Fredag er bededag og stille regn. Fuglekvidder fortæller mig, at de fjerede væsener ikke har ladet sig skræmme sådan af et par dråber eller ti og de skriggule forsythiabomber har eksploderet lige for øjnene af mig, som jeg har bevæget mig rundt udendørs igennem dagen. Trafik er der heller ikke meget af og jeg kunne nemt foranlediges til at tro, at rigtig mange netop har ladet sig skræmme af vejret idag.

Det har der nu ikke været nogen grund til, for det har været mildt og dejligt forfriskende. Med den rette påklædning naturligvis. Det har virkelig været skønt, trods grå himmel og diset udsyn, og min krop vil gerne ud igen og trække al den friske luft, den kan overkomme, men når jeg kigger mig omkring, kan jeg godt se, at mine kræfter burde lægges indendøre istedet.

Ihvertfald hvis jeg skal kunne holde en weekend uden de helt store armbevægelser og det er faktisk meningen med den kommende af slagsen.

Brandmanden er på vej med madvarer til aftensmaden. Hans beslutning om karbonader og grøntsager var meget stålsat og så regner jeg egentlig med, at jeg kan få lov at sidde med hænderne i skødet, imens han selv står for tilberedningen af herlighederne, men det vil vise sig, når han dukker op om ikke så længe.

Det var også ham der besluttede, at lørdagen kommer til at foregå med en udflugt til Randers Regnskov, hvor min mor skal med, sammen med vi andre. Det vil hun heldigvis gerne og jeg glæder mig som et lille barn, til jeg igen kan holde en slange i favnen. Hvis jeg da må. Det er utrolig fascinerende at mærke dens bløde, varme og glatte skind, for ikke at tale om de mange bomstærke muskler der gemmer sig inden under. Jamen, jeg er solgt!

Men indtil videre er det stadig fredag og der er masser af den. Ha’ lige en rigtig go’ én :-)

Kevin er en evig kilde til nogle gevaldige grineture, for mit vedkommende, og idag er ingen undtagelse, da han pludselig springer op af sofaen og spurter ud på toilettet. Øjeblikket efter kan jeg høre ham sukke dybt:

Århhh mand, hvor er det træls at ha’ tyndskid. Og så på en helligdag!

Jeg beklager, men helt stueren er han altså ikke altid ;-D

De sidste dage har jeg brugt mine pauser på at Stumble. Ja det er der så ikke noget nyt i, for det har jeg gjort i nogle år efterhånden, men efter en god lang pause, er der igen nye sider at kigge på. Kan du ikke huske, hvad det handler om, så kig med her. Har du lyst til selv at prøve det, så kan du hente det fornødne plug-in ganske gratis her.

Indenfor en times tid har jeg fx. fundet:

- glasstrikkepinde, som vist mere er kønne end de er ergonomisk behagelige
- en smuk vase, som jeg stadig savler over
- et oversized hæklet blomstertæppe
- smykker med høj lækkerhedsfaktor
- søde lanterner, man sagtens selv kan eftergøre
- interessant og bizar fotomanipulation
- masser af gratis strikke- og hækleopskrifter med billeder på Flickr
- sådan tyder/læser du japanske hækleopskrifter
- og endnu én af samme slags
- og en mere overskuelig til slut
- gigantisk strik. Imponerende!

Til sidst vil jeg lige kaste et link til en komisk strikket stribe af Wulff Morgenthaler, som jeg har moret mig lidt over siden sidste år. Den synes jeg altså ikke, du skal snydes for.

Jeg synes heller ikke du skal snyde dig selv for at tage en tur på surfbrættet med din Stumble-profil. Måske endda i den bededagsferie, som står lige for døren hos mange mennesker. Interesserer du dig fx. for foto, strik, hækling, blomster, grafik, frimærker, biler, origami, heste, mad eller hvad ved jeg, så kan du finde det hele og mere til derude, hvis blot du vælger disse kategorier til, når du har installeret plug-in’et på din computer. Du vil blive overrasket over, hvor mange sider der findes om lige dét, du vil vide noget om.

God fornøjelse og god bededag imorgen :-)

Nej, det tror jeg bestemt ikke! Jeg er sikker på kæresten mente det, da han sagde:

Nå, det var da godt, du lige fik dig lidt mere garn. Jeg kan godt se, at du var nødt til at eje lige præcis den farve, for den har du jo ikke magen til. Sådan noget kan man simpelthen ikke leve uden. Hvad siger du? Er der hele 575 meter i én rulle? Vi ska’ da prøve, om det passer. Kom…

Ja ja, jeg købte jo altså to ruller af Helle, da hun reklamerede med et tilbud via email og jeg er ikke i stand til at gengive farven helt nøjagtigt, uanset hvad jeg gør, for den er nærmest meget lys pastelblå med et meget lyst pastelgrønt islæt og det kan man hverken se på billedet her eller på Helles side.

Men det er sindssygt smukt! Og jeg kan bare ikke leve uden det garn. Hvor er det godt, jeg har en så forstående kæreste, for det er da, hvad han er. Ikke?

