Vidunderskøn lørdag
Det har været rigtig dejligt at være samlet med familien igen, efter vi hver især har været på ferie. Der var så meget at snakke om og få fortalt, så mundene stod kun stille i de få øjeblikke, hvor de blev fyldt med stegt flæsk og persillesovs.
Bedst som vi var gået igang, ringede min telefon:
Hej. Sig mig lige; keder du dig ikke bare for vildt i aften?
Det blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at jeg helt sikkert nok ville gøre, hvis ikke jeg fik selskab, så nu er det endt med, at der, efter en skøn aften, ligger en snorkende damper i min sofa. Jeg er trukket i køkkenet for at høre Tina Dickow (for ettusindogfjortende gang), imens jeg skriver dette indlæg, men om lidt går jeg ind og spørger damperen pænt, om vi stadig skal se film eller om der bare skal soves videre.
Jeg håber jo nok, det bliver det sidste, for vi skal være friske til imorgen, hvor der igen køres Eurocup i Traktortræk. Sidste år var en kæmpesucces for mit vedkommende, så jeg glæder mig enormt til endnu en omgang hormonbomber, ethanol og hestekræfter.
PS. saftevandet i kefiren er skiftet ud med økologisk hyldeblomstdrik. Jeg stjal mig til at linde på låget og smage til saftevandet og det var ikke just en succes, så nu helgarderer jeg mig. Jeg ved det virker, helt efter forskrifterne ;-)



























Hvad har du på hjerte?