Mærket
Vi ser dem være på job, imens vi selv er det – betjentene, hundene og også de dykkere, som ligenu er på jagt efter et mordvåben, muligvis dumpet i den å, der løber igennem vores by. Vi ser blodet, blomsterne og lysene, mærker utrygheden og angsten og en stille rislen nedad ryggen, for “hvad nu hvis” og “der er galninge nok til“.
Holstebro er nærmest en soveby i forhold til KBH, så naturligvis er vi mærkede, når her sker et mord. Så samles vi, hjælper alt det vi kan (om det så er politiet eller hinanden) og vi taler meget, når nu det ikke er hverdagskost. Stemningen er en smule trykket, for vi har vores gang i lige præcis dén gård hver eneste dag, også tidligt om morgenen når det er mørkt, og derfor er der ikke så langt fra de små gys, til det store forkromede rolige overblik.
Men alle som én har øjnene med sig i disse dage. Ikke pga. angsten for selv at blive stukket ned, men nærmere for at lede efter det mordvåben, så vi kan få sagen afsluttet. Den er derude et sted, vi skal bare lige finde den…
lør. 30 jan. 2010 kl. 16.36
Du godeste kære Anita. Sidder du der og fortæller mig at du bor lige i nærheden af stedet?? Nu må jeg så lige på banen og sige at jeg håber I får talt det hele godt i gennem, hvilket du jo også netop skriver at I gør. Jeg er så glad for at der har vist sig støtte til den herre der i første omgang blev anholdt, for er der noget der må være sværere end at komme tilbage til hjemmet igen, og så er man stemplet? Nej så er det godt at naboerne er fornuftige. Hvis altså alt er som det er fortalt i tv.. Det kan man jo alrig helt vide.
Jeg sender snelørdagsknus her fra Kbh hvor der jo i sidste uge blev fanget en bankrøver lige uden for mit vindue. Ja kom ikke og sig at der ikke sker ting og sager i lille Danmark. Desværre kunne vi godt være det foruden ik..
Mange kærlige og forelskede hilsener fra Henriette.
Vi er nemlig helt sprunget ud igen, og nu blomstrer kærligheden igen for fuldt kraft. Det er så dejligt;)
Jeg nyder at læse om jeres oplevelser sammen, og glæder mig over at kjærsten er faldet så godt i hak med ungerne og drengene på farmen. Her slutter lidt sludder og sladder fra mig, for det er så længe siden jeg har skrevet.
Henriette :))))
lør. 30 jan. 2010 kl. 16.40
FORresten søde… glemte lige at sige at som du beskriver dit hjem, er det præcis som jeg har forestillet mig, især fordi dit hjem jo ligner dig :) Altså igen som jeg jo forestiller mig.
Ergo en kvinde og et hjem der i den grad er eet. Der er lidt af det hele og meget af menneskevarme er jeg sikker på.
Kh Henriette
lør. 30 jan. 2010 kl. 17.38
Verden er a’lave :-(
søn. 31 jan. 2010 kl. 14.18
Henriette – allerførst vil jeg lige sige, at det er en anden sag du tænker på (tror jeg), for den du nævner stammer fra Herning og jeg bor i Holstebro.
Det drejer sig om den sagsbehandler der blev stukket ned for få dage siden i vores by og i netop dén gård hvor det skete, har jeg og nogle af mine kolleger vores gang dagligt. Så heldigvis (trods alt) er det ikke tæt på mit hjem :-)
Jeg er glad for at høre, at I blomstrer. Det gør jeg også og endda så meget, at jeg ikke har fået meget søvn i nat og derfor må snuppe mig en lille lur nu, inden Kevin kommer hjem ;-D
Fivetosix – det ska’ jeg dælme lige love for den er. Det er skræmmende…
man. 1 feb. 2010 kl. 02.19
Det må simpelthen bare føles forfærdeligt at have det SÅ tæt på. Jeg synes at læse om det i medierne og se det i TV er så længe rigeligt :(
man. 1 feb. 2010 kl. 09.33
Tina – der er for mange detaljer, jeg helst ville undvære at have hørt, må jeg indrømme. Det gør det ikke lettere at skulle være på stedet fremover, men før eller siden kommer vi jo videre. Det værste skal bare lige lægge sig…
ons. 10 mar. 2010 kl. 20.07
[...] smelte og græsplænerne til at blive syregrønne igen og så sker det fantastiske, at det mulige drabsvåben endelig er [...]