Søndag formiddag er den bløde lyd af Blue Note, smagen af nybrygget kaffe og et indtryk af de mange ting, vi kan foretage os i den forestående ferie.
Jeg surfer attraktioner og aktiviteter og har på den måde åbnet op for noget, der minder om en Babushka dukke. Det føles nærmest sådan, for der er et væld af muligheder i det danske sommerland, som jeg klikker mig frem, og de synes nærmest ikke at kunne finde en ende, så jeg kigger mig nysgerrigt omkring, snuser lidt, ællebælle’r og husker så på, at jeg ikke er den eneste i husstanden, som også holder ferie. Jeg tror ikke de øvrige deltagere gider at joine mig, når jeg tørner ind i Garngalleriet eller hos Marco Friis, men så ved jeg, at Simone er ‘mand’ for at finde en anden og langt mere spændende butik for de, som ikke er interesserede i garn og smukke kopper. Hun har lige næsen for det.

Danmark er et rent slaraffenland, når det kommer til oplevelser, og jeg tænker nu og da på, om man nogensinde bliver færdig med at udforske sit eget land. Der er så mange små og store attraktioner, der er natur i alle ender og kanter og der er tusindvis af afkroge, som er så fantastiske, hvis blot man har øje for det. Nogle gange må der et hint til fra én som kender én, der har spist pølser med Tordenskjold, men så kan man også være så heldig at opleve noget sjovt, inspirerende og uforglemmeligt.
Om fem dage starter min ferie, så jeg har stadig surftid at gi’ af, men hvis du ligger inde med en lille guldklump, du har lyst til at dele med os, så tager vi imod med kyshånd. Mund-til-mund metoden kan godt vise sig at være den bedste :-)