Jeg hørte et godt udtryk idag, som vækkede genklang i mig:

… der er larm i mit liv ligenu.

For det er dét, der er. Dog ikke på den måde som får mine alarmklokker til at ringe, men mere på den der måde som maner mig til lidt stille eftertanke. Måske var der også lige en enkelt kamel der skulle sluges, da jeg fik et røntgensvar idag. Den gik på, at skoliosen er tilstede i sådan en grad, at lægen ikke helt forstår, at jeg ikke spiser smertestillende i pæne doser. Billederne fortalte også, at der er temmelig meget slitage og afkalkning forskellige steder på rygsøjlen og at vi ligenu skal overveje, hvilke behandlingsmuligheder der findes. Min egen formodning er i første omgang rygtræning, men ordet Operation blev godt nok også nævnt, men det kom ikke fra mig! Det vil være den sidste mulighed, hvis det står til mig og så slemt er det jo heller ikke. Ligenu.

Ligenu ja, for det forsvinder ikke med tiden. Tværtimod. Og den kamel skulle jeg altså lige sluge i eftermiddags.

Derimellem navigerer jeg i hverdagen og har meldt mig klar til at give fuld tid et forsøg igen fra imorgen, men om jeg er 100% klar, kan jeg godt have min tvivl om. Heldigvis har jeg en god chef som beder mig sætte ord på, hvis det alligevel skulle vise sig at blive for svært, men naturligvis er jeg nødt til at prøve, førend jeg kan vide.

Larm i livet kræver stillestunder, så jeg igen kan finde lidt ro og balance, og balance finder jeg, når jeg igen har fundet mine fødder. De er der, jeg véd det :-)

Nu skal der presses og puttes på flasker. Sikke en rigdom!

En fridag er skudt igang og det vil være alt for let for mig, at lade den fyldes med en laden stå til. Radioen kører og kaffen er varm, ældste sover stadig og yngste er smuttet i skole, så rådigheden over egentid virker nærmest uendelig.
Hvad skal jeg dog fylde på ugedagen mandag?

Kroppen har lyst til at slappe helt af, men fornuften skriger højlydt, at det vil være det dummeste at bruge flere timer på, hvis jeg vil undgå at blive endnu tungere i rumpen, så noget skal der ske.

Et kig ud af vinduet afslører, at jeg stadig vil kunne klippe en lille buket af alle de mange miniroser, som pryder vores område. Forfaldet er begyndt at melde sig, men med lidt nippen hist og pist, vil der snildt kunne fyldes små vaser – hvis det altså er dét, jeg skal bruge lidt tid på.

Jeg kunne også smutte en tur på landet for at samle dyngevis af æbler, som kan bruges til liflig lækker æblesaft. Det vil Kevin være helt vild med, er jeg sikker på.

Et helt tredje projekt kunne være at samle paradisæbler sammen og omdanne til gelé. Det skulle smage fortrinligt, omend jeg stadig har den første skefuld tilgode… og så ved jeg iøvrigt slet ikke, hvordan man behandler sådan noget skidt, så den er umiddelbart dømt ude. Det er ikke idag, jeg har lyst til at lære nyt, kan jeg mærke.

Og så er der den der fuldstændig enkle og simple Baktus, som jeg har set ovre hos Sifka og som jeg gik igang med igår, kort før sengetid. Et stykke strik, hvor hjernen kan slås fra og hænderne kan køre på autopilot, vil være en udmærket beskæftigelse, hvis man, som jeg, ikke gider at lave noget nævneværdigt på en mandag, men så er jeg jo tilbage ved den der fornuft, der forsøger at gelejde mig på rette spor.

Jeg tænker mig lige om, imens jeg spiser den sene morgenmad. God dag til dig :-)

I øjeblikket kører der en kampagne, som skal få os til at tænke os om, inden vi overfuser en offentlig ansat. Personligt synes jeg nu, det kan være fuldstændig ligegyldigt, om det er en sådan eller om det er et hvilket som helst andet menneske, for grundtanken er den samme; tænk før du råber!

Om det kommer til at virke på længere sigt, kan jeg nok have min tvivl om, men meningen er både god og uhyre vigtig. Desuden er der flere aspekter i problematikken, for små gryder har også ører og det er jo ikke fra den rene ilt, de indhalerer udtryk som “dumme svin”, “idiot” og “møgkælling”.

Jeg synes kampagnen er vedkommende og, i den grad, stof til eftertanke…

Begrebet; at være på sin rette hylde, er mig ikke ubekendt, når vi taler om arbejdslivet, for jeg har jo været der før. Alligevel mærker jeg det endnu mere tydeligt nu, hvor jeg, i et pænt stykke tid, har beskæftiget mig med noget helt andet, end at være i samfundets allermørkeste kroge, og jeg tænker ofte på, at det er stort at kunne gå på job med bobler i maven.

Lykkebobler ligefrem. Dét har jeg alligevel aldrig prøvet før!

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at man, selvom man har travlt, stadig tager sig tid til at rose hinanden (højlydt) for et stykke veludført arbejde og også, at man er bevidst om, hvor meget det i virkeligheden højner arbejdsmoralen. Jeg kan sagtens komme i tanke om et par arbejdspladser eller flere, som kunne tage ved lære af det. I “min butik” er der rummelighed, omsorg for hinanden, latter og hjælpsomhed – ganske som i andre “butikker” – men kombineret med, at man er yderst bevidst om at fokusere på det positive fremfor det negative, gør det altså til cremen på toppen af min personlige kage.

Hvis jeg før har fundet min rette hylde, så var der lige en anden, jeg havde overset i farten. Men bedre sent end aldrig, som man siger :-)

- mavegrin med kollegerne
- hummersuppe og speltbrød
- en Olsenbanden film
- færdiggørelse af vesten (nu mangler kun ærmerne)
- en foræring af en frugtpresser og…
- en hulens masse afslapning

Det med frugtpresseren kender jeg én der bliver jublende ellevild over og han kommer hjem imorgen. Foræringen kommer meget belejligt, når nu det bugner med æbler og lige om lidt er det appelsinernes tur, så det ender jo med, vi springer rundt i en sand vitaminrus, inden det får ende.

- det er muligvis mig. Det kunne det godt være og det er det måske også…

Nedenfor mine vinduer løber en børneflok på 5 rundt og leger. De er søskende og spænder fra alderen 12 til 2 år. De største tonser rundt og har det drønsjovt og de to mindste går begge rundt og gør et enormt stort væsen ud af sig selv, for at blive hørt og set. Sådan er det i nogle familier; vil man høres, så må man også råbe højst og vi kan sikkert godt blive enige om, at det ikke burde være sådan. Men hos nogle findes burde bare ikke.

I henved fire stive timer har jeg lyttet til en afsindig skrigen og hvinen, når de to mindste vil have opmærksomhed fra de store og nu er jeg nået dertil, hvor jeg ville ønske, jeg havde nogle enorme hold-kæft bolsjer med hindbærsmag, jeg kunne dele ud af.

Formildende omstændighed – det blir’ snart mørkt ;-)