Jeg har svært ved at forestille mig, at mælkeskind, tørrede kammuslinger og frossen- eller let geleret mælk er særlig behageligt at få i munden, endsige smager godt, og jeg ved, at jeg aldrig selv, bevidst, ville vælge at spise fx. mælkeskind. Ikke desto mindre er det bla. at finde på den nykårede (verdens bedste) restaurant Nomas menukort.

Kræsenpinden, det er mig, og jeg er så ualmindelig glad for, at jeg ikke er smagsdommer. Det er Noma med garanti også ;-)

Min søster er inde på noget af det rigtige i dagens indlæg; det kræver så uendelig meget energi at være negativ, hvilket jeg jo har været tidligere på dagen. Tilsyneladende har jeg ikke været alene om det, såvidt jeg kan læse mig til, og Gud, hvor det dog trætter! Det trætter at skabe sig tosset, for at få lorten fejet af bordet og komme videre, og netop derfor har jeg besluttet mig for, at dagens aftenmenu står på nogle flade klapsammen’er. Jeg hverken gider eller behøver andet.

Brandmanden er i fuld sving i sin egen by og kræver ikke et solidt måltid i mit hjem og Kevin er helt med på ideen. Man skal nemlig aldrig undervurdere værdien af en god leverpostejmad, er vi enige om. Ganske vist har jeg siddet og kigget på dyrt og lækkert mad på nettet, men der findes altså intet mere jordnært, i min verden, end en flad med leverpostej – og jeg kan rigtig godt med det jordnære.

Nogle gode solide skiver agurk til og så peger mundvigen opad…

- når man bevidst vælger at trække på smilebåndet og puste tordenskyen væk.

Det havde jeg bare lige glemt idag, da den hang sort og truende over mit hovede lige fra morgenstunden pga. noget fnidderfnadder på jobbet. Tordenskyen fik mine mundvige til at stivne og være ubevægelige og øjnene til at være uden gnist og hold da op, som jeg kom til at stresse mere, end hvad godt var. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for jeg blev pludselig bevidst om, hvor uklædeligt og besværligt det er, at være så negativ, så jeg slog bak og fik tingene i godt spil igen.

Prikken over i’et kom, da jeg trådte ind af min dør for lidt siden og fik øje på den opvask, der ikke stod på køkkenbordet længere. Du behøver vist ikke at gætte to gange for at regne ud, hvem der kan have taget den, imens jeg har været væk.

Nørj, som det kan gøre mig glad! Det er de små ting, du ved :-)

Brandmanden krammede os farvel tidligt imorges og forlod os til fordel for et kursus. Om jeg begriber han kunne, for dynen var dejlig varm og kyssene søde, men nuvel… han var nødt til det, hvor lidt jeg end havde lyst til at give slip på ham. Diverse lokkemidler bed ikke på og så kunne jeg jo ligeså godt slå følge og stå op.

Og imens han nu pukler på sin måde, slapper vi så herligt af på vores måde. Kevin har et hovede i dobbeltstørrelse idag (sådan føles det efter hans eget udsagn, om den forkølelse, som har slået sig ned i hans krop) og jeg selv har fri efter en arbejdsweekend.

Jeg nusser om blomsterne i stuen og på altanen og indimellem slår jeg enden i sædet og strikker nogle pinde eller 20. Jeg sipper kaffe og pønser på at snuppe en enkelt kakaolikør til min frokost, men det er stadig kun i tankefasen. Noget siger mig dog, at den vil være en forfriskende afslutning på en flad klapsammen, selvom det vel nok ikke er politisk korrekt – og så på en højhellig mandag uden anden anledning, end lysten. Uha uha…

Der skal også hentes plantemuld og frisk frugt og grønt hos gartneren og jeg har tvangsindlagt Kevin til at tage med. Jeg forstår så udmærket, hvor rædselsfuldt det må være at sidde i et overfyldt klasselokale, med dårligt luft, når man er småskidt, men den rene friske luft har ingen nogensinde taget skade af, så selvfølgelig skal han med.

Heldigvis synes han ikke jeg er helt urimelig. Jeg tror endda, han keder sig en smule dér på sofaen ;-)

Nu hvor luften er blevet en smule kølig, er jeg trukket indenfor efter at have spenderet nogle timer i solen.

Begge mine dejlige drenge er hos mig igen og hygger sig på Kevins værelse, imens jeg hviler både ører og lattermuskler for et øjeblik. Åh, som jeg har haft det morsomt idag. Ja, både på jobbet og bagefter sammen med drengene og på sådan en dag som idag, fatter jeg næsten ikke, at jeg kunne være så meget ved siden af mig selv forleden – men det var jeg. Det kommer jeg altså ikke udenom.

Solen har skinnet for fuld skrue og mit skind har allerede taget farve. At sidde på en stol på altanen og lytte til fuglenes sang og boldspillende drenge, som hhv. Messi og Ronaldo, nede på plænen, er altså den bedste form for mental hygiejne. Ihvertfald for mig. Jeg har så forbistret godt af det.

De første blomster er allerede klippet af og sat i vase. Wauuu, for en forårssøndag!