Om et par måneder går det igen løs i et univers, som kan gøre alle uden rygrad ludfattige. Jeg er ikke sikker på, jeg kan holde min egen afstivet i flere timer i træk, men jeg skal prøve at gøre et forsøg. Heldigvis koster det intet at blive inspireret og det er jeg mere end sikker på at blive, når jeg tager turen til Fredericia med min søster.

Der er virkelig noget at se frem til, har jeg hørt, så jeg glæder mig naturligvis. Kommer du også?

Sådan skulle mandagen udspille sig og jeg har haft rigtig godt af det.

Jeg vil dog ikke sige, at jeg er klar til at snuppe tjansen på jobbet de næste 4 dage, for jeg er mentalt på vej væk, kan jeg mærke. Arbejdsglæden har lidt et alvorligt knæk, efter at ledelsen traf en kedelig beslutning, jeg ikke kan komme nærmere ind på. Det har gjort, at stressen er højnet betydeligt og jeg ikke mere glæder mig til at stå op og komme afsted og den følelse kender jeg kun alt for godt. Men jeg klemmer ballerne sammen og holder ud i de næste to måneder.

Hjemme kan jeg til gengæld slappe af. Her kan jeg hvile sjælen og finde fred i selskabet med mennesker, som ikke stresser mig. Ihvertfald ikke mere end jeg kan klare. Mit blodtryk daler og tankerækkerne kan gøres færdige. Én ad gangen. Hjemme er min trygge base, hvor alt går sin vante gang og når min arbejdsglæde er pist væk, så er det i høj grad vigtigt, at jeg har det godt med mit bagland. Og det har jeg virkelig!

Jeg har det iøvrigt også stadig skidehamrende godt med ikke at ryge ;-)

Kriser er stadig til for at blive bekæmpet, så det har jeg gjort og er nu på den anden side som ikke-ryger. Af hele mit hjerte – endelig! Er du klar over, hvor lykkelig jeg er for det? Også selvom det har gjort en smule mere ondt at skulle tage afsked med en mangeårig “ven”, end jeg havde forventet, men for hulen, hvor har det været turen værd og den er langt fra slut endnu.

Nu kommer tiden, hvor hjernen skal vænne sig til, at vanerne ikke mere er de samme og jeg vil mange gange skulle sige til mig selv, at jeg jo ikke ryger mere. Især efter måltiderne og hvis jeg taler (for) længe i telefon. Men du kan bande på, jeg kan overbevise mig selv og den satans lille djævel, som sidder på min ene skulder og forsøger at lokke mig i fordærv gang på gang, om at:

JEG GØR DET IKKE!

Og imens jeg tager mine indre kampe, er søndagen begyndt forlængst. En søndag med mulighed for at sove længe og Guderne skal vide, at jeg har haft brug for det. Mine nætter er urolige med mange mærkelige drømme og kroppen er frisk og udhvilet et sted mellem kl. 03.30 og 07.00, selvom øjnene er fulde af søvnigt sand. Det er en pris jeg betaler for de tabletter jeg spiser og det gør jeg gerne, sammen med hovedpinen i ny og næ og det lidt højere blodtryk. En dag får det jo en ende og jeg kan blive mig selv igen og indtil da, så hiver jeg til mig af den tid, hvor jeg kan restituere og komme helt til hægterne igen.

Det kan jeg idag. Og imorgen.

- og heldigvis har jeg nogle mennesker, som hjælper alt hvad de kan.

Mit rygestop er inde i en mindre krise i øjeblikket, men dog ikke så meget, at jeg overvejer at skippe foretagendet. Slet ikke! Jeg VIL stoppe og jeg skal nok komme dertil, hvor det ikke længere er smertefuldt, men det kræver sine dyk i ny og næ, hvor alt og alle kan rende mig noget så grusomt, og sådan et dyk er jeg midt i nu. Jeg opøver en vis form for mesterskab i overspringshandlinger, for den slags skal der til, når tankerne om smøger skal fortrænges effektivt. Der skal laves noget i en rasende fart, så jeg springer op som en trold af en æske, når den første vanetrang melder sig – og det er vitterligt kun vanen jeg savner. Ikke nikotinen.

Når jeg er ved at gå i panik, bruger jeg min livline hos et menneske, som er nogle måneder henne i sit rygestop. Han kender hele turen, kan huske den minutiøst og ved præcist, hvor jeg er henne. Det gør godt at sætte ord på og høre, at alt er helt normalt.

Tænk, at jeg er helt normal. Det var ligegodt nye ord i mine ører ;-)

Indenfor det sidste halve år har jeg både hørt om, læst om og talt med flere, som hylder den sunde hud.

Dvs. en hud, som ikke er lædret efter solens hårde stråler og det være sig både den naturlige sol, samt den kunstige. Jeg har ligefrem hørt nogle prale med at have en mælkehvid og topsund hud, som jeg også hører og ser det modsatte med den brune hud, og idag ved mit indre jo udmærket godt, hvad der er bedst, men det skænkede jeg ikke en tanke førhen, hvor man har kunnet finde mig i solcentre rundt omkring. Man har ligeledes kunnet se mig gå ud derfra med lidt mere kulør i kinderne og lugten af branket hud taler vist for sig selv, vil jeg mene.

