Imens årstiden begynder at sætte knald på farverne, trækker jeg bremsen lidt hårdere end ellers. De næste par uger holder jeg simpelthen kombineret fri/ferie, arbejder ganske få dage, går helt ned i tempo og giver mig tid til at mærke efter, hvordan jeg egentlig går rundt og har det. Om maven er i ro og balance og sådan. Men altså … hovedrengøringen er jo allerede i fuld gang, som den har været det i et par uger efterhånden, og det er bestemt ikke kedeligt.
Og hvad er jeg så kommet frem til? Tjaa, ikke noget fast og urokkeligt, så meget kan jeg sige, men mere noget modellérbart og noget, jeg kan arbejde videre med. Konstruktivt ska’ det jo være, ellers gider jeg ikke. Men hvis jeg skal sætte nogle få ord på, er jeg fx. blevet meget bevidst om, at jeg trækker mig mere og mere væk fra et Blogland, jeg ikke synes er ligeså sjovt og fedt, som det var, da jeg startede helt tilbage i år 2003.
Jeg kommenterer ikke så meget som jeg gerne ville, jeg læser kun nogle ganske få blogs, hvor jeg ved at kvalitet og ægthed er samstemmigt imellem det skrevne og mennesket bag, og jeg skriver ikke selv så meget, som jeg før har gjort.
Jeg har det derimod utrolig godt med at vide, at ingen rigtigt ved, hvad der egentlig foregår i mit liv lige nu og her. At jeg kan gemme mig og blive lidt væk for første gang i mange mange år. At jeg kan gifte mig, købe hus, uddanne mig eller blot slå en prut, uden en sjæl ville ane det, medmindre jeg fortalte om det. Følelsen af at vende tilbage til “de gode gamle anonyme dage” føles mere og mere tiltalende, så den tanke arbejder jeg lidt mere med for at finde ud af, om den er gangbar.
Siden år 2003 har jeg haft min plads i dette virtuelle vindue ud til verden og har sagt “Se mig, Hør mig, Føl mig”. Rigtig mange er kommet forbi i tidens løb og har været glade for at blive lullet ind i en sommerhushyggelig stemning og andre er smuttet igen med et Ciao, fordi der gik lidt for meget marmelademad og skurepulver i den. Det er sgu fair nok, synes jeg.
I Blogland skal der jo være plads til alle…
Sådan siges der ihvertfald ivrigt fra alle pladser, men indimellem har jeg også set, at det ikke altid er så let at fuldføre i praksis, men det er en helt anden historie, jeg vil lade andre om at skrabe rundt i. Jeg har været så skideheldig at finde nogle fantastiske bekendt- og venskaber og arbejdsmæssige opgaver som følge af, at jeg engang slog dette virtuelle vindue op og dét er noget af det bedste, bloggen har ført med sig. Tak for det og for Jer!
Ved siden af blogtankerne og følelsen af skal/skal ikke, har jeg forsøgt at navigere i en arbejdsverden, som også er fyldt med både og. På de allertravleste dage, hvor kollegaer sidder og græder i afmagt, glæder jeg mig til hele “mareridtet” er overstået og jeg kan dreje rundt på hælen, gå min vej og sige, at jeg har været der og har kæmpet kampe. Og når der omvendt er indlagt luft i programmet til at tænke egne tanker, så elsker jeg det stadig med hud og hår.
Det er, som at befinde sig i et stormfuldt forhold, hvor had og kærlighed kører magtkampen til sidste blodsdråbe og man ikke ved, hvordan alting ender. Førend sidste punktum er sat.
Men sat; dét blir’ det. Om en måned.
Så har jeg brugt lidt tid på at tænke over det ikke-ryger valg, jeg tog for lidt over en håndfuld uger siden og det går simpelthen så godt, at jeg for et par uger siden droppede at fortsætte med Champix’en og ved du hvad?
Det var et ligeså godt valg, som at kvitte smøgerne!
Nu føler jeg mig endelig fri af alle lænker og jeg VIL klare det her på egen hånd uden alt det skidt i min krop. Og skidt; dét er det altså. Er du da vimmer, som man kan blive bims i låget af kombinationen af heftige piller og abstinenser (som man ikke fysisk kan mærke). Det bliver altså ikke med mig som passager, det kan jeg godt love dig for, så nu er der ikke noget kemi som gør mig bims længere. Det klarer jeg helt fint selv ;-)
Naturligvis har jeg også tænkt på mange andre ting end lige det nævnte ovenfor, men hvor meget spalteplads skal der lige bruges på dét!?
