- du ved, dem man gerne slår et smut forbi ved årets afslutning, hvis man har hang til nostalgi; dem har jeg allerede taget. Der har været mange af dem, mest gode, men naturligvis har jeg også tænkt på de stunder, hvor jeg skrabede bunden for så at dukke op til overfladen igen for at takke Gud og hver mand – og ikke mindst mig selv – for i sidste ende har det altid været mig selv, der har skullet gøre fodarbejdet for at nå til en happy ending. Og det har jeg så gjort.

Facit er nu, at jeg går ud af 2009 med en følelse af, at være verdens lykkeligste kvinde, og det er overhovedet slet ikke så tosset igen. Det er faktisk så fantastisk, at jeg næsten vil kalde det et under, for det havde jeg ærlig talt ikke troet, da januar startede og jeg trissede rundt i en smule selvynk. Nu har jeg en skøn kæreste, et dejligt job og børnene er glade og tilpasse, så jeg mener det af hele mit hjerte, når jeg siger, at jeg ikke behøver mere nu. Jeg har uendelig meget mere, end jeg nogensinde kunne komme i tanke om at forlange.

Det er meget meget stort for mig og jeg er dybt taknemmelig!

Klokken 24.00 kan man finde mig med jordens største smil i ansigtet, omgivet af mine kære, og med en viden om, at 2010 vil blive et helt specielt år for vores familie. Det er dér fremtiden starter…

Tusind tak for i år. Må du komme godt ind i det nye og dugfriske og så ses vi igen på den anden side. Pas godt på børnene derude :-)

Rigtig Godt Nytår

Den ene dag tager den anden, imens der tegnes og fortælles i varme stuer. Hhv. min egen og kærestens, alt efter hvilken by vi befinder os i. Vi lærer hinanden at kende, indimellem de ord som nødvendigvis må siges i tide og utide så vi kan få lettet lidt på forelskelsestrykket, og hvor meget vi end prøver, så kan vi ikke umiddelbart finde negative træk.

Måske burde jeg skrive – endnu – men hvorfor sku’ jeg?

Vi forsøger at tage én dag ad gangen, men har forlængst konkluderet, at vi kommer til at skulle trækkes med hinanden fremover. Det kan ikke være anderledes, for når vi ser hinanden i øjnene, sker der ting og sager, som ingen af os har ord til at beskrive. Vi har begge en fornemmelse af noget, der er større, end vi helt kan forstå, så vi kan ligeså godt læne os tilbage og lade os opsluge. Og selvfølgelig vil vi det. Vi vil det så uendelig meget!

Når vi for én gangs skyld bevæger os udenfor boblen, er vi i selskab med andre.

Vi har hver især nogle mennesker, som vi gerne vil præsentere for den anden part og indtil videre må jeg sige, at han har været ualmindelig god til at vælge sine venner med omhu. Forleden aften var jeg i sådan et selskab, hvor man kan slappe helt af og være sig selv fra første sekund. Sådan noget kan mærkes på den måde, hvorpå der bliver hilst og budt velkommen. For ikke at tale om jargonen. Dét selskab kommer jeg til at elske at være i. Det véd jeg.

Igår havde han holdt mig ud i en måned. Han mener dog, det var mig som havde holdt ham ud og sådan kan vi hurtigt blive uenige om de små ting. Ordene rækker ikke altid langt nok og så nøjes vi med at se alt det usagte i hinandens øjne.

Idag holder vi stadig hinanden ud og som prikken over i’et smutter vi til den årlige julefrokost hos mor, hvor resten af den pukkelryggede også vil være. Der skal spises, snakkes i ét væk og der skal grines, så vi ikke ved, om mavekramperne stammer fra dét eller fra maden. Sådan som det plejer at være og som jeg glæder mig allermest til.

Jeg håber din onsdag må blive ligeså dejlig, som jeg ka’ mærke, min bliver :-)

Jeg ku’ sagtens vænne mig til at slænge mig i sofaen, imens kæresten laver god mad i køkkenet. Uhmm…

Søndag morgen starter som alle andre morgener i ugen; jeg rækker ud efter kæresten, får fat i hans hånd, klemmer den og snart efter putter jeg mig ind til ham. Blir’ helt væk i de stærke arme og fnyser let, når brysthårene kildrer min næse. Så purrer han op i mit strittende troldehår og klemmer al luft ud af mig, imens han hvisker søde ord i mit øre. De ord, som får det til at suge i maven og risle frydefuldt nedad rygsøjlen. Ord som får mig til at føle mig som den heldigste kvinde i verden og som bestyrker min viden om, at jeg har fundet mit hjertes udkårne.

