Fredagen har været et sært miks af store og små begivenheder og først nu, hvor jeg har slået enden i sædet for at blive siddende, kan jeg konsumere det.

Hele morgenen, formiddagen og begyndelsen af eftermiddagen er forløbet ganske som det plejer, men herefter kom der skred i noget flytning af ældstebarnet. Hun er på vej til at rykke ud af en fugtig og usund kælder og flytter højst sandsynligt tilbage til mig for en kort bemærkning, indtil hun finder en ungdomsbolig, hvor hun kan “bygge rede”, imens hun tager sin HF.

Jeg selv har investeret i et par håndgribeligheder, som ganske vist koster knapper, men som også er noget vi har ønsket os længe. Meget længe! En Kitchen Aid til mig og en fladskærm til Kevins PC (der er meget tæt på den totale død, så hvis du har en stationær vi kan købe, så giv endelig lyd). Begge dele var på tilbud. Sidstnævnte er tilsluttet og fungerer glimrende og førstnævnte gider jeg ikke så meget som at lægge en finger på, førend næste uge, hvor jeg holder ferie.

Og så var der et par triste oplysninger, som jeg allerhelst havde været foruden, men jeg er nødt til at forholde mig til dem, fordi de er så nærværende. Som jeg før har fortalt, så har vi nogle ualmindelig gode naboer her på stedet og de er af den slags, som jeg skatter højt og prøver at passe godt på. Da jeg var på vej ud for at købe PC-skærm, stødte jeg på én af dem – en ældre dame som er det sødeste menneske. Hendes ansigt røbede sorg og jeg fandt hurtigt ud af hvorfor. Hendes ægteskab igennem 48 år var på ganske kort tid sunket i grus, da manden var død af lungecancer. Den mand som aldrig i sit liv havde pulset på en cigaret og som kun havde drukket sparsomt ved festlige lejligheder. Den mand som hver eneste dag cyklede rundt i hele Holstebro og som havde spillet badminton for at holde sin krops funktioner vedlige.

Det er satme uretfærdigt!

Jeg kunne i et kort sekund mærke vreden mod den forbandede cancer syde i mig, men jeg lagde en dæmper på mig selv og fik i stedet en god lang snak med min kære nabo. Nu skal vi passe ekstra godt på hende…

Da jeg kom tilbage fra mit skærmkøb, hørte jeg en forsigtig banken på min dør og da jeg lukkede op, så jeg Kevins lille legekammerat stå udenfor. En superkøn lille pige med store lyseblå øjne. Endnu en nabo. Hun kom med sin ene hånd fuld af grønne vindruer og “ville bare fortælle, at de skulle flytte i et hus og at hun lige ville sige farvel“.

HUSK nu at sige det til Kevin, når han kommer hjem…

Det lovede jeg og ønskede hende alt det bedste. Jeg sendte hilsener afsted til hendes søde mor og dennes kæreste – og så gik jeg ind og lukkede min dør og var lige på nippet til at give mig til at tude. Det var sgu mere, end jeg lige kunne kapere og vemoden fik overtaget i mig.

…

To dage tilbage. Så kommer min lille dreng hjem. Det trænger jeg vist til ;-)

Hvad er mere oplagt end at bage, når regnen står ned i lårfede stråler og blæsten slår imod ruderne. Hyggelysene er tændt og om lidt tager jeg den første bid og nægter iøvrigt at spekulere på, hvordan morgendagens vejr mon blir’.

God torsdag aften til dig…

- det undgik jeg ikke at blive idag og selvom jeg synes, det er noget lortevejr at være ude i, så stikker det altså ikke den skønne fornemmelse af, at trække af det drivvåde tøj og få sig tørret og krybe sammen under et tæppe med et krus kaffe og den bærbare i skødet.

Selvom det ustadige sommervejr ikke er noget at råbe Hurra for, så er der alligevel goder. Hvis altså bare man kigger efter dem ;-)

Som jeg skrev i forrige kefir-indlægs kommentartråd, så skiftede jeg hurtigt saftevandet ud med en hyldeblomstdrik, spædet op med lidt postevand og en smule sukker. Det har stået i 4 dage og er nu siet og hældt på flaske og smager egentlig ganske udmærket. Jeg kan ikke smage ret meget forskel på den originale vare og så den med kefiren og kulsyren mangler, men det er da en start.

Det er vel egentlig også begrænset, hvad sådan nogle små gnallinger, som Fru Plum sendte mig, kan gøre gavn. Der skal nok større portioner til, for at give det helt rigtige spark i sagerne. En ny portion er sat til gæring og denne gang er indholdet kildevand, sukker, et par tørrede figner og nogle skiver citron.

- danser mor ikke på bordet. Nej, hun flader helt ud.

