- var København nøjagtigt, som den plejer at være. Stor, beskidt og dampende varm i sommermånederne. Men selvfølgelig er det ikke kun dét, som kendetegner min elskede storby. Også de smukke oldgamle bygninger, de tusindvis af summende glade mennesker og pletvise sjove butikker i smalle stræder er noget, jeg forbinder med stedet. Det er her du kan finde lidt af dét, som bare ikke findes i andre danske byer og det er netop sådanne listige steder jeg elsker.

Jeg kan desværre også mærke, at jeg med tiden har udviklet en form for intolerans overfor enorme menneskemængder, samlet på ét sted, imellem kæmpestore bygninger. Jorden gynger under mig og jeg bliver ganske enkelt svimmel og ør i hovedet og så er det om at holde tungen lige i munden, for ikke at vælte. Jeg er overbevist om, at boede jeg derovre, så ville jeg lide af kronisk virus på balancenerven. Eller noget. Det er godt, jeg så ikke gør det.

Det var svært at finde et sted at slå sig ned, når svimmelheden og den fugtige varme var allerværst, men ved storkespringvandet lykkedes det.

Eller under parasollerne på markedspladsen ved Nyhavn.

Fudge, fudge og atter fudge

Åh, som det var hyggeligt at gå rundt imellem forskellige nationaliteter og lytte til de fremmede sprog og dufte alt, hvad de havde at byde på af lokale specialiteter.

Snart var der en vildt gestikulerende italiensk mama, snart efter en fuldkommen tilbagelænet fransk sælger af dyre lækre skinker, som hang ned fra teltdugen og duftede som jeg ved ikke hvad. Eller den spinkle mørkhårede smukke pige, som solgte franske sæber og metalskilte til en formue.

Der var fede kager og baljevis af forskellige glinsende oliven og der var nødder og frisk frugt og grønt. Ostene kunne lugtes på lang afstand og desværre fandt jeg ikke min højtelskede basilikumbrie, men jeg giver ikke op og spørger nysgerrigt overalt, hvor jeg kommer frem i landet.

Måske er det i virkeligheden kun en tysk specialitet, for det var i en Lidl, jeg fandt den første gang?

Indianerne spillede lystigt og de mørke mænd blinkede flittigt, når de så en lyshåret pige. Der var flirt over hele linjen på markedspladsen og jeg elskede det!

Der var også fred og ro og hvil til de ømme fødder ved Kanalrundfarten.

Det er mange år siden, jeg sidst har siddet i den båd, ja vel nærmest har jeg ikke været der siden jeg var barn, men når nu Kevin var i staden for første gang, så hører det altså med til oplevelserne og han nød det stort.

Mest af alt var han betaget af Aftenshowets studie, som vi passerede, og ikke mindst den lejlighed, hvor H.C. Andersen boede de første 19 år af sit liv. Eller Christiania … hvilket minder mig om min mavesure oplevelse en højhellig hverdagsaften oppe under de skrå vægge.

Vi havde puttet Kevin til ro for natten og krøllede os sammen i fifaen med zapperen og lidt fransk limonade. Jeg ramte en lokal kanal og fandt hurtigt ud af, at det var Christianias egne optagelser som rullede over skærmen og nysgerrig som jeg selvfølgelig var, blev jeg på stedet. Jeg holder meget af fristaden, rigtig meget, men det skulle hurtigt vise sig, at de halve timers “underholdning” udelukkende bestod i at svine Politiet til og så blev jeg vred!

Bevares, jeg ved godt at der findes brodne magtliderlige kar imellem de uniformerede, men kom ikke og bild mig ind, at det udelukkende er dem som sendes ind i fristaden, når der skal patruljeres. Den køber jeg simpelthen ikke. Ikke desto mindre kunne jeg se med egne øjne, at der kun skal én enkelt provokerende og råbende christianit til at hidkalde 25 andre og sammen kan de så piske en stemning op, der slet ikke er nødvendig. Så er det jo jeg grubler over, hvor i alverden de voksne mennesker blev af på stedet? Hvad blev der af den dejlige ro og fred, som også hersker på stedet og hvad med alle de børn, som vokser op med den tro, at bare man råber MØGSVIN efter Politiet, så løser alt sig før eller siden? Hvad blev der, helt generelt, af en lille smule accept – fra begge parters side?

