Når man blir’ 10 år

- så skal der saftsusemig holdes gilde og det blir’ der. Hele to dage i træk!

Hjertelig Tillykke, min elskede skat

Tag den ring og lad den…

- ikke vandre, men dumpe lige ned på min ringfinger.

Den kan vindes lige her hos Kjær & Schmeling. Lykkefé, stå mig bi…

Når drengene er ude…

- så blir’ jeg så dejlig doven og gider ikke at lave aftensmad.

Igår bagte jeg en ordentlig røvfuld skinkeboller, så det er nærliggende at lune de resterende af slagsen og spise dem som de er. De får altid hurtige ben at gå på og nu snupper jeg altså de sidste.

Øv bøv for de, som ikke er hjemme ;-)

Er jeg heldig?

Det tror jeg nok lige, jeg er, og jeg er også frygtelig lykkelig!

Tænk, at der sidder mennesker ude bag skærmene, som har et overskud til at skænke mig en tanke. Ja ikke blot en tanke, men faktisk også at gå et skridt videre og sætte en handling umiddelbart efter. Dét synes jeg er stort og det gør mig oprigtigt glad helt ned i maven. Igår var jeg så heldig at blive begavet af to, som læser med her på bloggen og som kender til mine små ismer.

Catarina tager nogle smukke billeder og ved, hvor sjovt jeg synes det er, at lege og eksperimentere med mit kamera. Da hun ved en fejl var kommet til at bestille lidt mere, end hun mente, hun selv havde brug for, så ville hun forære mig en gave. Og sikke en gave! Nu har jeg beskæftigelse nok til både halve og hele timer, når jeg skal lege med mit nye legetøj. Du kan se lige her, hvad jeg taler om.

Tusind tusind tak, Catarina!

Den anden gave har en lidt mere sørgmodig historie bag sig, for sidste år døde Jeannes mor, efter længere tids sygdom, og da Jeanne var igang med den efterfølgende sortering og oprydning, fandt hun et hav af strikkepinde, som hendes mor har brugt igennem årene. Så var det, hun kom i tanke om, at de måske kunne bruges her hos mig og at det ville være helt i hendes mors ånd, at de blev givet væk til én, som kunne få noget ud af dem.

Og jeg skal da lige love for, de kan bruges. Jeg har aldrig i mit liv haft så mange strikkepinde og i så mange forskellige størrelser og udformninger. Plus de medfølgende ekstrating, jeg så længe har truet med at ville købe, fordi jeg ikke kan blive ved med at undvære dem. Og så ligger det altsammen lige her foran mig og giver mig åndenød af glæde.

Tusind tusind tak, Jeanne!

Feminine drømme

Her drømmes på en gråvejrsmandag. Jeg mener; hvad andet kan man næsten, når fridagen skal tilbringes med sofa, tæppe og Kleenex. Der er masser af tid til det og så er det så nemt at lade tankerne flyve, imens der er udsigt til et par turtelduer som sidder og kissemisser på naboens tag.

Jeg drømmer bla. om det øjeblik, hvor jeg kan tage mit krus med morgenkaffe i hænderne og stikke de bare tæer ned i mit helt eget dugvåde græs. Det græs, som dufter på en ganske speciel måde, sådan en sommermorgen, hvor alting stadig er lunt fra dagen før. Eller om at samle gæster til en havefrokost, hvor kilderne med mad, vin og snak er uudtømmelige, og ikke trække ind igen, førend grillkullene slukker, kulden kryber på skuldrene og myggene bliver lidt for nærgående.

Jeg drømmer om det magiske øjeblik, hvor en nøgle og et skøde overdrages og hvor samtlige mursten er underskrevet med mit navn. Den boblende fornemmelse det giver at eje og også føle, hvor stort et ansvar det er. Men heldigvis er det et dejligt et og jeg har jo prøvet det hele før. Både det våde græs, havefrokosten og grillaftenerne. Udvælgelsen, den lille tvivl, den stensikre sikkerhed og det endelige goddag til en helt ny base… og Gud hvor jeg glæder mig til at opleve det hele igen.

Men det går ikke kun op i hus og have altsammen, for jeg drømmer også om at opleve Frankrig, at hyre en rengøringskone, at købe en ny bil og at kunne trække en hel måned ud til ren og skær ferie – men det koster jo altsammen, så jeg drømmer naturligvis også om at vinde i Lotto.

Hvem gør ikke det?

Drømme er gode at ha’ og de behøver ikke at koste dét, der ligner en skinnende kongelig mønt, men drømmer man inderligt og med fokus, så kan man sagtens ende op med at nå frem til en virkeliggørelse af dem. Jeg skal nok nå der til, fordi jeg vil det, men ligenu nøjes jeg med at suge til mig af den energi og glæde, de medfører, og det er slet ikke så tosset på en gråvejrsmandag, hvor stakken med brugte Kleenex bliver større og større og hvor en drømmerejse er tiltrængt :-)

Nerve

For et par dage siden gjorde brandmanden en heltemodig gerning, der er al hans ære og respekt værdig, på trods af svineriet det medførte. Han gjorde noget, han ellers aldrig nogensinde ville gøre, hvilket han ikke undlod at bemærke, da jeg entrede hans hjem igår, og jeg er ham evigt taknemmelig.

Vil du tænke dig; han stod på hovedet i sin skraldespand for at fiske en CD op, som jeg bare måtte, måtte, MÅTTE eje! Han havde ikke selv den fjerneste interesse i X-factor musikken, men det har jeg og især på grund af én eneste sang. Jeg får den vist aldrig ud af hovedet igen og jeg synes endda, Jesper gør det lige den tand bedre end Duné.

Jamen jeg er SÅ meget solgt, spiller den for fulde drøn i min bil, og for pokker, jeg er vild med den version. Og med min kæreste! Tak min skat…

Så’ der påskepynt

Et par kreative kvinder fra blogosfæren har valgt at dele ud af det grafiske pynt i anledning af påsken, så er du til æg og kaniner, print, saks og lim, så er her nogle bud på syslerierne til de kommende dages ferie. Hvis du da har det.

Jeg har ikke, men vil alligevel benytte lejligheden til at sige…

Tak til D’ Damer for at dele. Jeg snupper fluks de farverige æg og kaniner :-)

Hip hurra

Man behøver ikke at have fødselsdag for at lave boller og varm chokolade. Man skal bare kede sig noget så gudsjammerligt, fordi man er syg og skal blive hjemme under dynen.

Om en times tid, så…

Den er go’ nok

Ifølge en artikel er sommertiden skyld i en dyremassakre uden lige og det kunne jeg da også se tidligt imorges, da jeg kørte fra kæresten og hjem til min egen by.

På blot 16 km. måtte jeg køre forhindringskørsel så uhyggeligt mange gange, at jeg tilsidst opgav at tælle. Mest var det katte som havde forvildet sig ud på kørebanen, og ikke råvildt, men det er skræmmende, hvad Frk. Klokken kan have på samvittigheden. Hun må ikke have det nemt…