Jeg vil tro, det var i januar måned, min mor ringede til mig en dag:

Hey. Jeg ska’ fortælle dig noget, som jeg er sikker på, du bliver meget glad for at høre. Den 1. marts går jeg på pension.

Og jeg lover dig, at jeg jublede så højt, at folk ville tro, jeg havde vundet i Lotto. Intet i verden glæder mig så meget som at høre, at min mor endelig kan få lov at trække stikket ud og holde fri fra arbejdsmarkedet, hvor hun, rent ud sagt, har knoklet røven ud af bukserne i årevis. Hendes forkrøblede hænder og knagende hofter bærer tydeligt præg af det og vi har i nogle år spurgt hende, om hun ikke var interesseret i at drosle lidt ned, men sådan noget spør’ man ikke mor om, hvis man ikke kan tåle at høre svaret, for hun kunne forlængst være gået på pension, hvis hun ville.

Det ville hun bare ikke. Ikke før finansgrisen gryntede så højt på hendes arbejdsplads, at hun så inderligt blev bedt om at tage den pension, så man undgik en fyring.

Imorgen rammer det hende, men forhåbentlig bliver det på en lige så fin måde, som foråret gør det i vores kalender. Bevidstheden om, at den er der, er rigeligt til, at der kan ses igennem fingrene med, at det måske ikke lige er det kønneste maleri – til at begynde med. Men det kommer, det kommer…

Arbejdsweekenden er afsluttet og nu venter der en times tid i ensom majestæt, inden Kevin gør sin entré. Det passer som hånd i handske, når min krop insisterer på at komme ned i gear. Og det kommer den.

Det gjorde den også igår, da jeg kørte mod nabobyen og hjem til ham, som får mit hjerte til at banke. Vel indenfor døren blev jeg installeret (læs=beordret) i sofaen med kaffe, TV og hækletøj og så gav han sig ellers til at svinge rundt med potter og pander for at fremtrylle en aldeles lækker middag til to … altså da han var færdig med at kysse og kramme og sludre lidt om dagen, der var gået. Og den der sene dessert; den taler vi ikke om her, vel…

For fanden, jeg føler mig heldig med den papegøje ;-)

På vej til apoteket, hvor jeg skulle købe penicillin til mit ømme ansigt, passerede jeg hele to gange byens bedste garnpusher og når jeg gør regnestykket op, så kan jeg godt se det tossede i det:

Ny opskrift + fredagstid = lysten til indkøb af nyt garn i samme farve, som bloggens baggrund

Jeg har så meget garn i forvejen og burde bruge løs af det, for at gøre plads til nyt og spændende, men hey; jeg trænger jo lige netop til sol og forår og så har bla. den gule farve printet sig fast på mit øjeæble som en mulighed, jeg vil kunne li’ at svinge rundt om halsen. Men vil du tænke dig; jeg gik lige forbi butikken begge gange, uden at gå ind og hilse på!

…

Men imellem dig og mig, så har jeg endda en tredje mulighed for at falde i, for om lidt kommer brandmanden tilbage efter sin løbetur og styrketræning og så smutter vi en tur ind til centrum for at gå på Konditori og ose i butikker. Måske kan jeg være standhaftig igen.

Måske ikke…

Fredag morgen byder på et ansigt, der engang har set kønnere ud. Venstre kind og kæbe er hævet, ømt og varmt og hovedet er noget nær tæt på at eksplodere pga. et tryk indefra. Brandmanden er elendig, fordi han intet kan gøre for at (af)hjælpe, men vi ved jo begge, at det eneste der kan hjælpe, er et telefonopkald til kvinden bag “værket” – tandlægen.

Nu har jeg fået en aftale i stand og senere i formiddag ligger jeg så i stolen igen.

Noget må der gøres, så jeg kan gå igennem weekendens strabadser uden at rive hovedet af Gud og hvermand, som naturligvis ikke kan gøre for, at jeg har smerter og ubehag, men hvorom alting er, så har jeg heldigvis fået humøret tilbage, efter et par dage med et mindre dyk. Man kan vænne sig til meget, som min datter sagde igår, og hun mener, jeg er én af den slags mennesker, som bider smerte i mig og først reagerer, når den virkelig rykker igennem. Jeg tror… nej, ved… at hun har irriterende ret, det lille rivejern.

Fotos lånt hos Knitpicks

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, for selvfølgelig synes jeg det er skidesynd for mig og så må der trøsteshopping til. Liselotte henledte, her til morgen, min opmærksomhed på et fint lille stykke strik, som jeg fik lyst til at afprøve, og det gik stærkt, da jeg klikkede på den billige opskrift.

Og så elsker jeg iøvrigt bolsjestriber. Helt vildt endda!