Jeg er muligvis totalt uvidende om noget som helst, det vælger jeg at tro, og jeg elsker stadig fristaden med hele mit bankende hjerte, men jeg krummer tæer, når jeg oplever den slags ridser i lakken. Jeg har dog stadig lyst til at vise Kevin en anden side af vores fædreland, næste gang vi smutter over vandene. Sådan har jeg altid haft det. Han skal have lov at se, at vi ikke alle har lyst til at leve som Hr. og Fru Leverpostej med en tæt og skærmende ligusterhæk omkring vores privatliv og at der også findes mennesker, som ikke altid har det for nemt. Jeg har lyst til at give ham en forståelse og accept af vores forskellighed som mennesker, men jeg vil for altid have skide svært ved at forklare ham rimeligheden i at svine andre mennesker til med ukvemsord – for den findes ikke. Rimeligheden.

Well, det var et sidespring som måske burde have haft sit eget indlæg, men sådan gik det ikke, da jeg først kom igang. Københavnerturen er heldigvis mest i front som en tur, der havde til hensigt at give Kevin et godt indblik i vores hovedstad og jeg ved, det lykkedes.

Han har fået smag for meget mere og jeg selv vil aldrig nogensinde blive træt af at læne mig tilbage på tagterassen, med et krus dampende kaffe i hænderne og et view udover et område, som er rigt befolket. Det er og blir’ min yndlingsplet i hele Storkøbenhavn. Det er det altså :-)

- at høre en bondsk røst igen. Vi har naturligvis lige været et smut forbi min far ;-)

Egentlig kunne jeg skrive det kort og godt – forventningens glæde blev til fulde opfyldt – men det vil ligesom være lidt for tamt, ik’, for der var jo for det første denne her famøse flyvetur, som han sådan glædede sig til. Den fik karakteren ti med pil opad. Også fra moderens side. Der er bare noget over at blive skudt tilbage i sædet, når flyet starter med rasende hast, inden den løfter halen og svæver op imod skyerne. Woouuu, hvor vi morede os!

Resten af begejstringen består af ord, som jeg næsten ikke tør gengive på skrift, men vær sikker på, at alle bandeordene var udtryk for en supergod følelse af, at være det fedeste sted i verden, når man sådan har glædet sig til det.

Turene på Strøget har hver dag taget en evighed. Ikke kun pga. de mange mennesker, eller alle de kendte personer der skulle udpeges (bare rolig, vi peger ikke sådan rigtigt, vel), men også fordi der, som altid, er så meget sjovt at kigge på. Kevin kunne få halve timer til at gå med at studere artisterne med- og uden vand og instrumenter og jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange skillinger, han har smidt i diverse hatte rundt omkring, men jeg vil til hans forsvar sige, at de fleste bestemt havde fortjent det.

Især den lille hvide dame, som du ser på billedet ovenfor. Hun var noget af det sødeste væsen og hendes udstråling fik mig til at tænke på noget fransk klovneri. Til de helt små uddelte hun farvestrålende slikkepinde og vi andre fik nogle blink med øjnene og et glad betuttet smil.

Det øverste billede viser Kevin og brandmanden i fuld færd med at dyste indenfor galop. Begge fik lov at vinde hver sin omgang og så var der ligesom ren harmoni over hele linjen. Behøver jeg nævne, at de begge er konkurrencemennesker om en hals? Det nederste billede illustrerer, at Kevin sendte sin afdøde farfar en tanke, da vi stod i Vor Frue og havde mulighed for at tænde et lys og skrive i sandet.

Vores base var, som den altid plejer at være; en superhyggelig og gammel Københavnerlejlighed, hvor man mærker den gode karma fra de mennesker, som beboer den til dagligt. Højt oppe over gadens larm, hvor væggene er skrå og gulvene bugter sig som de har lyst, og man lige akkurat kan vende sig på badeværelset; dér kunne man finde os smilende og virkelig godt tilpas. Kevin følte sig straks hjemme med et helt drengeværelse til sin rådighed, hvor alskens spilleudstyr og legetøj var frit tilgængeligt. Vi grubler stadig over, hvordan man bedst siger Tak for lån og for tillid…

Jeg skal beklage det uæstetiske i de sorte sure tæer…

Alt i alt har turen været helt igennem perfekt. Både med vejret (solen har skinnet fra vi kom og til vi drog afsted igen) og også med den Tivolitur, som Kevin vist aldrig nogensinde vil glemme.