Sådan ligger vi længe – hvis dagen da ellers står åben og fri til det – og jeg er aldrig i tvivl om, at jeg kommer til at vågne på denne måde mange mange morgener fremover. Og jeg elsker tanken helt ind til benet.

Nu har vi imidlertid løsrevet os fra hinanden. Uden mad og drikke duer helten ikke og hvor gerne vi end vil, så kan vi altså ikke overleve på Kærlighed og Kildevand…

Lørdag aften foregår på langs i kærestens sofa.

Andet orker jeg simpelthen ikke efter nogle dage med hhv. arbejde, juleaften med familien, masser af lækkert mad og socialt samvær med mennesker, jeg aldrig har set før. Men det har jeg nu og sikke nogle helt igennem smukke hjertevarme mennesker, jeg har lært at kende. Dem kommer jeg heldigvis til at se meget mere til fremover, da det er kærestens familie det drejer sig om, og det mener jeg helt klart, der er mit held. De kender iøvrigt min far så glimrende, så jeg har et fint forspring på kontoen med pluspoint ;-)

Sikke nogle krammere og skønne nye bekendtskaber, jeg har fået. Jeg er så overvældet af indtryk, at jeg helt er gået i stå på bloggen,  men mon ikke en søndag uden de mindste planer kan få tungen lidt mere på gled…

Pga. min momentane sindssyge, har det været så som så med at følge med på mine favoritblogs i de forgangne uger. Jeg har elsket noget så dejligt, har arbejdet nærmest konstant og skal også arbejde de næste to fredfyldte juledage, men så drysser nogle fridage også ned i min overbebyrdede turban.

Men de her julekort… de fik jo aldrig nogensinde set dagens lys i år. Det samme med julestemningen. Der skete bare noget som gjorde, at december fløj forbi min næse uden jeg greb fat om den og tog den til mig, ganske som jeg plejer, og det er altså lidt for galt. Ihvertfald når jeg mærker efter langt nede i maven.

Jeg kommer til at springe over det lave gærde og ønske alle en Rigtig Glædelig Jul på denne her måde og det er bestemt ikke mindre velment, selvom det kommer ud på bloggen – vær sikker og vis på det. Må du stornyde de kommende dage med hele dit bankende julehjerte og pas rigtig godt på dig selv og dine kære.

Lad julefreden sænke sig…

- at yngstebarnet jubler JUHUUU, når han hører, at brandmanden er på vej…

- om jeg er vild med det, men sneen er SÅ meget kommet til byen og alle sejler, mere eller mindre, rundt i deres firhjulede rulleskøjter på vejbaner af brun sæbe. Jeg selv inklusiv. Men det går ganske stille og roligt og vi kommer frem, hvor vi skal.

Jeg skal dog være den første til at indrømme, at jeg ånder lettet op, når bilen køres i garagen og jeg ikke skal bruge den mere.

Nu er vi hjemme i sikre omgivelser og brandmanden støder til om nogle timer.

Det skal udnyttes, så jeg har tænkt mig at flade ud i sofaen med Nynne på DVD’en. Hende gider han nemlig ikke se. Omvendt gider jeg ikke så meget den julegave, jeg har fået af jobbet. Den passer tilgengæld langt bedre til hans stil og sådan er der igen en lille spøjs forskel på os.

Men jeg er stadig bindegal vild med den mand. Jeg har da aldrig nogensinde været så ør i bolden pga. et menneske, men én gang skal jo være den første. Han har tilgengæld ikke været den første til at kalde mig skrupskør ;-)

Mandagen bragte en masse frihed med sig. Det var tiltrængt at slænge i sofaen og sludre med kæresten, men det var i dén grad også tiltrængt at komme ud i den bidende kulde, for ikke at gå helt i ét med sofaen. Og det dér…

Ænder og måger var skrupsultne, så det passede perfekt med vores lyst til at spadsere en tur rundt om søerne med lidt brød i posen.

Fornøjelsen varede dog ikke mere end en times tid. Det var lige nøjagtigt den tid, vi kunne holde til Kong Frost, der nev os så hårdt i ørerne, som havde vi været nogle uartige bæster.

Men der var smukt og parken er vel egentlig det eneste sted i byen, som bærer frosten allerfinest, for alle andre steder er det småsjappet og gråt. DMI truer med mere sne og julestemning imorgen, men jeg vil se det, før jeg tror det.

Vel indenfor i varmen igen, var der ikke langt fra tanke til handling, da jeg kom i lag med idéen om en chokoladekage. Den blev bagt og siden stillet til side, for i mellemtiden havde min telefon ringet med et tilbud om en kop kaffe på Farmen i aften.

Jeg tror snildt, de kan klare en syndig mundfuld derude…