Jeg vil tro, det var i januar måned, min mor ringede til mig en dag:

Hey. Jeg ska’ fortælle dig noget, som jeg er sikker på, du bliver meget glad for at høre. Den 1. marts går jeg på pension.

Og jeg lover dig, at jeg jublede så højt, at folk ville tro, jeg havde vundet i Lotto. Intet i verden glæder mig så meget som at høre, at min mor endelig kan få lov at trække stikket ud og holde fri fra arbejdsmarkedet, hvor hun, rent ud sagt, har knoklet røven ud af bukserne i årevis. Hendes forkrøblede hænder og knagende hofter bærer tydeligt præg af det og vi har i nogle år spurgt hende, om hun ikke var interesseret i at drosle lidt ned, men sådan noget spør’ man ikke mor om, hvis man ikke kan tåle at høre svaret, for hun kunne forlængst være gået på pension, hvis hun ville.

Det ville hun bare ikke. Ikke før finansgrisen gryntede så højt på hendes arbejdsplads, at hun så inderligt blev bedt om at tage den pension, så man undgik en fyring.

Imorgen rammer det hende, men forhåbentlig bliver det på en lige så fin måde, som foråret gør det i vores kalender. Bevidstheden om, at den er der, er rigeligt til, at der kan ses igennem fingrene med, at det måske ikke lige er det kønneste maleri – til at begynde med. Men det kommer, det kommer…