Mandag er lig med fridag for mit vedkommende. For kæresten og yngste er det lig med sygedag, så nu har den største søgt hjem til sin egen dyne og den mindste ligger i sengen med sin. Noget er vist i omløb og jeg skal ikke forsøge mig det mindste med at spille kæphøj, for jeg ved jo, hvor hårdt det kan ramme i nakken, når man mindst venter det, så jeg er klog og tier helt stille.

I stedet har jeg forskanset mig i sofaen med morgen-TV og dampende varm kaffe. Jeg kunne overveje at finde hæklenålen frem og prøve at glemme alt om morgendagen, som skulle give trafikale problemer på grund af sneen, for jeg må indrømme, at jeg ikke er spor vild med det. Det er smukt, ja, men jeg kan sagtens se et endnu smukkere forår, som iøvrigt også er langt nemmere at navigere i.

Men jeg bestemmer hverken over sne eller solskin. Det gør jeg til gengæld over min mandag og min hæklenål, så lige om lidt sætter jeg turbo’en til og ser at blive færdig med den cardigan. Nu er der tid og rum til at koncentrere sig om den, imens drengene ligger brak.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, tænker jeg…