Måske har jeg ikke nævnt det før her på bloggen, men Kevin tryller så godt som hver eneste dag og har gjort det længe. Hans største idoler er bla. Chris Angel, David Blaine og Rune Klan, så han er skam ambitiøs nok, og længe inden vi kom til KBH fablede han om, at vi var nødt til at smutte en tur på Amager Strand, fordi han havde hørt, at Rune Klan altid lufter sin hund dér. Mor var som sædvanlig skide irriterende, når hun sagde Nej, men han gav ikke op. Det gjorde mor til gengæld heller ikke og selvfølgelig kunne jeg godt se det tarvelige i, at være så tæt på og alligevel så langt fra at kunne opfylde drengens højeste ønske, men altså… helt ærligt… Amager Strand… holde øje med en dansk tryllekunstner som lufter sin hund! Nej vel?

Heldigvis ville skæbnen, for det må da være den, at Go’ Aften Danmark optager sine liveprogrammer lige netop dét sted, hvor vi var, for hvem kom pludselig gående på pladsen med kameraer og store lys, på vej til et interview – ja selvfølgelig – Rune Klan. Jeg skal da lige love for, at Kevins hænder rystede som et espeløv og hjertet hamrede i brystet af bare befippelse over at se sit idol og være så tæt på.

Han taler stadig om det, ska’ jeg hilse og sige ;-)

Kevin slår ventetiden ihjel ved at tæske brandmanden i fodbold på Playstation. Det er den bedste form for tidsfordriv, når nu alt er pakket og klar og der stadig er flere timer til afgang.

Jeg fordriver ventetiden med at være mere stille end sædvanligt. Min mave og jeg forbereder os på at skulle æde den flyvetur og naturligvis at gøre det, uden det kan ses alt for meget. Især af Kevin. Jeg håber lidt på at hans iver, glæde og boblende forventning kan smitte mig lidt og jeg kan mærke der sker noget i mig, hver gang han brøler:

Århh MAND, jeg glæder mig bare SÅ meget til flyveturen!

Hver gang spænder jeg hjelmen lidt mere og tager mig sammen.

Jeg har også taget mig sammen, da der skulle pakkes. Det var faktisk temmelig let denne gang.

Temperaturerne ligger lige præcist dér, hvor jeg gerne vil ha’ dem og der er ikke udsigt til at skulle koge helt over i storbyen i denne ombæring. Eller at hundefryse. Det passer mig slemt godt og derfor er det ikke hverken vintertøj, store jakker eller støvler som fylder kufferten op, men derimod nogle få tynde sommerbluser, leggings, et enkelt par jeans, et farverigt tørklæde, gladiatorsandaler og en sort ankellang strikket jakke for at tage den værste aftenkulde på altanen. Det lille Ixus er også pakket ned, selvom jeg ville kunne fange nogle bedre billeder med det store kamera, men det er ikke derfor jeg er i storbyen denne gang, så det bliver hjemme.

I aften kan vi følge solnedgangen fra 4. sals højde, med udsigt til noget det ligner en evighed og med myldrende myremennesker på gaden, men det vigtigste i Kevins verden er, at vi også er nabo til en berømthed af de sjove. Det betyder tilsyneladende alverden for ham og jeg må jo nok erkende, at jeg godt kan huske, hvordan jeg selv var. Engang. Ikke en ski* bedre…

Vi ses lige pludseligt ;-)

Brandmanden var frisk, da han forlod sengen for at smutte til sin hjemby, så han kunne løbe og styrketræne søndagen igang. Jeg selv var- og er bare øm i hele skroget efter at have gået på en øm tå, som har forplantet skævhed til resten af kroppen, men for pokker, hvor var det det hele værd.

