Kender du typen?

Jeg elsker at være med på en kigger, når TV’et åbner op for programmet af samme navn som overskriften her. Det er spændende at se, hvordan andre mennesker bor og så er jeg egentlig ligeglad med, om de er kendte eller ej. Kan jeg hive nogle inspirationer med mig eller kan jeg “lure dem af”, blot ved at kigge mig lidt rundt, så er jeg glad.

Men hver gang jeg kigger med fra sofaen, så tænker jeg på, hvordan de egentlig ville typebestemme mig…

Jeg kan virkelig godt li’ at have et opryddet og rent hjem, men alligevel finder man stabler rundt omkring hos mig, ledninger på gulvet, nullermænd hist og pist (og helt sikkert bag radiatorerne) og man finder rodet, som kun jeg selv kan hitte rede i. I mit hjem kan man både finde hundedyre mærker og billige Nettofund, man kan finde pladderromantik og benhård heavy-metal, man kan finde sommerhusstemning og begyndelsen på en losseplads og man kan helt sikkert finde kontraster, overalt, hvor øjet end rækker.

I mit køleskab kan man (når det er fyldt) f.eks. finde billigt pålæg, alt for dyr fransk boblevand, billigt smør og dyrt smør, australsk dyrt kødkvæg, billige røde pølser, en dåse færdigret og noget hokus-pokus svampedrik. Man kan også finde det nærmest rungende tomt, men det sker dog ikke så tit.

Som type er jeg bla. spontan, doven, energisk, afslappet, hyggefrans, ukoncentreret, ildsjæl og livsnyder og det er egenskaber, som umiddelbart kan være svære at kombinere, men som alligevel indgår i min hverdag. Det er ikke sikkert, eksperterne kunne sætte én bestemt type op på min person, men det kunne alligevel være sjovt at prøve…

  1. Heidi siger:

    Det eneste man med sikkerhed IKKE finder hjemme hos dig, er en lampe i entréen. ;o) Men jeg er også helt vild med udsendelsen. Dog kunne jeg ikke finde nogen inspiration fra Sussi og Leo’s hjem. ;o)

  2. Annette siger:

    Jeg er også en ivrig seer af de programmer, og synes det kunne være vildt sjovt selv at blive analyseret :o)
    Og det er nok de færreste, der helt kan sættes i bås. Eksperterne bliver jo også tit overraskede i de kendtes hjem, og det bekræfter jo bare, at de fleste hele mennesker er komplicerede og sammensatte personligheder.
    Jeg ser sjældent programmerne “live”, men ser det på net-TV, når det passer mig – så, Heidi, der afslørede du lige “facit” på et af de programmer, jeg ikke har set ;o)

  3. Vita siger:

    Åh jeg elsker også at glo med. Og jeg elskede at være med på en kigger hjemme hos Master Fatman.
    En ting er sikkert her. Vi bor bestemt ikke som mange andre på vores alder. Vi har en masse IKEA-bras, ABC-reoler, gulvtæpper og 90% af det der hænger på vores vægge er noget nogle nære og kære har lavet. Og noget af det nærmer sig brølende kronhjort. Men vi elsker det!
    Kender du det med at komme besøg hos nogen hvor man i indretningen overhovedet ikke fornemmer…noget som helst. Det er SÅ trist og kan gøre mig deprimeret. Så heller dem der lever i et inferno af bøger, gamle ostemadder, vasketøj og den slags.
    Jeg kigger også altid ind ad folks vinduer når jeg går forbi og der er lys. Jeg kan bare ikke lade være. Altså jeg GLOR ikke, kan bare ikke lade være at lade øjene løbe….

  4. Anita siger:

    Heidi – nix, hvad skal man dog med lys, når man kan ha’ det meget sjovere med at famle sig frem :-D

    Annette – du er ikke gået glip af noget, hvis jeg må være så fri. De boede aldeles rædsomt, set med mine øjne ;-)

    Vita – jeg tror der er skidehyggeligt hos Jer! Masser af personlighed og lige netop dét, som gør et hjem levende :-)

  5. Annette siger:

    Det tror jeg gerne, Anita ;o)

  6. Deborah siger:

    Det var et program, jeg også holdt meget af og af alle de grunde, du også nævner. Mén jeg er rigtig, rigtig ked af, det ikke er med de oprindelige værter. For mig var mere end halvdelen Christine Feldthaus, som åbenbart ikke er der mere. Jeg HADER når de skifter værterne ud. Er det bare mig??

  7. Anita siger:

    Deborah – jeg er egentlig ret godt tilfreds med, at der er blevet luftet lidt ud, må jeg sige. Og så har jeg vist ikke sagt for meget ;-)

  8. Nille siger:

    Det er vel kun at tage som en kompliment, hvis man ikke lige ender i en kasse… vore liv har gennemgået forskellige faser af ungdom og voksenhed; store og små begivenheder, som vi mindes – og vores karaktertræk!

    Mit hjem ville sikkert give dem grå hår i hovedet – og so what? Det er jeg kun glad for! :-)

  9. Anita siger:

    Jeg ville også tage det som en kompliment :-)

  10. Pia siger:

    Åh ja, det er et rigtig godt snageprogram, og jeg er ivrig seer hver gang. Jeg elsker at se hvordan andre indretter sig og har det lidt lige som dig. Mit hjem er også lidt dyrt og lidt netto i skøn blanding.
    Gad vide hvad det siger om os ;o)
    God lørdag til dig.

  11. Anita siger:

    Pia – tusind tak og rigtig god lørdag til dig :-)

Hvad har du på hjerte?