Jeg er ikke blevet hellig på nogen måde, men jeg fandt roen for lidt siden, da jeg sad bænket i en kirke, der var fyldt til bristepunktet.

… og han kom og fjernede mørkets magt og lod lyset trænge igennem…

Jeg nikkede, så man ikke kunne se det og jeg mærkede mit hjerte slog kolbøtter, da minikonfirmanderne bar lys ind på denne første søndag i advent. Jeg er så nem at røre – og jeg fik min syndsforladelse. Nu kan jeg starte på en frisk.

Rigtig god søndag til dig :-)

Der er noget fedt over at lægge makeup på en mand, det er der altså, men det er yderst sjældent, man får lov. Det fik jeg heldigvis idag og det gik ikke stille af sig, for nok kan han være en pudderdåse af kaliber, men når han så også får den i ansigtet, så sker der en markant forandring med den mand, som i årevis har spillet med i lokalrevyerne og har givet den som alverdens forskellige fruentimmere.

For fanden, hvor har jeg grinet min røv i laser, da han gav den som Pawla idag…

I anledning af julefrokost, fik han syet Bette Tisseleif på sin kærestes bukser…

… og inden jeg kørte, lovede jeg ham, at han ville blive foreviget på den store stygge blog, hvis resultatet idag blev tilfredsstillende og tænk – det er første gang jeg skal høre mig selv sige, at det er noget PIS, han er bøsse :-D

Den sidste uge husker jeg knapt. Hjernen har spillet mig et puds og jeg har ligget så meget vandret, at der kun skal én ordre mere til; så enten skriger- eller tuder jeg. Kroppen har smidt 3½ kg. fra sig på denne ene uge og bortset fra, at det nok ikke ligefrem er gjort på den sundeste måde, så er det alligevel tiltrængt.

Den har, i sandhed, kørt på højtryk og jeg har givet alt, hvad jeg har i mig, men nu er det på tide at trække stikket ud og trække vejret lidt igen. Nu er det weekend, jeg har aflyst aftaler og bibeholdt andre og sådan må det være. Jeg har gjort dét, som føles allermest rigtigt for mig.

Imorgen drager jeg en tur på Farmen, hvor der er brug for mig. Der skal lægges makeup på en mand, der er så smuk i sig selv, at en enkelt streg med en eyeliner kan få ham til at ligne en milion.

Jeg har været der med make-up’en før…

Det er sådan noget, jeg helt generelt synes, der er pisseuretfærdigt som kvinde. Simpelthen! Men jeg har også brug for drengene derude, for der skal læsses af og spilles bold op ad brede skuldre og sådan laver vi en uudtalt byttehandel. Jeg elsker, at jeg har adgang til brede skuldre…

Rigtig god weekend til dig. Min starter – nu :-)

Nå men, så skete der jo dét, at det lille vidunder endelig kom til verden. Jeg vågnede op til en SMS, som gjorde mig ellevild og fik mig til at slå glukkerne op på vid gab, hvorefter jeg fór ud og råbte TILLYKKE!

Og jeg vidste, det ville blive en go’ dag. Og det gjorde det. Og den blev lang.

Nu sidder jeg her klokken snart-putte-under-dynen og føler mig mere “blæst i hovedet”, end da jeg vågnede imorges. Min personlige brystholder og rådgiver mener, jeg totalt har tabt kontrollen på den fede måde (han må være sadist) og jeg har tendens til at give ham ret.  Og jeg ved heller ikke, om jeg elsker eller hader det, men tabt; dét er den ihvertfald og jeg er overhovedet ikke i stand til at hanke op i den, så jeg må leve med, at jeg render rundt med hovedet under armen lidt endnu. Bare til de værste bølger løjer af og så sænker julefreden sig vel og alt det dér og der blir’ ro og fred i lille Danevang. Eller i det mindste bare her hos mig.

Indtil det sker, så degraderer jeg mig selv til at være periodeblogger ;-)

- og det gør jeg, fordi jeg venter spændt. Venter på et lille nyt menneskes ankomst :-)

Goddag, du taler med XXX fra XXX. Vi er igang med at foretage en analyse af… er det noget du kunne være interesseret i at medvirke i?

NEJ, nej og atter nej! Og Gud hvor ville jeg ønske, at mit første opkald på den spritnye mobil havde været en smule mere interessant.

PS. den er ellers ret lækker og passer perfekt til mit behov, hvilket IKKE inkluderer rundspørgeanalysefirmaer med kvindelige puttepattepigestemmer ;-)

Når jeg har en millionmillard tanker, som fræser rundt i styrhuset, så gør det godt at lette lidt på låget for at udligne trykket, men det er selvsagt ikke til hvem som helst, jeg kan gøre det, da det involverer andre mennesker, som ikke har bedt om at komme i søgelyset med spotlight på.

Bloggen ville ellers have været en god ventil, for her er der rigelig mulighed for feedback, hvis jeg efterlyser den. Det kunne også være en statusopdatering på min Facebookprofil, som rammende kan beskrive min sindstilstand og på den måde kommer der som regel også feedback. Enten i form af kommentarer eller via email. Ingen af de nævnte steder er dog helt ideelle, så jeg er nødt til at dele mit overtryk på anden vis og dér har jeg fundet en genial mulighed, jeg ikke havde troet ville kunne lade sig gøre, for bare et halvt år siden.

En kommentator på min blog har lukket mig ind i et lille hjørne af sit liv og har givet mig lov til at sparre og tale, alt det jeg orker, og det var lige netop dét, jeg havde brug for. Hold da op, som det lettede…

Ører, hoved og hals har været ømme de sidste dage og søndagen er nærmest sovet væk, men det har hjulpet. Lidt.

Og så har der været følelsesmæssige op- og nedture. Jeg har erfaret, at jeg ikke har det berømte mod til at springe ud fra kærlighedens 10-meter vippe med lukkede øjne og jeg kan endnu ikke finde ud af at åbne dem. Øjnene altså. Eller også vil jeg bare ikke med “hvem som helst“. Måske er der endda nogle oldgamle følelser som spænder ben… og et brændt barn og sådan.

Det får mig til at blive stille, men jeg er ved godt mod, trods alt. Der skal noget mere til at spænde ben for livsglæden ;-)

Hold da så op for en fest vi havde i aftes, hvor Kevin spontant knækkede sammen med et maveonde på størrelse med al det vand, der piskede ud af hans små øjne. Der var rigtig meget lyd på og han er ellers ikke det barn, der klager sig for det mindste, så jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvor mange pinsler han dealede med.

Efter at have krydstjekket, at det ikke var i samme side som blindtarmsbetændelsen viser sig, ringede jeg til vagtlægen som ordinerede ét styk voksenpanodil og en god varm dyne og dét hjalp efter en times tid. Det skulle antageligt være en form for kolik og hvis det var tilfældet, så forstår jeg fint, at de kære små græder i én uendelighed, for det gjorde min dreng på 9 år virkelig også. For pokker da, hvor blev jeg forskrækket! Det var modbydeligt at se sit barn på den måde – med tårerne løbende nedad kinderne, når han forsøgte at rejse sig for at gå. Det lykkedes ikke, før det hele var ovre igen og så har man fandme ondt, hvis man ikke kan stå på sine ben, vil jeg mene.

Idag er han kun øm i samme side som maveondet var, men er ellers nogenlunde frisk igen. Lidt træt, lidt klatøjet efter gråden, men ved godt mod og glæder sig til at holde weekend med sin far. Nu skal moderen bare lige have lagt den sidste bekymringsrest fra sig, så er hun også med igen…