Lørdagen var nemlig lig med årets drøn af en omgang tractorpulling og til forskel fra de sidste to år, havde jeg valgt at lade kameraet blive hjemme i år. Det gør man selvfølgelig ikke uden at få nogle ærgrelser med sig, for jeg “så billeder” allevegne og dem må jeg så pænt gemme inde i huskeren i stedet for på et memorycard. Lugten af Methanol, sved og øl kan jeg dog godt undvære og den var yderst intens i Pulling arenaen i år. De fulde nordmænd plejer at være gode for underholdningen i pauserne og det var de da også i år, men før vi fik set os om, var der alt alt for mange af dem og så var det svært at slappe af. En gammel arbejdsskade tog over i mit hovede, da jeg konstaterede, at jeg enten ville sidde bag dem (og dermed have dem foran os) eller jeg ville rykke så langt væk fra dem som muligt. Vi rykkede helt væk. Og så var der atter ro i mit indre.

Jeg har intet imod fulde mennesker, men når der er så mange af dem samlet på ét sted og bølgerne går temmelig højt, så bliver det let for meget. En stor sort og vedvarende regnbyge fik os dog til at fortrække fra arenaen, inden de sidste løb var kørt, men inden da, slog jeg et smut forbi min yndlingskører, hvor jeg scorede mig en signeret hat og fik en hyggelig lille snak i gang. Den snak kan jeg leve højt på. Han er altså lige en tand for kær, den unge mand…

Nu er det blevet søndag og det er stadig ikke helt gået op for mig, at jeg rent faktisk har ferie, men mon ikke det kommer imorgen, når det bliver mandag og jeg ikke skal stille mit vækkeur.

Jeg tror det.

Søndag er også lig med ét styks barn som kommer hjem fra sin far-ferie og for pokker, hvor jeg glæder mig! Glæder mig til at dufte til den solbrune hud, se hans lyse blå øjne tindre når han fortæller om sine oplevelser og glæder mig til igen at kunne høre den latter som smitter mig på et sekund. Der skal også snakkes København, for nu varer det ikke længe førend vi stiger ombord på flyet som skal transportere os afsted på ferie.

Vi slår to fluer med ét smæk som lånere af en lejlighed i hjertet af København og samtidig også som “huspassere” for stedet, imens beboerne tager afsted på deres ferie. Herhjemme har vi naturligvis også sørget for vores egen personlige “huspasser”, imens vi er væk, så der er helt styr på situationen. Det giver ro i maven og dermed også plads til at kunne opleve i tryghed.

Altså det vil sige… jeg er jo ikke helt tryg, førend flyet er på jorden igen. Begge veje, du ved…

- så havde jeg ikke lavet det stunt igår eftermiddags, som fik min ene tå til at ændre farve i løbet af nogle timer. Så havde jeg kigget ned i jorden, imens jeg tog mine skridt, og på den måde ville jeg have kunnet gå lige idag. Men jeg kigger frem og op, når jeg går, og idag har jeg så fået regningen i alle regnbuens farver.

Tak for det, siger jeg bare…

For lidt siden var jeg vidne til noget ubeskrivelig smukt. Faktisk var det så smukt, at jeg blev så berørt, at jeg måtte skynde mig at stikke fødderne i baljen med det kolde vand, for at køle lidt ned igen.

Maja Lisa er maler og udsmykker kirker rundt omkring i landet, men i aften fik hun lov at gå ombord i samtlige af Søren Ryges afklippede georginehoveder. Og der var mange! Et væld af farver og former blev lagt på plænen foran hende og så gik hun igang med at “male” med dem. Sammenholdt med den fine og smukke melodi, som blev spillet til seancen, fik det simpelthen vandet til at stige i mine øjne, for aldrig har jeg set noget lignende. At se glæden i øjnene på skaberen og at høre taknemmeligheden i hendes stemme gjorde bestemt også sit til min store oplevelse af det hele.

Og så var det, at jeg igen så min egen have. Ligesom jeg gjorde igår aftes, da brandmanden og jeg fik lov at slænge os i fars solvogne i min barndoms kølige have. Vi har tonsvis af ideer og en skønne dag får vi dem til at gå i opfyldelse…

Ude i det virkelige liv, hvor jeg fysisk kan mærke bankende hjerter og dufte de mennesker, jeg holder af; derude har der været rigtig fedt at være!

