- dét, som flere forlængst har talt højt om og som jeg næsten ikke kan få over mine læber.

Jeg kan dog ikke blive ved at fornægte det; efteråret føles virkelig nærværende her til morgen. Det regner og blæser og jeg mærker en snert af medlidenhed med posten, som må træde lidt hårdere i pedalerne, iklædt plastic fra top til tå. Jeg bliver indendøre idag, for jeg er ikke et postbud. Jeg er bare en kylling.

Mine børn er tilgengæld ligeglade med vejr og vind.

Kevin har trallet glad og talt som et vandfald, helt uden at lade sig mærke med, at det er mandag morgen og dynen var dejlig varm. Simone er derimod en tordensky, for hendes SU er endnu ikke gået ind på kontoen og hun sammenligner straks med “alle de andre“, som forlængst har fået deres. Noget synes ikke helt at stemme i hendes regnskab, så studievejlederen kan bare vente sig, fornemmer jeg.

Mit TV summer af gadgets og jeg kan ikke være mere ligeglad med de ting, som nærmest altsammen starter med et lille i nutildags. Jeg befinder mig stadig i en slags back-to-nature mode efter at have drømt, jeg var på besøg hos Camilla Plum i nat, så rent mentalt bærer jeg stadig bleen om hovedet og har jord under neglene.

Da jeg vågnede, ærgrede jeg mig frygteligt over, at jeg ikke nåede at få de smukke Dahliaknolde med ud i virkeligheden…

Søndag er solskin, fuglefløjt og tidligt op, trods nattens udskejelser.

Kroppen detoxer måske nok, men det er ikke noget jeg mærker andet til, end behovet for at have et glas cola indenfor rækkevidde. Det er sgu fint, tænker jeg. Så kan jeg måske bruge min søndag til andet, end dét jeg egentlig havde planlagt – nemlig at ligge på sofaen og jamre og love mig selv højt og helligt aldrig mere at blande det ene med det andet. Du ved; dét man ligesom aldrig helt får overholdt…

Så, søndag ska’ bruges godt, ska’ den ;-)

Postkasserød i ansigtet af stress og jag, ankommer jeg til hjemmet tidligere end planlagt og opdager til min store fryd, at ældste har brugt formiddagen på at samle de tråde op, som jeg ikke nåede at få styr på igår, inden jeg gik omkuld.

For fanden mand, hvor er det skønt! Nu fik jeg pludselig meget mere tid foræret og det betyder alverden, når jeg skal akklimatisere og finde ud af, at jeg holder weekend. Det er så lidt, der skal til…

I min verden ligner det jo ingenting at jage en kone op så tidligt på hendes yndlingsugedag, men der er naturligvis en grund. Dagens dont skal “overståes”, så jeg kan komme videre med programmet, som består af 2×40 års fødselsdag.

Alt er klappet og klart, så jeg måske kan nå at snuppe en time på øjet, inden Abefesten skydes igang klokken halv seks, men jeg regner ikke med noget. Det falder mig sikkert for svært at lukke øjnene på en højlys eftermiddag og så er det sådan det er, men det skal have et forsøg.

Da vi var på osetur igår, var jeg indstillet på nogle friske farver i påklædningen.

Det fortog sig hurtigt, da vi nåede alle de psykedeliske mønstre, der endte med at tage pippet fuldkommen fra mig. Til gengæld endte jeg også op med at gentage fordumstiders sorte flip og fik købt et par klude i … ja sort. For at bløde skidtet lidt op smuttede der et par farverige strømpebukser med og det er dem du ser på billedet ovenfor.

Efter at have prøvet både nyt, gammelt og lånt fik jeg afsluttet hele balladen i aftes med at pakke strømpebukserne væk og istedet holde mig i sort og gult, hvilket slet ikke var så tosset igen. Ihvertfald ikke ligeså tosset, som jeg bliver i hovedet af alle de forskellige skrigfarver mikset sammen på kryds og tværs, som moden tilsyneladende indikerer, skulle være helt vildt flot. Det er det ganske givet også på andre, men bestemt ikke på mig. Det gule vil lyse rigeligt op i sig selv, er jeg sikker på, og da jeg også vil bære en fejende lang sort striksag, så bliver jeg da lidt moderne, trods alt.

