Vi ses imorgen :-)

Hvis jeg står oppe på altanen og kigger ned, eller ganske simpelt bare nøjes med at stå i den ene ende af græsplænen, så ser de tre Paradisæbletræer ikke ud af så frygtelig meget. Der er ikke rigtigt noget, som får mig til at sige Wauu!

Først når jeg går helt tæt på, må jeg virkelig stoppe op og trække vejret dybt ned i maven af bar betagelse, for ligeså trist det ser ud på afstand, ligeså fortryllende er det at stå inde under en paraply af lyserøde blomster.

De er så smukke i så kort tid, så det er bare om at nyde det, imens jeg kan.

Vi har stornydt de sidste dage og selvom jeg har været træt, så har det ikke været på den overvældende måde længere. Jeg har vel vænnet mig, tænker jeg.

Det kræver sin mand/kvinde at lægge ører til 80 støjende børn hver dag og jeg er næsten sikker på, at det ikke skal være mit hverv fremover. Ihvertfald ikke med så små krudtugler, som der findes i en børnehave, for selvom de er skæppeskønne og vildt morsomme og har en fantasi, som indimellem ligner min egen skæve ret så meget, så kræver de også en masse energi, som jeg naturligvis mønstrer sålænge jeg er på job, men som desværre også går væk fra mit hjem og min egen familie, når det er fyraften. Det dræner mig for mere energi, end jeg synes er fedt og min lyst til at lege og have det vildt sjovt i fritiden, kan ligge på et meget lille sted og dét ligner altså ikke mig!

Jeg har selvfølgelig også med i tankerne, at der er forskel på børnehaver. Der er de institutioner, hvor larmen er mere infernalsk end i andre, så der kan naturligvis være stor forskel. Men indtil videre er jeg ikke blevet lokket til at gå videre med ønsket om at være fast i en børnehave.

Tilgengæld har jeg haft helt andre tanker og de sidste dage er, foruden job, hjem og børn, gået med at ringe til flere firmaer, end jeg kan tælle på hænder og fødder. Jeg er på jagt efter en praktikplads som mediegrafikerelev, så skulle du kende nogen, som ikke ryster undskyldningen Finanskrise ud ad ærmet og som er indenfor en rimelig radius af Holstebro, så giv endelig lyd. Så vil jeg gerne i lære dér.

Jeg har rendt panden mod muren samtlige steder, så jeg er så fyldt med buler, som man kan være, men jeg har ikke givet op! Måske er der Finanskrise nu, men den stopper forhåbentlig og så har de ikke set det sidste til mig og mine evner.

Det er helt sikkert!

Og indimellem det hele, og mere til, så har jeg jævnligt stået inde under den lyserøde sky. Det bliver jeg ved med, sålænge den ser ud, som den gør. Den er så smuk, så smuk…

Her arbejdes i fremtid, så jeg kan ikke være i nutiden – ligenu…

Nu er det prøvet og ikke med synderlig stor overbevisning. Faktisk, så fik jeg det særeste udtryk i ansigtet, da jeg tog den første mundfuld varme havregrød her til morgen og jeg kan ikke love, at der ikke undslap mere end ét BVADR fra min mund, men nu er det prøvet og det blir’ aldrig en fast bestanddel af mit liv.

Derimod snuppede jeg de gode Solgryn au naturel med et lille drys sukker og iskoldt mælk på og det gik langt bedre. Sundheden skal jo starte et sted og hvem har ikke hørt apostlene, og de ældre mennesker, sværge til havregryn som det bedste morgenmåltid at starte dagen på? Jeg har hørt det i årevis og har alligevel aldrig kunnet tage mig alvorligt sammen til at gøre noget ved det, men nu kører jeg på kolde Solgryn.

Det gjorde godt for den mave, som valgte at starte mandagen med en masse brok. Det dulmede og gav ro og det er både sikkert og vist :-)

Sådan en søndag kan hurtigt få ben at gå på, når man er i godt selskab.

Mine hænder bærer præg af, at jeg stadig elsker at svinge med malerpensler, for de er fyldt med kalkhvide stænk. Jeg er ligefrem blevet inspireret til at gå igang med et malerprojekt hjemme hos mig selv og Guderne skal vide, at her trænger!

Det er ikke sket, siden jeg flyttede ind, så næste weekend kunne sagtens bruges på en lille makeover.

Det store nye møblement er også ankommet og med stort, mener jeg stort!

Jeg har helt klart fejlvurderet og du kan måske fornemme det, hvis du lægger mærke til mit sofabord nede i venstre hjørne af billedet. Min stue er pludselig skrumpet voldsomt ind og møblementet fylder meget mere, end jeg lige havde regnet med, så det kommer til at kræve en omrokering af sofagruppen, for at jeg ikke skal føle mig kvalt i den lille stue. Der må kunne skabes lidt mere luft og harmoni, for blive her; dét skal det! Det mørke træ er utrolig smukt og jeg elsker det allerede som en god kontrast til alt det hvide.