Det har jeg ihvertfald gjort idag. På min helt egen måde, forståes. Jeg er ikke kommet et eneste skridt videre i den rengøring, der sagtens kan udskydes til den dag, hvor jeg gider. I stedet har jeg oset lidt i butikker, købt lidt billigt småtterier i Søstrene Grene og Netto og jeg har haft overskud til at smile til de, som havde overskud til at se mig i øjnene.

Onsdag er fridag og var oprindelig planlagt til at skulle indeholde en god og nærende aftensmad, bestående af fyldt skinkemignon, nye skrabekartofler og basilikumpesto, men – efter min filosofi er en frionsdag også muligheden for at ændre mening i sidste sekund, fordi jeg ikke er specielt sulten. Derfor ændres menuen fra ovenstående til et par skiver speltknækbrød med emmentaler og solsikkekerner, med lidt hvidløgsbrie lagt på toppen. Inspireret af hende her.

Det serveres med en kop kaffe og det er tilladt at indtage hele balladen i sofaen med benene oppe og bagefter blive på stedet. Gerne lige indtil sengetid.

De næste 4 dage kommer til at bestå af ganske almindelig hverdag for mig, men derefter starter min sidste sommerferieuge. Det ville ikke gøre mig det mindste, om vi skulle være heldige at få 23 grader med svag vind. Man kan jo altid håbe, der ligger reserver gemt bag en sky ;-)

Jeg er nået til at snuppe den lille opvask, som står og hygger sig på køkkenbordet, og resten af dagens rengøring kan falde, når det skal være. Det er begrænset, hvor meget jeg sviner, når jeg er alene hjemme i et par uger, for jeg er ikke den der “løber op og ned ad væggene” på samme måde, som lillemanden gør det. Jeg tror, det meste af det tynde lag støv kommer fra det garn, jeg sidder med. Nå ja, og så selvfølgelig udefra, når min altandør står åben, men der er ikke meget af det.

Ind imellem skurebørste og støvklud har jeg også ladet mig inspirere til at købe nogle franske pastiller, for jeg er ikke sikker på, vores lokale specialitetsbiks har den slags på lager og når jeg har lyst til at prøve, så sætter jeg hjulet igang for at finde alternativer. Der er afgivet en ordre til Frankrig og så håber jeg bare, betalingen er gået fornuftigt igennem.

Om lidt bevæger jeg mig ned til centrum, hvor jeg skal mødes med Kevin (og hans far) for en kort bemærkning, inden han kommer helt hjem igen søndag. Han skal til lægen og have foretaget en undersøgelse i halsen og måske skriver jeg mere om den på et senere tidspunkt. Jeg kan dog sige med sikkerhed, at der ikke er noget vildt alvorligt på færde.

For fanden, hvor jeg glæder mig til at se- og snuse til min dejlige dreng igen!

Jeg aner ikke hvad jeg skal bruge det til, men et par Yvonne-replikker har klistret sig fast i hjernebarken på mig. Det opdagede jeg idag, da jeg havde kørt Farmersengen i stilling med vennen, snolder og Asti indenfor rækkevidde.

Der skulle lige startes med et enkelt ord og så kørte ‘hun’ derud af…

- det kunne man ikke ligefrem kalde mig for en halv times tid siden, da jeg sad og hang søvnigt i sofaen. Jeg nægtede dog at smide håndklædet i ringen og gå alt alt for tidligt i seng og sad så og spekulerede på, om jeg skulle blæse højt og flot på møgvejret og snuppe en cykel- eller gåtur i stedet.

Jeg erkender blankt, at det ikke var spor fristende, og i sidste sekund kom jeg heldigvis på den geniale undskyldning, at det garanteret ville være bedre at gå ombord i den Power Te, jeg havde købt i Tigeren for flere uger siden. Indtil videre har jeg bare ikke kunnet tage mig sammen til at få posen åbnet og få hældt kogende vand på de tørrede kedeligt-udseende sager, men det skulle jeg vist have gjort alligevel.

Endelig har jeg nemlig en te i koppen, som smager af noget og endda af noget godt! Ingredienserne kan du se her, hvor jeg også har lånt billedet, men det er lakridsroden som trænger mest igennem. Uhmm, den passer perfekt til en lakridselsker som mig og vupti – jeg fik noget andet at tænke på og er derfor ikke træt længere.

For jeg tror naturligvis ikke på, det har en snus at gøre med teen ;-)

Mit Boligliv kom med posten i sidste uge, men først nu, har jeg haft lyst til at kigge det igennem. Jeg kan imidlertid se, at jeg kommer til at glæde mig ekstra meget til næste nummer, for foruden at kunne læse noget om strikkesager, kan jeg også se, at Nanna er med i bladet.

Jeg har skrevet om hende før og glemmer aldrig hendes overdrevent lækre chokolademousse. Jeg glemmer heller ikke duften i kageværkstedet, som ligger i én af KBH’s små hyggelige stræder, eller hendes sjove humor og skarpe tunge og jeg frydes over, at hun nu får spalteplads. Hun fortjener det!