Kender du det; du føler ikke for at røre så meget som en lillefinger af træthed og det bliver ihvertfald ikke hjemmet, som får dine allersidste kræfter. Det eneste du tænker på, er, at smide dig på sofaen og lukke øjnene eller smutte under dynen og sove fem kvarter i timen.

Sådan havde jeg det allerede kl. 13. En time før jeg fik fri. Klokken 18 var det helt galt og jeg var ved at gå i gulvet af kvalme og utilpashed og jeg tror endda, jeg kom til at snerre af min Farmer-ven, da vi talte i telefon, men jeg ved, han kan tåle det og så må jeg tage drillerierne på mig. “Kort lunte“, “du blir’ nok hurtigt sur” og det dér… men vi kommer over det. Selvfølgelig gør vi det.

Men pludselig tog noget ved mig og jeg gik i krig med alt dét, jeg ikke orkede at beskæftige mig med og bagefter var det så jeg sad med en pæn portion forbløffelse og selvtilfredshed og nu klapper jeg så mig selv på skulderen. Nå ja, der er jo ikke andre der gør det, så det… ;-)

Imorgen er jeg klar til næste etape – vasketøjet – men efter det, venter der en lang og dejlig lørdag i selskab med gode venner på landet. Lørdagsmiddagen er flyttet ud hvor kragerne vender og kommer til at bestå af Foie Gras som forret, oksekød med en speciel kold kartoffelsalat som hovedret og til dessert taler vi italiensk, når Tiramisuen kommer på bordet. Ihvertfald vil Kevin komme til at sige Uhmm adskillige gange, for han er vild med det!

Lønforhandlingen lader jeg ligge til næste uge, for på søndag skal jeg have forberedt mig til at tage godt imod den brandmand, som skal følge mig i mit job. Min chef mener, han er yderst sympatisk og hvad jeg så skal lægge i det, plus glimtet i hendes øjne, er vist helt op til mig selv.

Nu vil jeg lægge en farlig masse kærlighed i den kop kaffe, jeg aldrig i mit liv har trængt så meget til, som nu ;-)

Så er det blevet tid til at forhandle løn og det giver mig hovedbrud.

Jeg kan sagtens finde flere punkter, hvor jeg synes jeg burde honoreres mere for min indsats, end jeg i forvejen gør, men at skulle sætte pris på sig selv er faktisk mere svært, end man umiddelbart skulle tro. Hvad koster det at være fleksibel til fingerspidserne? Hvad koster det at blive beskidt? Hvad koster det at have en specialfunktion?

Det er bare nogle få af mine spørgsmål til mig selv og jeg synes ved Gud ikke, det er let. Jeg skal ikke være for billig og heller ikke for dyr. Jeg skal sørge for at have noget med til forhandlingen, som der kan… ja, forhandles på, og grundlaget skal være så sikkert, at jeg til enhver tid kan argumentere herfra og til evighed. Med skråsikkerhed!

… men indtil videre er det weekend. Hav en rigtig god én :-)

For et stykke tid siden købte jeg et armbånd, for at støtte alverdens forskellige bryster. De 25 kroner det kostede er ikke alverden og er, først og fremmest, godt givet ud, men jeg er ikke så sikker på, jeg ikke er en smule nærig, når det kommer til at skulle smide 600 kr. i samme pulje, for at få endnu et.

Uanset hvad, er jeg dybt forelsket i det armbånd, som Pandora har designet til samme formål *suk*

Jeg kender en lille fyr, som overhelehovedet ikke kan vente til næste torsdag ;-)

Kevin og jeg har lige kigget på hinanden og udbrudt i kor:

GUD, er klokken ikke mere!?

Vi føler begge. det snart er ved at være sengetid og vi kan slet ikke finde ud af, at det nu bliver så tidligt mørkt, at vi føler det har været aften i timevis. Han er heldigvis ikke plaget af en konstant træthed, men det er jeg og jeg må gøre noget. Ellers er jeg bange for, det ender med et dunkelt sind, inden vi skriver 1 december og det gider jeg absolut ikke, når nu det er relativ nemt at handle på det.

Imorgen, lige efter job, smutter jeg en tur i byen efter D-vitaminer og Enaxin. Førstnævnte skulle være godt, når nu solen ikke mere er her til at give mig energi, og sidstnævnte er en god gammel kending, som giver et boost af en anden dimension, jeg ikke kender magen til. Det er ren power på flaske. Sammenlagt burde medikamenterne forvandle mig til den gode gamle Anita, for denne her grå mus, som konstant skal sparke sig selv i røven for at komme i omdrejninger og bruge tændstikker til øjnene; hende kan jeg bare slet ikke kende.

Hokus Pokus Filiokus ;-)

Posten var her igår med Angora Silk Tweed og jeg er bestemt ikke blevet skuffet og som altid, når jeg får nyt garn hjem, tænker jeg i titusind forskellige sager, jeg kan bruge garnet til. Overblik ejer jeg ikke det fjerneste af, men det betyder ikke noget ligenu. Jeg har en trøje, som skal være færdig – når altså albuen gider samarbejde igen.