Jeg er stadig overbevist om, at det er lettere at være mand…

…

Og nu til dagens dont. Rigtig god lørdag til dig :-)

Fredagen har vist sig at være alt andet end lys og munter, når jeg tager et kig ud af mine vinduer. Himlen er grå og ligner noget, der hvert øjeblik vil kunne give sig til at drille os med lidt regn.

Men jeg trodser det kedelige og tænder lys indenfor.

Mit humør passer slet ikke til en grå fredag, for jeg har fri og har sovet fortrinligt i nat og sådan noget smitter af på energibarometret. Der skal kigges på nye klude til abefesten imorgen, hvor et par familiemedlemmer vil fejre, at de bliver 80 år (tilsammen) og jeg bliver sikkert lettere urimelig, når jeg bladrer tøjstativerne igennem i håbet om at finde noget, jeg kan li’.

Det sker så sjældent, at jeg falder pladask for et stykke tekstil, så jeg har naturligvis allieret mig med ældste, som er en haj til at sætte sagerne sammen og finde lige præcist dét, jeg aldrig kommer til at fortryde, jeg har købt.

Men alt det sjove kommer først i eftermiddag, når hun har fri fra skole. I mellemtiden har jeg besluttet mig for at lege praktisk gris herhjemme, så ikke en finger skal røres på søndag, hvor jeg sikkert ligger brak med ondt i håret.

Drengene fra Farmen skal med. Behøver jeg sige mere? ;-)

Idag oplevede jeg noget, som har været en kæmpedrøm i over tyve år. Jeg var inde i en bygning, som jeg har haft lyst til at se (indefra), lige siden jeg så det (udefra) første gang. Faktisk var det dengang, jeg startede med at være kæreste med ældstes far og det er altså over de tyve år siden.

Når vi gik tur, passerede vi en koloenorm stor bygning, som vi kaldte for Spøgelseshuset, fordi det lignede et sådant udefra. Allerede dengang var det frygtelig misligeholdt, men alligevel var det på nøjagtigt dét tidspunkt, min drøm om at eje det, begyndte at spire. Jeg kunne se muligheder i den store kasse, som engang har rummet en fin herskabsfamilie og som nu kun rummer et enkelt familiemedlem (ikke til mig dog) tilbage. Kassen er, så at sige, gået i arv fra generation til generation og trænger nu til mere end en kærlig hånd, selvom en mulig nedrivning ville være den letteste løsning. Men det ville være så stor en skam, at jeg kan få en hel klump i halsen, bare ved tanken, for jeg synes jo, det er ualmindelig smukt og bevaringsværdigt.

Indgangspartiet består af en trappe, et par søjler og et par løver, som holder vagt, og når man træder indenfor og lukker den store tunge dør, befinder man sig pludselig i en helt anden verden med smukt bordeaux- og guldfarvet “plysset” tapet og smukke udskårne træsøjler.

Hallen er dunkel og dyster og følelsen af fortid kryber øjeblikkeligt ind under huden. Jeg måtte stoppe op og beundre og studere, selvom jeg faktisk ikke havde tid til det, men når jeg kommer sådanne steder, så får jeg de her “fornemmelser”, som jeg taler yderst sjældent- og helst ikke for højt om. De var der efter ganske få minutter på stedet og jeg kunne mærke mine små hår rejse sig i nakken og på armene.

Jeg fik mulighed for at tage et smut op ad den stejle vindeltrappe fra hallen og op til første sal, som rummede en enormt lang gang med en masse lukkede døre. Åhh, som jeg havde lyst til at åbne hver eneste af dem for at se, hvad der gemte sig bag, men jeg lod naturligvis være med at give efter for min kriblende nysgerrighed, selvom det var umådelig svært. Jeg fik set en brøkdel af huset og dét jeg så, gav mig en komplet ubeskrivelig følelse, som jeg stadig bærer rundt på.

