Via Lone, opdagede jeg denne video og det var lige netop sådan én, jeg havde brug for idag.

Når videoen er set 1 million gange, får Rigshospitalet en stor donation af de lyserøde handsker, til behandling af brystkræft, så skynd dig at klikke og så garanterer jeg for (medmindre du er skidesur), at du bliver glad i låget af at se det dansende sygehuspersonale.

Især den gamle mand med gulvskrubben, er jeg personligt ret vild med :-)

- og prøver ganske langsomt at fordøje det budskab, der blev serveret så nænsomt som muligt idag og alligevel endte op med at føles som en knytnæve lige i ansigtet, kort tid før fyraften:

Der er absolut INTET som helst at pege fingre af, rent fagligt og kollegialt, det skal du vide og virkelig huske på, men pga. besparelser er jeg desværre nødt til at opsige din stilling pr. 31 september. Jeg er virkelig ked af det …

Det er vi eddermame flere der er, sku’ jeg hilse og sige, for den opsigelse er vi mere end en håndfuld mennesker, der har fået idag. Det er ikke bare noget at være ked af – det er direkte noget PIS!

Selvom vi er blevet flere år ældre, siden det første ord tog det næste, så er intet forandret.

Det er endda flere år siden, vi sidst så hinanden, men nu og da taler vi dybt og fortroligt i telefonen, med lavmælte stemmer, og deler de tæsk eller kys vi har fået hver især. Indimellem dukker guldkornene op og andre gange rykker vi os ikke en meter, men har alligevel fået noget ud af snakken. Sådan var det også her til aften, da hans nummer viste sig på min mobil. Der skulle gydes olie på oprørte vande, men jeg formåede det ikke helt denne gang. Tilgengæld blev jeg så glad i maven af at høre hans stemme og jeg lovede ham, at vi snart skal ses igen. Det tror jeg nemlig, vi begge trænger til.

Mit venskab med Peter vil aldrig forandre sig og jeg mener stadig det, jeg sagde engang. Han gør en forskel!

I takt med sommerens varme, kan jeg mærke, det kommer nærmere og nærmere. Drengenes idé om en Københavnertur i uge 30. Det er jo nærmest snart.

Denne gang har jeg ladet mig føre på vej, uden at blande mig mere, end hvad godt er (der skal jo arrangeres et sted at overnatte). Jeg har ladet dem tale frit om ønsker og så ellers lovet, at jeg nok skal følge med. Idag kan jeg så finde mig selv med benene oppe i sofaen og bladre i oldgamle boligmagasiner, hvori små hyggelige butikker præsenteres, men jeg er ikke så sikker på, drengene gider at ose ligeså meget som jeg, så alternativer må der findes. Det burde ikke blive så frygtelig svært, da jeg kan starte på nul. Ingen af dem har før været i indre KBH, så der er muligheder nok.

Naturligvis vil Tivoli være en sikker vinder, men jeg hælder personligt mest til Bakken. Dér har jeg ikke været, siden jeg var barn, så det vil også være nyt land for mig og heldigvis vil kæresten det samme, så jeg er heldig. Nyhavn vil han også gerne opleve og det tager jo ikke mange splitsekunder at komme dertil og det er endda dét, vi kan kalde De gratis Glæder. Jo flere der er af dem, jo mere kan vi udfolde os, groft sagt.

Jeg er også ret sikker på, at Ripley’s Believe it or Not, vil være en sand jubeltur. Ihvertfald for Kevin. Hvad der derimod vil være en jubeltur for mig, er noget så simpelt, som en tur til Amagergade på Christianshavn. Det koster heller ikke mange ører at opleve. Eller et smut på Olsen Banden Café i Palads Biografen.

Uanset hvad, så er der nok at tage sig til, hvis det bliver vores mulighed for sommeren anno 2010.

Ekviperingen er der også taget hånd om. Jeg “kom til” at købe lidt Gina Tricot lækkerier igår og så var det, jeg pludselig fandt Anjas Loppemarked efterfølgende. Dér scorede jeg lige et par toppe + en sød skjorte/tunika fra H&M (billeder af købet er fjernet fra hendes side, så du kan ikke se dem) til en spotpris af 160 kroner alt i alt – inkl. fragt. Det var slet ikke så tosset, hvis du spør’ mig.

Sommeren er endelig kommet og jeg er klar. Uanset om det bliver til en Københavnertur, et hyggeligt sted oppe nordpå eller én-dagsture med udgang fra matriklen. Vi skal holde ferie, vi skal være sammen fra morgen til aften og vi skal først og fremmest dyrke det langsomme nærvær. Det kan gøres, uanset hvor vi end befinder os i landet og hold da helt fast i dig selv, hvor jeg glæder mig!

- og far er glad. Naboerne er  det vist også og der accepteres med et smil, at det ikke er idag, vasketøjet skal hænge på snoren udenfor. Aske og sodpartikler hvirvler rundt i luften, når den store kran river brandtomten ned, men nu kan det endelige punktum for ødelæggelserne snart sættes og noget nyt kan skabes.