Jeg er kommet et godt stykke videre med kærestesorgen, jeg har i drømme sluttet fred med et menneske, jeg ikke bryder mig om (jeg ved godt, hvordan den skal tolkes) og der har været flere solskinstimer end gråvejrsdage, trods alt og heldigvis. Imorgen bliver én af de rigtig gode dage. Både fordi det er min yndlingsugedag og fordi jeg er blevet inviteret på middag på Venø Kro. Jamen, hvor heldig har man lige lov at være?
Rigtig god weekend til dig :-)
Frau Putz - 1. oktober 2010 - kl. 11.13
Forstår godt mange af dine tanker omkring hovedrengøringen.
Men vil alligevel komme til at savne de glimt, du har ladet mig få ind i din verden.
Kærlig hilsen
Karina
Gitte - 1. oktober 2010 - kl. 12.41
Ja, der sker meget både en stor og lille verden :-). Det kan jo være nok at skulle forholde sig til det hele i real life :-D
Rigtig god fornøjelse på Venø.
Catarina - 1. oktober 2010 - kl. 13.50
Hi hi ja, jeg blev jo gift uden at blogge fik det at vide – der gik 14 dage før jeg offentliggjorde det og det var helt bevidst.
Men jeg kender godt det er med at ville være privat. Min blog er også en personlig blog, men den bliver aldrig privat, for det har jeg og min families privat for kært til. Men at værehelt anonym har også sin charme og jeg har som også ofte tænkt på om det ikke var bedre med sådan en blog. Jeg tror dog ikke at jeg kunne forblive anonym. ;)
Jeg synes helt klart at bloguniverset levner plads til alle og alle er lige velkomne. Jeg har mine faste blogs jeg læser og det er også hos dem jeg afgiver mine kommentare, det er som regel også selvsamme blogs som kommentere hos hig. Ind imellem kommer der nye blogs til min blogrole, mens andre vælger at stoppe.
Jeg vil dog klart savne dine skriblerier, hvis du beslutter dig for at stoppe helt, du var tros alt en af de første blogs jeg begyndte at følge.
Ha’ en vidunderlig røgfri weekend Anita. Det’ sgu godt gået. :)
Klejs - 1. oktober 2010 - kl. 13.57
Jeg vil helt sikkert komme til at savne dine skriblerier. Men jeg vil gerne nyde dig lidt endnu. Det er dejligt at følge en blog uden at der bliver for meget håndarbejde i det hele.
Pia - 1. oktober 2010 - kl. 15.18
Som sædvanligt er det gode betragtninger du kommer med. Og vores ekshibitionisme, vores ønske om at blive set, hørt, lyttet til ændrer sig jo over tid. Jeg har også selv bokset med ikke at få skrevet så mange kommentarer som jeg gerne ville. Jeg kiggede indad, og prøvede at finde ud af, hvorfor det var vigtigt at få lagt de der kommentarer… noget af det handlede om min egen angst for ikke at blive set/læst, andet om at anerkende det menneske der havde skrevet det jeg nys læste… Nogle gange er det bare sådan, at vi ikke overkommer alt. Og det er helt i orden. Nogle gange er det sådan, at vi har lyst til at gemme os lidt. Lyst til at trække stikket ud. Afprøve anonymitetens grå skygger og det er helt forståeligt, for vi er jo på, når vi blogger om det hele.
Selv oplever jeg jævnligt at få dårlig samvittighed, fordi jeg ikke får blogget. Eller over at mine blogindlæg er for overfladiske, ligegyldige eller hvad det nu lige er der trick’er følelsen den dag.
Der er dog ingen tvivl om, at jeg ville savne dig MEGET hvis du lukker helt ned, men ingen skal blogge fordi deres læsere ønsker det, for så mister det værdi. Så bliver det blogning for bloggens skyld og ikke fordi, man har noget at sige… Hvorvidt læserne så finder det vi skriver interessant er jo i sidste ende deres problem. Om end vi selvfølgelig gerne vil ses, læses osv.
Deborah - 1. oktober 2010 - kl. 16.50
Tjah, hovedrengøring er nødvendig på mange planer her i livet, og nej det behøver ikke, være kedeligt. Jeg vil dog som mange andre, være utroligt ked af, hvis du holder op med at blogge. Også for mig, var du en af to blogge der fik mig i gang med at blogge og jeg har fulgt med hele vejen siden. Så jeg håber, helt sikkert, du finder ud af, og får lysten til at blive. Ihvertfald god weekend, og hav en dejlig middag.
