Så er der hamstret og jeg har sørget for ikke at udgå for håndcreme langt ind i år 2011.

Billedet er taget for et øjeblik siden og bemærk venligst, at solen skinner i baggrunden. Det har den faktisk gjort det meste af dagen – lige ovenpå den smule sne vi har. Vi har lidt, men smukt, og det er altså skidehyggeligt, hvis du spør’ mig ;-)

Fransk lækkerhed, som ikke er egnet til parfumeallergikere:

- hos Isabella = 89 kr.
- i Bilka = 38 kr.

Endelig… endelig fik Anne slået dørene op til den perlebiks, jeg så længe har ventet på! Jeg er blevet forelsket 27 gange, men den helt store forelskelse går stadig igen, når jeg ser på den plettede perle som tog mit hjerte ved første øjekast for 100 år siden.

Men for pokker altså… jeg har ikke råd til at tænke på mig selv i øjeblikket, for der er så mange andre som skal have gaver, så når vi rammer 2011, så håber jeg, jeg kan be’ en bøn til Anne om at lave én lignende. Hvorfor? Fordi den perle dér; den ryger hurtigere over disken, end du kan nå at blinke. Det vil jeg vædde med!

God fornøjelse derovre :-)

- det er helt vildt hyggeligt at kigge på, hvis du spør’ mig, men det kommer altså til at lide dødsstødet her på bloggen. Flere giver udtryk for at være generet af snefnuggene, når de læser indlæggene, og det er jo ikke meningen med galskaben :-)

Lørdag har bestemt lagt godt fra start, ved at gi’ os lidt mere end blot et drys sne. Nu har vi fået en smule mere lys over land og personligt kan jeg se en stor fordel ved det, for jeg trænger sådan. Trænger til masser af lys og helst af den slags, som kun kommer rent naturligt, for så blir’ jeg så glad.

Indenfor har jeg tændt for tv-pejsen, men kun for at lytte til den dejlige ambient musik som følger med, og for at slå hyggen helt fast med syvtommersøm, så blafrer de levende lys i små øer rundt omkring i stuen, hvor der iøvrigt dufter af nybrygget kaffe. Så kan det vist ikke blive mere lørdagsagtigt, tror jeg. Og midt i al nydningen ser jeg, at et menneske, jeg vist nok er i familie med, har sendt mig en besked på Facebook.

H*n efterlader sig en åbning til dialog, hvis jeg har lyst, (det har jeg naturligvis) og nu er det så jeg sidder her og brænder min hjerne helt af i et forsøg på at finde samtaleemner. Hvordan får jeg startet den, samtalen, og hvordan er det nu lige, vi er i familie med hinanden? Jeg har set vedkommende til nogle familiefester, men vi har aldrig rigtig talt sammen og hvis vi har, så har det ikke været så banebrydende, at jeg kan huske det. Arj, jeg er nødt til at vide, hvor vi er i forhold til hinanden, så jeg tager kontakt til min mor, da det er på den side, hele relationen udspringer. Og det er et stort og vældig kulørt stamtræ vi har med at gøre, skal jeg lige sige!

Efter et par SMS’er ved jeg nu, at vi faktisk ikke er noget som helst til hinanden. Vi bærer ikke på “det samme blod”, er langt fra jævnaldrende og har ikke de samme interesser, men vi har trådt vore sko de samme steder og det gør noget ved mig, kan jeg mærke. Selvfølgelig vil jeg holde døren åben for kontakt, uanset hvad, for jeg ser stadig personen som en lille del af min store familie og måske gemmer der sig nye og sjove historier bag det grå hår. Det er aldrig til at sige på forhånd, hvor vi ender, men nu begynder vi ihvertfald :-)

Jeg har lige gjort en kanon opdagelse! Jeg har simpelthen fundet en blog som, i latter-faktor, næsten ligger på højde med Anne og Annes blogs. Altså der skal jo meget til at stikke dem, for jeg brækker mig tit af grin, når jeg læser med, men nu er der altså kommet en Mette med i billedet.

Hun er tidligere eliteroer og har nu valgt at gøre karriere på de skrå brædder som komiker og hun virker til at have ret godt styr på det. Det er ihvertfald den fornemmelse jeg får, når jeg læser med på hendes blog, hvor kødfyldte humoristiske indlæg triller nedover siden. Gud, hvor har jeg dog ventet på hendes pen!

