Antichrist II
Jeg er lige kommet ind ad døren og kan høre mig selv tænke:
Virkelig mærkeligt… meget mærkeligt…
Det sagde jeg også mange gange på vej hjem fra biografen og jeg fatter stadig ikke, hvad det er, jeg lige har set. Hånden på hjertet, så kan man sige meget om Von Trier, men en Mindfucker; dét er han i allerhøjeste grad! Han er det så meget, at alle andre med et fingerknips forvandles til de rene wannabe’s. Han vil have os til at bruge knoppen selv og fantasere og gisne på livet løs, og mig, som ellers synes min fantasi er så rigeligt veludviklet, kan slet ikke få den så meget i omdrejninger, at jeg kan forstå, hvad han ville fortælle mig. Gid han havde siddet lige ved siden af og forklaret mig, hvad han mente med den historie, han har skrevet…
Jeg kan ikke engang fortælle dig, hvad jeg synes om filmen og jeg kan heller ikke fortælle dig, hvad den handler om, for den er så mærkelig og syret, at det nærmest er ubeskriveligt. Det er vaskeægte Von Trier, når han er allermest gal. Jeg kan dog sige så meget, at min verden vender ligeså rigtigt nu, som da jeg satte mig tilrette i sofasædet med min datter. Intet har forandret sig i mig, som jeg havde hørt det skulle gøre, og jeg har heller ikke haft hverken kvalme, iltmangel eller haft lyst til at udvandre. For mig at se, har dette været et skinbarligt PR-stunt, men igen, så handler det om tolerancetærsklen og min er altså høj. Meget høj. Men jeg bliver naturligvis påvirket af dét, andre fortæller.
Og jo, selvfølgelig var der scener, som gav mig sved på panden af væmmelse, fordi de var så autentiske, at jeg næsten kunne mærke det, og med mindfuckeren for øje, tvang jeg mig selv til at tænke på, hvordan det var lavet, i stedet for at lade mine tanker forvrænge virkeligheden. Iøvrigt en sætning, der går igen inde i mit hovede, nu her bagefter:
Det er altid tankerne der forvrænger virkeligheden. Ikke omvendt.
Jeg var “sej” og så hver en detaljeret blodig handling, omend hænderne var oppe som forsvar, HVIS nu, men af alt hvad man har hørt af ord som – voldsorgie, kvindeundertrykkelse og kvindehad – der kunne jeg overhovedet ikke genkende dem i filmen. Tværtimod. Så kunne jeg se et mandehad uden lige. Jeg kunne også føle, hvordan jeg syntes den var alt alt for langtrukken, men alligevel er jeg ikke sikker på, det kunne have været undværet, hvis man skulle have en nogenlunde forståelse af handlingen.
Da jeg rejste mig fra sofasædet følte jeg en stor skuffelse og ligenu ved jeg ikke, om jeg synes filmen var god eller dårlig. Det ved jeg sikkert først om et par dage, når den har fået lov at bundfælde sig. Nu gælder det internettet, for når der er noget, jeg ikke forstår, så er jeg nødt til at afdække ALT hvad jeg kan finde om emnet og det gælder altså også denne film her.
Godt det ikke er mig, som skal uddele stjerner…
søn. 31 maj. 2009 kl. 11.31
Hold da op det lyder da som lidt af en oplevelse, med den film… Kan dog heller ikke finde ud af, af det du skriver, om den er seværdig eller ej… Men et er sikkert for mit vedkommende…jeg skal ikke i biffen at se den…men jeg skal helt klart se den når den bliver vist på tv…eller måske endda på DVD… :o)
søn. 31 maj. 2009 kl. 11.48
Jeg havde samme oplevelse som dig, og synes faktisk, et par pinefulde indstillinger til trods, at det var en rigtigt udmærket film. Det hjalp bestemt også at få Danmarks bedste litteraturkritikers indspark her http://www.information.dk/191680 – den artikel kan i høj grad anbefales.
søn. 31 maj. 2009 kl. 12.11
Jeg fordøjer stadig og har, bevidst, ikke skrevet indlægget i en tone, som kunne give anledning til at tænke “dén må jeg se!” eller “okay, jeg holder mig væk”. Jeg ved stadig ikke, om det er makværk eller mesterværk.