Vi er flere, der glæder os usigeligt over det, men den der smiler mest, er nu engang far :-)

Det var jo slet ikke meningen, jeg skulle sidde her og blogge. Jeg skulle forlængst være gået igang med mit job, men ryggen gjorde opmærksom på sig selv allerede i nat og så vidste jeg godt, hvad klokken var slået, da vækkeren ringede og jeg endelig var faldet i dyb søvn.

Ryggen og ryggen er måske så meget sagt, det er jo et stort område, men selvfølgelig hører bækkenpartiet og lænden med til den del af kroppen og det er lige netop dér, jeg har rasende ondt. Det er længe siden sidst, vel noget der ligner et helt år, men når smerterne tager til, så er jeg tæt på at sætte mig ned og tude opgivende. Øvelser hjælper ikke akut, men kun på længere sigt, og hestepillerne, som giver kvalme og opkastninger, venter jeg stædigt med og håber til syvende og sidst på, at de ikke bliver nødvendige. Alt sammen stammer det helt tilbage til min barndom, hvor jeg fik konstateret scoliose og med et par graviditeter inkl. bækkenløsning i voksenlivet, fik det rigtigt sat skub i skidtet.

Men årsagen denne gang skal nok nærmere findes i de høje hæle, jeg trippede rundt på igår, da alt var godt. Regningen er grum og jeg lover mig selv, aldrig at gøre det igen. Måske lige til næste gang. Om rigtig lang tid og når jeg har glemt, hvad jeg skal betale for det.

Men selvfølgelig er alting ikke kun skidt og kanel, for solen skinner og det tegner til at blive en ligeså varm dag, som dén igår. Jeg ville ønske, jeg kunne gentage den hyggelige stund, jeg havde med min “svigerfar”, da vi fandt en lækrog med rapsmarker til alle sider. Dér sad vi på hver sin stol og lod solen slikke på huden, imens vi fik vendt nogle emner, som i den sidste tid har ligget mig meget på sinde. Han kan gyde olie på et oprørt hav med sit rolige væsen (ikke at jeg har et sådant hav) og jeg elsker at studere ham, når han taler. Elsker at lytte til ham. Han fascinerer mig, fordi han har noget, jeg ikke selv har, men som jeg gerne vil ha’. Måske kan jeg lære det…

På torsdag skal jeg fascineres igen, for der er inviteret til grilhygge, når “svigermekanikken” har installeret sig i et lille hyggeligt sommerhus tæt ved fjorden. Jeg glæder mig allerede.

Så er den tredje og sidste weekend, som var fyldt med aftaler, slut og jeg kan nu ånde lettet op og glæde mig til den kommende ferie. Ganske vist skal jeg vente en uge, men det gør jeg altså gerne.

Nu skal det ikke lyde som om, jeg hader at se mennesker. Det er stik modsat, for jeg elsker at møde- og tale med mennesker og jeg er meget social, men når aftalerne regner ned over min krop i mere end tre uger, så går gassen til sidst af min ballon og jeg ender op med at mærke, at jeg skulle have haft indlagt nogle flere pauser. Jeg mærker tydeligt, at jeg vist nok skulle have trukket i nødbremsen, da jeg planlagde og gjorde ved, inden festen overhovedet startede, men indimellem tager jeg munden for fuld og så svier det, når kinderne bliver lidt for store.

Men som sagt, så er det slut med at ligge på landevejen nu.

Idag har vi været på farten i 12 timer og selvom jeg var så træt, allerede fra morgenstunden, at jeg kunne have tudet, så har det altså været en virkelig fin dag. Et lille prinsessebarn skulle døbes og det blev hun.

Nærmest midt ude i Guds Frie, klods op af markblomster og skyggefulde store træer, stod en lille hvid kirke og var betagende smuk og min første tanke var – hist hvor vejen slår en bugt. Desværre kan du ikke se det, for far har pumpet batteriet fladt på lommekameraet, som jeg havde med, så den ville naturligvis hverken det ene eller det andet, så du må tænke dig til H.C. Andersens dejlige tekst og se billedet for dig.

Nu er jeg hjemme på egen matrikel igen og er øm i hele kroppen. Det er regningen og jeg æder den. Om en uge kan jeg tage hul på min første uges sommerferie og jeg jubler allerede på forhånd.

Puuust ud, Anita…

Min far har lånt mit lille lommekamera og se bare, hvad jeg fandt på hukommelseskortet, da jeg skulle tømme det.

Sørme så, om han ikke er gået igang med at opbygge sin veteransamling igen :-D

Hvis du lige har tid et par minutter, så skynd dig at kigge over til Undre-Anne.

Sammen med den dejlige Vita har hun banket et bloggertræf på benene og selvfølgelig siger jeg Ja til at gøre D’ Damer selskab. Vi skal have fyldt HELE Himmelbjerget med bloggere søndag d. 22 august 2010 fra kl. 12-16.

Er du frisk?