Reminisens
De sidste mange timer er brugt i en have fuld af dejligt selskab.
Blandt andet af en kvinde, som har kendt mig, siden jeg var en ganske lille rød brandhane på under to år. En kvinde, som ved helt præcist, hvad jeg husker og elsker af minder fra min tidlige barndom og en kvinde, som så levende kan fortælle, med nydelse i øjnene, hvor meget hun nød at tage mig op af badekarret, blot for at kunne tørre mig under armene. Jeg var så frygteligt kildesyg og grinede helt ned i storetæerne, når hun legede dikkedik med mig og hun elskede hvert et kluk.
Dette husker jeg dog ikke, men jeg husker så uendeligt mange flere ting og da fotoalbummet kom frem ud på eftermiddagen, sprang min gåsehud og ikke et øje var tørt.
I Guder, hvor er det dog skønt at kunne sidde og mindes med mennesker, som selv var tilstede i ‘gerningsøjeblikket’ og som ved nøjagtigt, hvad jeg snakker om, når jeg pludselig kommer i tanke om en kartoffelskål, en gammeldags Volvo og en ganske speciel juleklokke.
Her ser du billeder af to ting, som jeg brugte virkelig lang tid på at lege med, da jeg var lille – når jeg da ikke fræsede omkring på bare tæer og med plaster på storetåen. Tænk, at hun havde gemt disse ting! Det var stort for en lille pige på 36 år…
Udover tiden med snak, blev der også tid til et kig i et hyggeligt lille dukkehjem med tilhørende have og en yderst huleegnet “skov”. Skovjordbærrene trivedes i bedste velgående på bunden af herligheden og det samme gjorde de skyggefulde bregner og iøjenfaldende bonderoser. Der var ren idyl, ude som inde.
Det er der også i mit trætte hoved ligenu og jeg smiler efter sådan en dag. Om lidt er kaffen klar, men inden jeg går ombord i den, er jeg vist nødt til at smutte under bruseren for at blive kølet lidt ned.
Solen har været aldeles lun idag og jeg skal være den første til at indrømme min dumhed; jeg sad midt i den, da jeg blev opslugt af gamle historier, og lykkeligt havde glemt alt om solcreme og det kan nu ses på huden. Den er ganske vist ikke rød, den er brun, men den lugter fælt af branket flæsk, så jeg må hellere…
søn. 31 maj. 2009 kl. 23.36
Nej hvor sjovt… den dukkevogn du havde, sådan en havde jeg også, fuldstændig magen til… og jeg er altså lige nogle år ældre end dig… også blå og hvid… yndlingslegen var også dukker, far, mor og børn. Men alt der drejede sig om dukker…
man. 1 jun. 2009 kl. 10.56
Sikke en fantastisk dag du beskriver…med hele følelses registret aktiveret… Og gode minder… Mmmm… Jeg har haft en dukke magen til den der sidder på billedet…en slaskedukke…med tøj til i mange forskellige afskygninger…også hjemmehæklet fra mormors hæklenål… Dukken og jeg havde ponchoer der matchede…fra mormors hæklenål… :o)
Nydsom dag til dig og dine… :o)
man. 1 jun. 2009 kl. 11.14
Kirsten og Pi Andrea – legetøjet er slet ikke mit, men derimod min Gudmors (hun lagde hus til igår). Jeg legede dog så meget med det dengang, at jeg straks kunne genkende det, da jeg blev vist rundt.
Jeg genkendte SÅ mange ting fra min Gudmors barndomshjem, der på en måde også blev mit i nogle år, og det var rørende fantastisk at gense det igen. Selv en lille grim porcelænsfugl eller snittet træmand kunne få mine hår til at rejse sig ;-)
søn. 11 sep. 2011 kl. 17.01
Jeg er 46 år gammel og har haft og har stadig en dukke magen til denne på billedet. Min hedder Slaske. jeg tror simpelthen ikke, at jeg nogensinde vil kunne smide legetøj ud fra min barndom. Man fik jo ikke så meget den gang. Det samme følger mig stadig. Mine tre børn har “tonsvis” af legetøj. Men jeg tror at vi er lidt af nogle samlere både børnene og jeg. Alle tingene har en særlig plads i hjertet på os. Tror aldrig at vi vil kunne skille os af med noget. Godt at have et stort hus :-) kh. Elisabeth
tirs. 13 sep. 2011 kl. 16.42
Elisabeth – ja, det kan være svært at skille sig af med ting, der har en helt særlig betydning.
Personligt har jeg savnet mit barndoms dukkehus i mange mange år, men det blev foræret væk til et andet barn, da jeg ikke legede med det mere. Først som voksen husker jeg, hvor skønt det var at have – og sådan er der jo så meget ;-)