I mandags lovede jeg mig selv, at jeg ikke gider mere arbejdsrelateret stress, som giver mig ildfluer for øjnene og fare for at gå i gulvet pga. svimmelhed, og jeg må sige, at jeg ikke blæser højt og flot på mit løfte. Det går jo strygende, netop fordi det går langsomt.

Der er intet overarbejde at spore og nu kan jeg mærke, hvad en forjaget travlhed kan gøre ved et menneske. Man kommer jo til at lave utroligt mange unødvendige ting og gå endnu flere unødvendige skridt, end hvis man tager det stille og roligt og trækker vejret med den attitude, at man når det hele før eller siden. Det hjælper i alfald mig, kan jeg mærke.

Det må jeg blive bedre til at huske…