Det dér med at dyrke solen blev dog bedre, da jeg for mange år siden fik konstateret malignt melanom – ondartet modermærkekræft – og naturligvis, fristes jeg til at sige, fik jeg lige præcist den sygdom, som flere og flere mennesker efterhånden må plages med. En god gedigen lussing lige midt i ansigtet. Man ligger som man reder og jeg havde misbrugt min hud på det skammeligste og fik så regningen for det. Dén sved! I flere år efter nærmede jeg mig ikke solens stråler, hverken den naturlige eller den kunstige, af angst for at dø af det skidt, og alvoren ligger stadig latent på lur og rokker sig ikke ud ad stedet.

Dog har jeg i ny og næ snuppet nogle få minutter i den kunstige sol, når sommeren har været på vej. Det har jeg gjort for at give huden styrke til at stå imod de naturlige stråler, sammen med min solcreme, og naturligvis for at få en smule kulør på de vinterblege stænger, men nu er det slut. Jeg smittes af de sunde, gør jeg, så nu er tiden med solariet passé og servietterne med gyldne solstråler er fundet frem i stedet. De virker nemlig.

Jeg elsker at leve og har mit liv så kært, at jeg ikke ønsker at afslutte det før tid på grund af en tendens, jeg i bund og grund ser som en forfængelighed. Det kan se flot ud, at være solbrun. Det kan ligefrem se sundt ud at have en gylden nuance på den bare hud, men omvendt ser det i mine øjne usundt ud, når huden ikke er brun, men i stedet solbrændt. Jeg synes der er en himmelvid forskel og den kan ikke skjules med selv de bedste cremer og olier.

Den dag idag er nogle områder af huden på min krop ødelagt af min egen tendens til forfængelighed og jeg ærgrer mig gul og grøn, når jeg tænker på, hvor meget min hud er ældet længe før tid. Det ser ved Gud ikke specielt pænt ud, men der er desværre intet at atille op. Skaden er sket forlængst og jeg må lære at leve med den, men heldigvis kan jeg gøre noget ved alt det gode, som stadig er tilbage. Jeg har ikke lyst til at ligne en rynket rosin som 40 årig og derfor elsker jeg udviklingen indenfor selvbrunere, for det er jo en mulighed mange kender til, men som (måske) ligeså mange har dårlige erfaringer med. Undertegnede inklusiv.

Idag findes der servietter som giver dig lige nøjagtigt den svage gyldne tone, der ikke ser ud som om du har trukket streger med en orange gulerod. Sørger du for at peele dit ansigt/din krop og umiddelbart bagefter at fugte den godt med en nærende creme, så kan du med lethed opnå en solbrun hud som ikke ligner noget der er løgn, men ingen har nogensinde sagt, at det skal være billigt. Det vil være en lodret løgn at påstå. Det koster, hvis man vil opnå en sund hud med gyldne nuancer, men personligt vil jeg hellere punge ud for dét, end jeg vil ligge dødssyg af hudkræft inden jeg er færdig med at leve mit liv.

Jeg vil ha’ kulør på tilværelsen, men ikke for enhver pris. Jeg har betalt min…

- fredag
- fridag
- frisørdag

JUBIIII :-)

På trods af den frække overskrift, startede det faktisk ganske uskyldigt den anden dag, da jeg kiggede ud ad mit køkkenvindue og fik øje på denne regnbue. Én ud af de mange, jeg får lov at se fra mine vinduer på 2. sal, så i bund og grund var der intet nyt i den.

Det var der såmænd heller ikke i synet af byggerodet nedenfor, men alligevel ramte mit øje noget fremmedartet. Noget, jeg ikke før havde lagt mærke til og som jeg af gode grunde ikke har kunnet se, førend murene faldt.

Fra min position kunne jeg kun skimte denne tegning, så det påkaldte sig naturligvis min hvinende nysgerrighed og da arbejdsmændene havde forladt byggepladsen, sprang jeg udenfor med mit kamera for at tage det i nærmere øjesyn.

Er det ikke fantastisk?

Tænk, at en bygning, der i årevis har været tom og forladt, har huset sådan en sjov streg. Nu kan jeg så sidde tilbage og spekulere på, hvem der mon har tegnet den og hvad der ellers har været i rummet. Frokoststue for det arbejdende folk måske? Eller et morsomt toilet, hvor ingen skulle kede sig under opholdet? Hvis du kender skaberen af dette værk, er jeg meget interesseret i at høre mere!

Åh ja, vi må hellere snuppe den der frække overskrift, for kigger du godt efter på tegningen, så vil du finde et X over bogstavet Y og derved fremkommer ordet Hand Job, som iøvrigt også figurerede på selve hovedbygningens reklameskilt, efter at biksen blev forladt i sin tid.

Det er der mange, som har taget billeder af i tidens løb. Åh jo, det ord er der en vis underholdningsværdi i. Det kommer vi vist ikke udenom ;-)

Det foregår hos Holst. Brug nu ikke alle pengene, vel ;-)

Via Klidmoster fik jeg øje på Julie Nords streg og jeg må af fryd kaste armene i vejret og erklære, at hun meget vel kunne besidde min absolutte favoritstreg.

Billedet er lånt herfra

Hold da så op, hvor er hun dog vidunderlig skæv og utrolig dygtig!