Den er gået i protest og lever sit eget liv for øjeblikket. Så ka’ jeg lære det ;-)

I eftermiddags kunne jeg igen trække vejret, efter at have strikket det kedeligste (og værste for albuen) i mit liv. Min voldsomme iver udgjorde drivkraften i arbejdet, så jeg kan få projektet færdigt og igen hoppe op på de tykkere pinde.

Jeg er altså ikke gode venner med alt fra 3½ og under.

Knipset igår eftermiddag

Om én centimeter og nogle få rette riller er selve trøjen færdig og så mangler blot ærmerne. Den får lige sidste nøk og så er det slut for idag. Sæt igang!

Jeg bryder ikke sammen og tilstår det, men siger det derimod med åben pande og mundvandet løbende; jeg er blevet fristet med et tilbud i Aldi, som jeg ikke har kunnet sige nej til, så jeg har købt et par dåser Foie Gras. De sidste to i butikken faktisk.

En ganske lille skive på et stykke ristet brød med sprød salat, eventuelt stænket med lidt citronsaft- eller olie, og du kan finde mig med et saligt smil på læben. Åhh, som det er godt.

Min svaghed for den spise, mange elsker at hade, blev grundlagt, da jeg var på hotelophold i Viborg. På Niels Bugges Kro blev det serveret som terrine med ristet brød og hjemmelavet æblegele og det var med ængstelige smagsløg, jeg tog den første bid. Kunne jeg mon li’ det, var det for fed og vammelt og ville min samvittighed overhovedet kunne bære det? Jeg sprang direkte ud i det og blev glædeligt overrasket. Samvittigheden blev en kort overgang sort som kul, med tanke for hvordan det fremstilles, men smagsløgene kvitterede på et øjeblik med at feje alle sorte skyer af banen og tilbage stod kun nydelseslydene. Jeg kunne- og kan li’ det.

I skrivende stund forsøger jeg at samle en lille bordfuld mennesker til på lørdag. Selvfølgelig er det begrænset, hvor mange vi kan være i mit lille “dukkehus”, men hvor der er hjerterum er der husrum og skal vi sidde på skødet af hinanden, så lever vi vist også med dét. Indtil videre kender jeg kun forrettens ordlyd, som bliver ovenstående, og resten kommer hen ad vejen, som jeg får kigget mig lidt omkring.

Om der er en anledning? Ikke det der ligner. Lysten er så rigeligt og faktisk var det kun et enkelt kig på de to dåser på billedet, som gav mig trangen til at gøre noget anderledes. Her i hjemmet er vi ikke forvænt med en 3-retters menu med fornemme lækkerier, men på lørdag skal det være. Bare fordi :-)

Jeg har taget Folkloren i hænderne igen og er nu godt igang med lange stykke med ret. Endelig, fristes jeg til at sige.

Lidt over tyve centimeter med et ultratyndt garn er lang vej at strikke for en albue som ikke synes, det er overdrevent morsomt at strikke med pind 3½, men det går fremad. Ganske langsomt. Rundt og rundt og rundt i én uendelighed, hvor en ny centimeter dukker op, som jeg har tid og lyst.

For noget tid siden købte jeg nogle spoler med Supersoft og jo mere jeg strikker med det, jo mere tvivler jeg på, at det nogensinde bliver et garn, jeg vil elske højt og inderligt til sidste maske. Altså når vi taler om at bruge det som bundfarve i en trøje, hvor der kun strikkes med én enkelt tråd. Jeg elsker dog det faktum, at jeg kan få det i alle regnbuens smukke farver og at det har en rigtig lang løbelængde, til en billig penge, men det virker også samtidig så uhyggelig tyndt, at jeg frygter, garnet kan brydes ved et enkelt lille hiv.

Jeg mener… jeg skal virkelig passe på, jeg ikke hænger fast i noget som helst, når jeg engang bliver færdig med min trøje. Et dørhåndtag eller et søm kan på et sekund tage livet af det arbejde, jeg har lagt for dagen, og den tanke huer mig ikke. Men måske tager jeg fejl. Ret mig endelig, hvis det skulle være tilfældet. Derudover skiller tråden sig nemt i to, imens jeg strikker, så derfor glider det ligesom ikke så let af pindene for mig og gør på den måde arbejdet en brøkdel mere “besværligt”.

Men for nu ikke helt at blive stemplet som et værre brokkehoved, så fortsætter jeg selvfølgelig med at bruge Supersoft, netop fordi det kan fåes i så ufatteligt mange dejlige farver, men det bliver ikke med enkelttråd til en hel trøje. Det ender jo med, at jeg knapt tør bære skidtet, når det er færdigt. Alternativt skal jeg gå med armene inde ved kroppen og mave og røv trukket godt til mig og dét syn vil jeg alligevel godt spare min omverden for.

Jeg pønser allerede på at strikke en Folklore i et andet, og stærkere, garn og i den forbindelse kom jeg til at købe noget Angora Silk Tweed, da jeg så, der var tilbud hos garn.dk. Om det er stærkere, skal jeg indtil videre lade være usagt, men jeg forestiller mig, at det må være blødt og lækkert og falde på en anderledes måde end ren uld. Har du erfaringer med det garn, er du hjertens velkommen til at dele dem, hvis du har lyst.

Men trøjen strikker jo ikke sig selv, så jeg må hellere fatte pindene. Og nu kommer solen. Ahh :-)