Artiklen som du linker til, Manja, burde man næsten læse, inden man går ind og ser filmen, for det kan give én en langt større forståelse af, hvad der sker. Nu er jeg fx. ikke den skarpeste kniv i skuffen, hvad angår Freud og Kristendommens historie og nu kan jeg jo se, at det havde været en fin forudsætning at vide lidt på forhånd, for at se filmen og forstå symbolikken, som der er utrolig meget af.
Det er iøvrigt en formidabel god artikel og noget står mig lysende klart, nu, efter at have læst den:
“Dens billeder har et insisterende efterliv i den afmægtige tilskuers bevidsthed og synes at bæres af en nødvendighed, som er større end plottets.”
Jeg lover dig Manja, det eneste jeg ser igen og igen er prologen. Det er den som “hjemsøger” mig og det var den scene, som foruroligede mig allermest af alle scener i filmen. Det gav mig ondt i maven, lyst til at græde (kan næsten tude, når jeg tænker på det) og det påvirkede mig uhyggeligt meget – og for fanden, hvor var det dog smukt!
søn. 31 maj. 2009 kl. 18.57
Aiiiii jeg vil også ind og seee !!!!:) Er spændt påat høre din mening om en dag eller to :)
søn. 31 maj. 2009 kl. 20.41
Tina – jeg ved ikke om jeg kommer frem til et endeligt afgørende standpunkt, men jeg skal nok skrive, hvis lyset pludselig rammer mig :-)
søn. 31 maj. 2009 kl. 21.09
Ja, Lilian Munk Rösing KAN bare det pis, der :o) Var så heldig at blive undervist af hende i to fag et helt semester, det var herligt!
Er enig med dig omkring prologen – den hjemsøger stadig mig, bare ind i mellem, i glimt, og jeg så den på premiereaftenen!
Jeg er skuffet over det samlede danske anmelderkorps – fru Rösing undtaget. De fokuserer i fuldstændig vanvittig grad på alt det ubærlige og provokerende fremfor alt det fine, gode og spændende, som der vitterligt er i filmen! Jeg er ikke sikker på jeg skal se den igen før om en del år, men det er mest fordi den er voldsom på en måde, som man lige skal ruste sig på. Jeg ville dog langt hellere se denne film igen end fx Irreversible som jeg i sin tid så i biografen og kastede op under, bl.a pga. introen med de meget lave toner – det gør mig bare rigtigt dårlig, og det er helt igennem intentionen.
Jeg så også meget mandehad – fy da føj da! Men anmelderne ser nærmest kun “klippe-sakse-scenen”, og det er virkeligt ærgerligt for en film, som jeg klart synes fortjener en mere værdig bedømmelse.
Er glad for du syntes om artiklen – den er virkelig velskrevet og giver et godt perspektiv.
søn. 31 maj. 2009 kl. 21.17
Manja – som jeg skrev i indlægget, så ville jeg ønske, Trier kunne sidde ved siden af mig og fortælle, hvilke betydninger jeg skulle lægge i dét og dét.
Jeg synes netop ikke at kunne finde hverken skønheden (udover prologen, som også var… frygtelig på én og samme tid) og jeg kunne heller ikke finde det chokerende og rystende. Jeg blev ganske enkelt kun provokeret til at føle noget voldsomt ved prologen og så den almene væmmelse ved klippe/sakse scenen, så jeg tror faktisk, jeg vil få mere ud af filmen, hvis jeg, fx. som du, ser den senere igen og har tænkt grundigt over den og al dens symbolik.
Åh ja, Irreversible prikker til noget i mig. Jeg har den liggende, men har ikke set den i lang lang tid. Og Gud, hvor kan jeg genkende din beskrivelse af kvalmen og utilpasheden ved de monotone lyde i klubben Rectum. Føj, hvor den gjorde noget ved mig og det er sådan en film, jeg ikke glemmer igen.