Hver gang jeg hører Rasmus Seebachs stemme, tænker jeg på en ganske speciel fætter. En fætter, som på flere punkter minder mig virkelig meget om Rasmus og som altid – ALTID – vil være der for mig, hvis jeg har brug for ham. Og utroligt nok, så er jeg ikke i tvivl om, at det også vil være ham jeg ringer til, hvis lokummet virkelig brænder.

Det er netop utroligt, fordi jeg aldrig rigtigt benytter mig af de tilbud jeg ellers får om assistance, for jeg bryder mig ikke om at “være til besvær”. En tanke der udelukkende opstår i mit eget hoved og som får mig til at klare skærene på egen hånd, i stedet for at bede om hjælp. Men det er noget andet med Michael. Han er bare så uendelig meget anderledes.

Der var ingen tvivl at spore i hans stålfaste øjne, den aften hvor han sagde, at jeg altid kunne bruge hans nummer, hvis jeg var i knibe. Så ville han komme mig til undsætning øjeblikkeligt og jeg tror ham på hans ord. Skulle jeg få brug for det, så tager jeg ham også på det. Ordet.

Michael var også personen, som indirekte fik mig i tale med brandmanden i sin tid, da vi skulle finde samtaleemner, der ikke nødvendigvis var arbejdsrelaterede. De er nemlig gode venner, brandmandskollegaer og badmintonpartnere, så der var pludselig rigeligt at tale om.

…

Når jeg lytter til Rasmus Seebachs stemme, sender jeg Michael en kærlig tanke og nogle gange også en sød SMS. Så kvitterer han med endnu en sød én og så er der ro i min mave. Han er der stadig. Hold op, hvor er jeg glad for, at han er der :-)