg :-)

Nå, men sådan her midt i blogjuleferie og alting, så lever jeg jo i bedste velgående. Måske også mere end hvad godt er, men sådan er det jo, når rygningen stoppes og der må nippes til små lyksaligheder, forklædt som julegodter, i keramikskåle. Puha, for at være en svag sjæl…

Alle steder klemmer den herlige jul sig ind og gør sig til i forskellige farver og former, med og uden glitter, og den er naturligvis også kommet til vores hood. Jeg mangler bare lige det dér, du ved; den boblende julestemning, hvilket bringer mig op til overskriften, for jeg har jo en lille forhåbning om, at den stemning snart indfinder sig. Så kan jeg måske få lov at lade skuldrene falde, i god tro på, at livet ikke mere springer frem fra sit fredelige skjul og råber BØH, når jeg mindst venter det. Det har den jo indimellem en tendens til at gøre og gerne, når julen skal starte, men hey… jeg har lige hørt én eller anden klovn sige, at livet ikke altid kan være en lutter dans på lagkage, men alle ved jo også, at jeg er en Rasmus Modsat, så selvfølgelig er jeg nødt til at gøre et forsøg på det ;-)

Og så har jeg været derude, hvor det er farligt for mig at være, men jeg har så svært ved at give helt slip på det hus, som stadig er til salg og som jeg stadig ikke skal have. Men jeg kan godt love dig for, at det ikke er blevet grimmere af at være snepyntet!

Det er skøjtebanen iøvrigt heller ikke. Alt glimrer, når mørket falder på og spotlyset tændes. Selv frosten glimter, når den drysser ned fra oven og så føles det som at blive coated med diamantstøv, men den slags oplever man altså kun, hvis man aflyser sofaen og pebernødderne.

I juleventetiden passer Kevin sin skolegang, læser en masse bøger og vi besøger vores lokale kunstmuseum, hvor vi kan gå stilfærdigt rundt i timevis og opdage nyt og spændende. Lige om lidt kommer der et fantastisk tiltag, som vil gøre især Kevin lykkelig, for én af de lokale har et undrekammer i museets kælder. Det har vi før besøgt og brugt oceaner af tid på at nærstudere og nu bliver det endda bygget større og til endnu mere glæde for os. Det er faktisk lige før, vi ikke kan vente på åbningen.

Men det bliver vi nødt til, ligesom vi bliver nødt til at vente på at få officiel juleferie på onsdag og når dén så kommer, så håber jeg ved Gud der kommer mere relevant jule-TV, så vi, der halter bagefter med stemningen, kan nå at komme med på toget. På mine bløde knæ, please?