Men alt det pjatteri kommer til at ligge i weekenderne og måske også i de dejlige helligdage, som ligger lige om det næste hjørne ;-)

Det blir’ bedre og bedre med min araknofobi, men jeg har sikkert alligevel lydt som et prustende gispende æsel i telefonen, da min drengeven “guidede” mig igennem myrdningen af en motherfucker som sad i køkkenvasken. Jeg siger ikke hvordan jeg gjorde det, med risiko for sagsanlæg fra Dyrenes Velfærd, men den døde og jeg fik igen et normalt toneleje.

Nu kan jeg i det mindste se på kræet i mere end 3 sekunder, uden at besvime.

Som tak for hjælpen vil jeg selv agere supporter, når jeg om lidt smutter ud til ham for at friske væggene op med lidt maling. Det er ikke utænkeligt, der gemmer sig en hemmelig Picasso i mig, men det finder jeg sikkert ikke ud af idag. Men man kunne vel alligevel godt komme til at sætte sin autograf nede i højre hjørne af væggen efter endt arbejde. Ku’ man ikk’?

Det følger med, når man bor tæt på landet og når de første lune solstråler kommer og gør godt for både land og folk; så varer det nemlig ikke mange dage, førend alt indhylles i en dunst af dyrisk affald – gylle.

Og jeg er naturligvis forstående overfor, at det er nødvendigt for den enkelte landmand, men jeg håber også han er forstående, når jeg siger, at det er så nederdrægtig træls, på godt jysk, at have luftet ud i soveværelset en hel dag, for så at opdage, ved aftentid, at det rum som skulle være friskt og lækkert, er fyldt med hørmen af griselort.

Det er der altså ikke meget frisk luft og blomsterduft over…

Engang imellem kan man have brug for at løfte sløret og bekende kulør og måske endda gøre op med en tid, som var engang. Man kan vælge at gøre det på flere måder og iblandt dem, kan man skrifte.

For nogle måneder siden fik jeg lov at læse Synnøve Søes Skrifte, hvori hun løfter sløret for fakta, som ganske vist er beskrevet før, men som denne gang markant nærmer sig et endegyldigt punktum for nogle af de dunkle sider, hun har haft i sit liv. En slags “gøren op med” fortiden én gang for alle. Sådan ser jeg det, når jeg læser bogen. Måske ser jeg det sådan fordi jeg taler privat med hende, jeg skal ikke kunne sige det.

Hun fortæller om de skyggesider, der desværre har hængt ved i livet indenfor TV-branchen og om, hvor lidt hun har kunnet genkende sig selv i rollen som den oversminkede, overgearede og storbarmede TV-værtinde, vi alle betegner som værende synonymt med Synnøve. Den rolle, som absolut ikke er den første, man vil forbinde hende med idag, hvis man taler helt privat og fortroligt med hende.

Skrifte er en, på én gang, stærk og skrøbelig fortælling. Det er tydeligt at mærke, at Synnøve har skrællet huden helt af denne gang, så de, som vil, kan se hendes nøgne sjæl helt ind til benet. Hun blotlægger sig selv, sine tanker og følelser og i nogle af erindringspassagerne kan man tydeligt se betændelsen, som pibler ud af hende. Smerteligt, sørgeligt, men også så forbandet stærk, for hun har en fightervilje, jeg sjældent har set magen til.

Jeg er så spændt, hver gang jeg får lov at læse bøgerne, før de havner i trykken. Jeg hverken kan eller vil lave noget om på dem, men jeg kan forsøge at forberede hende på det ramaskrig, hun måske kan forvente at modtage, når bøgerne offentliggøres og med Skrifte var det helt tydeligt for mig, at den ville kunne sætte røre i den danske andedam med sine kontroversielle emner. Også selvom de var blevet behandlet før. Nogle mennesker ville føle sig ramte, det vidste jeg, men jeg synes også det er modigt at sende noget så personligt ud i æteren. Jeg ville ikke turde gøre det, men jeg tager hatten af for de som tør.

Skrifte har modtaget meget blandede anmeldelser. Nogle vil have den fiktive Synnøve tilbage, men personligt kan jeg bedst lide hende sådan som hun er og sådan er vi så forskellige allesammen, men et punktum for sit forfatterskab, har hun langt fra sat. Det er jeg ret så sikker på. Heldigvis, for jeg er så evindeligt træt af at udbryde det sædvanlige ØV, når sidste side i hendes bøger er vendt.

Mer’ vil ha’ mer’, som man siger :-)

- når søster ringer og inviterer på middag. Og god udsigt. Hmm…