Blandt andet er det en følelse af, at jeg vil give hele min sjæl for at eje dette hus en skønne dag. Jeg er sikker på, det bliver solgt for en slik, når den tid kommer, for selvom det er monstrøst og herskabeligt udefra, med en skøn frugthave incl. pavillon, så er det simpelthen i så dårlig en fatning, at der skal gennemgribende renovation til, for at det kan blive til noget brugbart igen.

Hvis det ikke bliver mig, som kommer til at eje det, så håber jeg, at den kommende ejer vil renovere det med stor respekt for fortidens ånd, som hersker på stedet. For det gør den!

…

Billederne i indlægget er ikke taget på stedet, da jeg ikke havde mit kamera med, så det er gengangere fra mit besøg på Højriis Slot.

Årh, hvor er det svært at trække sig op til et forældremøde efter en lang dag i fuld sving. Det var nu, jeg skulle have haft en stand-in…

En sjælden gang, når jeg går rundt i byen, kan jeg støde ind i mennesker, som jeg kan genkende fra min barndomstid og som er tudsegamle idag. Dengang var de også gamle – i mine unge øjne – for havde de bare gråt hår og et par rynker, så var de helt sikkert på alder med min bedstemor. De fleste er dog døde nu, men en sjælden gang sker det, at jeg får øje på en Fru Hansen, en Hr. Pedersen eller, som idag, en Cirkeline.

Det hed hun ikke i virkeligheden, men det gik først op for mig, da jeg blev ældre, men når man spurgte hende, hvad hun hed, så svarede hun altid:

Jeg hedder Cirkeline…

Ungerne kunne stimle sammen foran hendes opgang og råbe:

Cirkeliiineee, vi skal ha’ vores kiiiks…

Og så kom hun vimsende ud med Mariekiks til hele boligkareens unger og hun elskede det!

Da jeg ikke var meget større end en lille rød brandhane, syntes jeg, hun var en virkelig fin dame, som hun trippede rundt i ultrahøje hæle, med røde læber, røde negle og et brus af krøller om ansigtet, og når det gik rigtig højt til, så bar hun en stor pels. Indenunder gemte hun på en krop, som var af vældig kvindelige proportioner, med en pokkers masse til gården og til gaden. Altsammen forsøgt godt snøret ind med et knirkende korset, men kun lige til brystet. Dér strittede og struttede det hele til gengæld og hun fyldte bluserne godt ud.

Altid var hun ét stort smil og ville meget hellere bruge tid på vi unger, end hun ville bruge tid på Sladderbænken under det store bøgetræ. Hun kunne ikke fordrage Dagbladene, som hun kaldte sladrekællingerne fra de andre boligblokke, så hun undgik dem bevidst.

…

Hende mødte jeg idag, da jeg var en tur inde i centrum af byen og ganske vist har hun forandret sig rent fysisk, men af sind er hun stadig den samme, kan jeg høre. Det gjorde min mandag til en rigtig god start på ugen…

Jeg har glædet mig til idag, hvor Lene skulle komme forbi til en tår glat kaffe. Hun har desværre ikke selv en blog, hvorfor jeg ikke kan linke til hende, men jeg ved også godt hvorfor, hun ikke har det. Det er nemlig ikke for ingenting, hun kan smække et godt emne på bordet, hvor hun undrer sig over de mange indlæg, vi andre kan få produceret i løbet af en dag.

Er det på bekostning af noget andet? Hjemmet, familien, det fulde nærvær osv.? Det fik vi en rigtig god snak ud af, imens drengene legede på Kevins værelse.

Indimellem blev der suttet på franske pastiller, imens den ene strikkebog efter den anden blev pløjet igennem og garn blev nulret varmt imellem fingrene og farver gransket dybt og vi blev vist begge inspireret til at starte på noget nyt. Jeg skal helt sikkert have fingrene i den bog, som hun havde med og jeg kan ikke vente med at få den til min fødselsdag i december, så det er frem med muldvarpeskindet for at betale ved kasse 1.

Jeg kommer ikke til at fortryde det, kan jeg se…