Anita - 1. oktober 2010 - kl. 22.35
Jeg har ikke taget afsked med blogscenen men tænker meget over, hvorfor jeg vælger at fortsætte med at stå på den, for at vise mit liv frem for alle og enhver.
For det er jo et bevidst valg, jeg tager. Jeg blogger jo ikke kun for mig selv, selvom min blog er et fint opslagsværk, når jeg skal vende tilbage i tiden. Der er et publikum som ønsker at blive underholdt og jeg har heldigvis haft lyst til at skrive, og dermed underholde, og i flere år opnåede vi en ren win-win situation på den måde. Sådan har det jo i bund og grund altid været på denne hersens scene, hvor vi selv bestemmer, hvordan vi vil ses og opleves.
Men har jeg efterhånden mere på hjerte som er værd at læse om her i “underholdningsbranchen”? Alt kan jo så let blive trivielt og dødhamrende kedeligt og forudsigeligt. Der kan gå for meget strik, grankogler og kaffe i den og der kan generelt stå så ufatteligt lidt, på så sindssygt meget plads. Det er jo set før.
I kan godt høre, jeg stadig tænker tanker, ik’ ;-D
Deborah - 2. oktober 2010 - kl. 00.37
Jo det kan vi, men jeg personligt synes ikke, du er faldet i den fælde. Det har været og er en god blanding. Og det står jo frit for, at give indlæggene lidt mere “kant”, hvis det er det, man (du) ønsker. Som andre er jeg fint underholdt, nogen gange mere end andre – selvfølgelig, men det er bare naturligt.
Fr. Møller - 2. oktober 2010 - kl. 03.50
Jeg synes nu også, du har holdt balancen fint i stedet for at falde i den grøft, at der skal blogges, så snart du har fundet på at genbruge en shampoo-flaske eller bare skal være sammen med andre mennesker :-).
I de år, jeg har “kendt dig”, er du faktisk også blevet mere modig – nu er det ikke længere kun det rosenrøde, der kommer på bloggen; men et mere “all-round”-billede – uden at det bliver selvudleverende. Det har jeg stor respekt for.
Men altså – “sociale medier” skifter jo. De første år, efter nettet blev givet frit, var det nyhedsgrupper og BBSer, der samlede folk. Debatfora.
Så skyllede blogbølgen over verden, og det var – dengang. Jeg syntes egentlig, jeg selv var “sent ude” i 2004, men det var jeg sådan set ikke – i forhold til, hvordan blogland siden er eksploderet. Så kom twitter, facebook, og hvad det nu altsammen hedder.
Jo, de sociale medier ændres med tiden, og det gør mennesker jo også. Jeg vil ikke sige, tiden er løbet fra blogfænomenet – slet ikke. Men med mindre man har et klart sigte med sin blog – eller først og fremmest bruger den som dagbog uden at kere sig om besøgstal – synes jeg kun, det er naturligt, når folk på et eller andet tidspunkt holder op med at blogge – der går jo tomgang i det, helt enkelt.
Så jeg trives også fint med stilheden for tiden. Har det aldeles dejligt med bare at leve mit stilfærdige liv uden nødvendigvis at blogge om det :-).
Mette - 3. oktober 2010 - kl. 09.51
Jeg ville godt nok blive ked af det, hvis du lukkede ned herinde. Men på den anden side forstår jeg godt overvejelserne. Jeg har dem selv oftere og oftere.
Fortsat god weekend Anita!
Anita - 3. oktober 2010 - kl. 16.59
Jeg prøver at være her på den måde, jeg bedst kan og så ser jeg, hvor længe det er sjovt :-)
Rigtig god og dejlig rest-søndag til Jer!
Et øjeblik… » Overvejelser for og imod - 14. oktober 2010 - kl. 16.43
[...] Anita beskriver det meget præcist: Jeg har det derimod utrolig godt med at vide, at ingen rigtigt ved, hvad der egentlig foregår i mit liv lige nu og her. At jeg kan gemme mig og blive lidt væk for første gang i mange mange år. At jeg kan gifte mig, købe hus, uddanne mig eller blot slå en prut, uden en sjæl ville ane det, medmindre jeg fortalte om det. Følelsen af at vende tilbage til “de gode gamle anonyme dage” føles mere og mere tiltalende… [...]