Men nu handler det jo ikke altsammen om cybergrin, selvom jeg muligvis ku’ leve længe på den slags, for solen skinner over byen (for 2. dag i træk) og himlen er azurblå, så det skal fejres med en tur rundt om søerne i parken. Jeg har fixet en 3 km.’s rute under feltråbet “motion skal der til” og Kevin gider heldigvis godt være med. De fjerede væsener er sikkert også sultne, så de får en bid brød, fordi vi er i nabolaget og det er fredag og vi er så søde og venlige. Det ‘ da dét, vi er.

Ha’ en rigtig go’ weekend ;-)

- har bloggen fået juletøjet på og Mette inspirerede mig for et par dage siden til et lille hyggeligt snevejr, så dét, der ikke er meget af her på mine geografiske kanter, daler nu nedover min skærm. Det er da hyggeligt, synes jeg.

Jeg har haft brug for at fylde (vente)tiden ud idag, da Kevin har ligget vandret af forkølelse og feber, og når han har sovet, har jeg hhv. Facebook’et, ordnet grafik til en anden hjemmeside og til sidst blev det så bloggens tur. Der er også ordnet kedelige pligter og hurtigrørt knasende choko-cornflakes, dog ikke på samme tid, men det ene blev en gulerod som følge af det andet og så kan du selv gætte, hvad der var hvad.

Jeg fandt iøvrigt en smule hyggeligt gør-det-selv sjov og klikker du på hjertet med bogstavet “t” ude i sidebaren, så kommer du ud til lidt af det. Altsammen, igen, fordi jeg kom til at besøge Mette og fik klikket på et enkelt af hendes links … og så gik timerne ellers. Det skal man passe på med, hvis der er andet her i livet end cyperspace.

Jeg skal også passe på, når jeg kravler til køjs med en god bog om lidt. Det er svært at stoppe igen, når det ene ord tager det andet, og sådan er jeg jo så nem ;-)

- og musikken spiller Jinglebells. Det er altså rigtigt, men det er heller ikke så mærkeligt, for de siger allesammen, at sneen er på vej, sådan for alvor, og det er da julet, ik’?

Og selvom jeg hverken har fået påmonteret vinterdæk eller er sikker på, jeg har gode luffer til vores, potentielt, forfrosne fingre, så glæder jeg mig som en gal til at høre det knirke under vinterstøvlerne (for dem har vi da, trods alt). Har man ikke de rigtige dæk, så må man nemlig gå og det har vi iøvrigt også meget bedre af, men det er en anden historie. Lufferne kan man forresten også selv lave, så det…

Billedet stammer fra stock.xchng

Jeg er SÅ julemodtagelig i år, at man tror det er løgn! Overskuddet er så meget tilbage i min krop, at jeg har givet slip på alt der hedder stress og nu kun befinder mig i “når vi har tid/lyst“.

Er du klar over, hvilken vidunderlig forandring det er? Måske ikke, men jeg kan mærke den og selvfølgelig kun fordi jeg har tiden til at dyrke den bevidst. Jeg er dog ikke blind for, at en travl og presset hverdag ikke levner meget plads til at tage hånd om sådanne tanker, for dér går det stærkt og alle ender skal mødes til tiden, men når luften er der og skuldrene sænkes, så er det befriende at kunne tænke på andet end burde og må hellere. Jeg ved det, for jeg har været der og måske havner jeg der igen. Jeg burde have lært lidt af den omgang, jeg lige har været igennem, men den store eksamen kommer først, den dag jeg igen har et job. Foruden mit job som mor, rengøringskone, kogekone, vaskekone, ven og veninde osv. osv.

…

Hey hov stop, nu må vi ikke glemme julestemningen!. Den ER altså skøn i år ;-)

Hold da helt op, hvor blev fredagen skudt igang med et latterbrøl uden lige, da jeg læste med ovre hos Annette. Jeg havde helt glemt, hvor sjov Rune T. Kidde er – og skæv. Er du vild, hvor er han vind og skæv. Det så jeg selv i en fantastisk god TV-udsendelse for nogle måneder siden, da jeg zappede fra kanal 1 til 40 og pludselig havnede på et sted, hvor min daværende kæreste ikke fandt nogen underholdning, men hvor jeg var tryllebundet og dybt fascineret lige på stedet! Interviewet handlede om bogen Julius’ afsind, som Rune havde skrevet, og det var så første gang jeg blev gjort bekendt med det underfundige menneske, som hele tiden har gemt sig bag navnet Rune T. Kidde.

Jeg har jo noget med den der skævhed. Jeg holder simpelthen så meget af den og drages altid af de mennesker, som har den i sig. Og så er der connection, fordi jeg inspireres og motiveres og bliver i rigtig godt humør. Jeg skal på biblioteket idag, kan jeg mærke ;-)