Mærket
Vi ser dem være på job, imens vi selv er det – betjentene, hundene og også de dykkere, som ligenu er på jagt efter et mordvåben, muligvis dumpet i den å, der løber igennem vores by. Vi ser blodet, blomsterne og lysene, mærker utrygheden og angsten og en stille rislen nedad ryggen, for “hvad nu hvis” og “der er galninge nok til“.
Holstebro er nærmest en soveby i forhold til KBH, så naturligvis er vi mærkede, når her sker et mord. Så samles vi, hjælper alt det vi kan (om det så er politiet eller hinanden) og vi taler meget, når nu det ikke er hverdagskost. Stemningen er en smule trykket, for vi har vores gang i lige præcis dén gård hver eneste dag, også tidligt om morgenen når det er mørkt, og derfor er der ikke så langt fra de små gys, til det store forkromede rolige overblik.
Men alle som én har øjnene med sig i disse dage. Ikke pga. angsten for selv at blive stukket ned, men nærmere for at lede efter det mordvåben, så vi kan få sagen afsluttet. Den er derude et sted, vi skal bare lige finde den…

