Det har været dage jeg gemmer i mit hjerte og husker mig selv på, hvis “gråvejret” skulle ramme…

Jeg husker fx. hvor højt jeg elskede brandmanden, da han en ganske almindelig hverdagsaften foreslog, at vi skulle forlade den, bogstavelig talt, dampende varme by og køre ud til vandet for at køle ned. Og, omvendt, hvor dampende varmt jeg elskede ham på én af de køligere sommerdage, fordi jeg slet ikke ku’ lade være.

Jeg har bandet, når termometrene viste 30 grader+ og jeg har lysnet mit hår fra flaske, fordi jeg ikke har kunnet holde solen ud eller har ønsket at være endnu én til statistikken af hudkræftramte. Igen. Sådan må man sno sig, når man kan og selvom jeg ikke hører til de mindste mennesker i denne verden, så kan jeg udmærket sno mig. Vær sikker og vis på dét. Flasken med sollyse hårlokker virkede helt efter hensigten og mindst ligeså godt, som den ægte brankende vare.

De nye gladiatorsandaler er blevet luftet, ligesom de bare tæer og den smukke himmelblå bluse fra Gina Tricot er det. For fanden, hvor står den godt til mit væsen! Og det gør friheden også.

Den har jeg haft masser af, selvom jeg har jobbet til den store guldmedalje, for imens Kevin har været på ferie hos sin far, har jeg virkelig nydt de tidlige morgener, hvor jeg ikke skulle sørge for andre end jeg selv. Eller om eftermiddagen, når jeg har haft fri. Ingen at lave mad til på klokkeslæt og ingen at skulle tale med. Bare den rene stilhed, hvis det var dét, jeg ønskede mig. Og det har jeg. Nogle dage altså. Hvis jeg ønskede mig andet, så skred jeg min vej. Det er også frihed – for mig.

Jeg har vandret på bare tæer i en mikrolille og fuldstændig fantastisk blomstrende have hos mine “svigerforældre” og jeg har været imponeret over, hvor mange forskellige blomstersorter, grøntsager, bær og æbler, man kan stuve sammen på så lidt plads, uden at det virker sammenklemt. Overflod og varme hjerter giver gavmildhed og jeg fik nogle smukke buketter med hjem. Mit eget hjerte kvitterede med at takke helt over af lykke, lige ovenpå en bøf med bløde løg og landkartofler.

Og når vi nu er ved dét med mad, så har der ikke været ret meget af den. Eller… jeg har vel nærmest levet af kærlighed og kildevand og så lyver jeg selvfølgelig en smule, for på to dage fik jeg konsumeret tre bakker jordbær. To bakker af de almindelige sødmefulde og en enkelt bakke fra den mand, som leverede de røde bær til Kronprinsens bryllup engang for mange år siden. Kongelig dansk hofleverandør af fuldstændig uovertrufne lækre bær, som jeg aldrig har smagt dem før. Femogtyve kroner for at lege prinsesse med munden fuld af økologi, når den er bedst. Dét var fedt!

Forelsket er jeg naturligvis også blevet. Det blir’ jeg så let.

Verden er så stor, så stor…

Denne gang er det i noget, jeg umuligt kan have med at gøre, men som jeg vil give mine rindende øjne for at få fingrene i, men det går desværre bare ikke. Killingen Kalle, som du ser på et par af billederne, er den lækreste, frækkeste og mest charmerende kat, jeg nogensinde har mødt!

Mit hjerte ligger i hans pote, når han gnider sin lille våde snude mod min kind. Den kat kan gøre mig til fuldblods kattemenneske lige på stedet – men den har det fortrinligt og meget bedre ude på Farmen, hvor den kan rende frit. Og mine øjne har det meget bedre uden den pels. Det er jeg nødt til at sige så ofte til mig selv, at jeg da for pokker må tro på det en dag…

Stilken dufter kraftigt af citrus og frøstanden er nærmest stjerneformet, som du ser

Og så bringer jeg lige en efterlysn… et spørgsmål ud i æteren, for jeg er faldet over en blomst, som jeg bare MÅ eje en dag. Jeg aner bare ikke hvad den hedder, men måske kan du hjælpe mig?