- men efter at have set det her, kan det godt falde mig lidt svært. Det er til gengæld ikke spor svært at sætte sig til at skrupgrine, for det er sgu da komisk altså…

Vejrguderne advarede om den usynlige/sorte is idag og jeg skal da lige love for den kom!

Vi har skøjtet rundt på usynligt is i Holstebro idag og mange har enten været nede at ligge eller været ustyrlig tæt på. Indtil videre har jeg dog heldigvis ikke hørt om brækkede lemmer, men aldrig har jeg oplevet noget mere ulækkert føre at vandre rundt i og så vil jeg til enhver tid foretrække sneen, hvis det ikke kan være anderledes.

Men nu er jeg hjemme i sikkerhed igen. Lettere slukøret fordi jeg ikke får den ferie, jeg så grusomt har behov for, så jeg kan se frem til at skulle pukle indtil uge 27, hvor der kan bevilges en enkelt uge. Der er saftsusemig længe til og det er meget tæt på, det er en mavepumper af de grimme, men som altid er jeg nødt til at tage optimisten under armen og vandre derud af – så bliver der nemlig lidt flere penge at rutte med, når dagene skal udbetales.

Er der nogen der har en stiv whisky til kaffen? Jeg trænger sgu ærlig talt…

Klokken syv minutter over fire vågnede jeg med følelsen af, ikke at kunne sove længere, og sådan har jeg haft det de sidste morgener.

Senest halv fem har jeg været ude af fjerene og hvad der tricker mig til det, kan jeg kun gisne om. Måske en mund fuld af smerte, måske en alt for let nattesøvn, måske et savn efter at have kæresten ved min side, måske fordi jeg er gået ukristelig tidligt i seng de dage, hvor han ikke har været her… måske en blanding af det hele. Men det gør nu ikke noget for med smertestillende i kroppen, nybrygget kaffe i koppen og radioen der spiller Kashmir, så går alt pludselig som en leg.

Jeg kommer i tanke om, at jeg skal have ordnet den, indtil videre, sidste tand idag, at jeg har tidligt fri og at kæresten kommer senere og puster, kysser og krammer og pludselig er der da slet ingen ende på lykkeligheden, her, tidligt om morgenen…

Jeg sidder i min dybe sofa og hygger med kaffen og et gammelt program fra 1996 på DR-K. Måske kan du huske det, hvis jeg siger Marathon?

Peter Øvig Knudsen er hjemme hos et kendt menneske for at tilbringe 24 timer med vedkommende. Det kommer der dybsindige samtaler ud af og det gør der i særdeleshed også ligenu, hvor han besøger Tine Bryld og det får mig til at tænke på, at det kunne være morsomt og utrolig givende, hvis jeg en dag gjorde det samme med en håndfuld mennesker, som jeg ikke nødvendigvis deler holdninger med. Endsige bryder mig synderligt meget om.

Sikke samtaler der kunne udspille sig og sikke en masse spørgsmål, jeg ville have masser af tid til at stille og få uddybet. Måske ville jeg endda blive klogere og det er slet ikke så tosset endda. Klogere på mig selv og på de mennesker, jeg har været vågen med. Det kunne egentlig være ret fedt…

Ja ja, det er jo altså mig, siger brandmanden – og jeg er pjevset idag. Jeg har ondt som i rigtig ondt!

Når dét så er sagt, så har min fornuft vundet over min pligt- og ansvarsfølelse og jeg har meldt mig syg på jobbet. Det her kommer til at kræve en dag i sofaen med et varmt tæppe om kroppen, kaffen med et chokoladetvist indenfor rækkevidde og en surftur på den bærbare. Jeg holder skansen med de smertestillende og sørger for at tage dem med et bestemt antal timers interval for ikke at få et grimt dyk og så går det nok. Det bestemmer jeg mig ihvertfald for, at det skal.

Jeg lader mig inspirere af solen på den blå himmel og af alverdens kreative kvinder rundt omkring på nettet. Jeg forelsker mig gang på gang på gang i strik og snit og oplever som sædvanligt gnieren komme op i mig, når der skal betales ved kasse 1, når alt jeg ønsker mig, er et stykke papir i hånden. Og så gennemgår jeg andre muligheder og smukke sager og minder mig selv om, at jeg kun har to hænder, som ikke altid gider at beskæftige sig med håndarbejdet.

Drømme gør jeg også og for lidt siden gjorde jeg det med brandmanden.

Jeg finder billeder, som jeg viser ham, og på den måde finder vi frem til, hvad vi hver især kan li’ ved bolig og indretning og forbavsende nok, så finder vi lynhurtigt den samme tangent at spille på. Og så har han pludselig en imaginær hammer i hånden og er gået igang med at bygge til- og om.

En skønne dag, så…