Maskineriet er i hus, solen skinner og weekenden kan snart begynde :-)

Mit forsikringsselskab ringede for lidt siden og oplyste mig om, at min bærbare computer nu er færdig og klar til at blive sendt afsted i min retning. Mit 3. barn (kameraet har jo en 2. plads og børnene deler 1. pladsen) ankommer imorgen!

Juhuuuuu, så kan vi igen invitere indenfor til middag ved stuebordet :-)

Tanken strejfer mig, fordi jeg indenfor kort tid har fået nogle smukke tilkendegivelser af min status som mor. En rolle jeg elsker af hele mit hjerte, men som jeg ikke forventer, endsige forlanger, den mindste tak for – overhovedet. Det er jo netop, efter min mening, mig, der er den heldige i det her game (for nu at bruge mine børns udtryk), for jeg er beriget med et par størrelser, som giver mig titusinde gange mere glæde og smil, end de giver mig grå hår og tårer.

Du er en allerhelvedes god mor!

Den sætning fra min drengeven bed sig fast og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle sige, udover Tak, da det kom så spontant. Igår fik jeg så den betydningsfulde vintergæk af min søn og senere fik jeg et knus af selvsamme med sætningen:

Du er bare verdens bedste mor!

Idag ser jeg, at min datter har meldt sig ind i en gruppe på Facebook, som er tilegnet at ære sin mor og vise hende, at man elsker hende (jeg har aldrig nogensinde været i tvivl, min skat!).

Jamen, jeg er da heldig med dem. Kan du ikke se det? :-)

Det virkede at putte frugtfarve i den lille vase med vintergækker.

Det er nærmest blå magi…

Jeg elsker, når gode råd falder lige ned i min turban. De behøver ikke nødvendigvis at være store og forkromede for at være guld værd. Selv de mindste og skæve af slagsen, kan være absolut ligeså geniale og endda ligefrem sjove.

Søren foreslog tidligere idag, at man kunne putte de fine hvide vintergækker i blækfarvet vand, for at få anderledes forårsbebudere i vaserne, men nu ligger landet sådan, at jeg ikke har blæk. Hvad gør man så? Man prøver naturligvis frugtfarve! Og det lader til at virke…

Jeg kan ikke lade være, når jeg hører sådan noget. Jeg må bare lige prøve.

Siden billederne her er taget, er de blevet endnu mere blå, men lyset er ved at forsvinde udenfor og så er der ikke meget sjov ved at knipse. Men imorgen, så…

Det er én af årets vigtigste ting for mig, når man ser bort fra ungernes fødselsdage; at se den første vintergæk være brudt frem af jordens overflade.

Den så jeg her til morgen og efter min jubel at dømme, vidste lillebror øjeblikkeligt, der var tale om noget helt specielt – og pludselig var han væk. Da han dukkede op igen, var det med en lille buttet håndfuld af dem, som han rakte frem med et “værs’go’ mor”.

Det plejer gerne at være mig, som på skift giver mine egne og andres børn den første vintergæk, men i år fik jeg min helt egen. Spørg lige, om jeg blev glad? Det tror jeg nok, jeg gjorde. Nu kan foråret godt begynde :-)

- når man som jeg, er en lille grissebasse med maden. Viklet godt rundt om halsen, fungerer den nemlig fint som hagesmæk, da den samler de pomfritter op, jeg taber. Så er der lidt til lækkersulten senere. Eller noget…

Sidste år valgte min bærbare computer at kravle ud af sit stabile hus og istedet lege dramaqueen med en nærdødsoplevelse. Faktisk var den stendød på et sekund og jeg kunne ikke genoplive den, trods 117 forskellige forsøg, så den skulle naturligvis på værksted.

Måske husker du, at jeg tidligere skrev om episoden; at ingen ville kendes ved den? Måske husker du også, at jeg selv gav mig til at spille dramaqueen for at få bare nogen til at tage sig af den? Og det hjalp jo…

Imidlertid skulle det komme til at koste mig 5.500 kr. at få den repareret og selvfølgelig takkede jeg nej til dette. Er de da komplet vanvittige!? Enhver med en smule omtanke kan nok regne ud, at jeg snildt ville kunne få en ny til de samme penge. At skaden skulle skyldes, at der var spildt væske i maskinen og at reparationen derfor ikke hørte under garantien, var mig fuldkommen fremmed, for jeg havde ikke selv spildt så meget som en dråbe, så jeg kaldte maskinen tilbage igen og tog så kontakt til mit forsikringsselskab.

De ville meget gerne sende den ind til deres eget værksted, og påtage sig forløbet og regningen (-selvrisiko), og der er den så nu, i skrivende stund. Jeg har hverken set eller hørt noget som helst til processen og jeg aner ikke, hvornår jeg igen ser mit arbejdsredskab, så i ventetiden bruger jeg en oldgammel, men fungerende, stationær computer. Den har jeg vist også fortalt om før og vi kan stadig ikke spise vores aftensmad ved spisebordet, fordi maskineriet okkuperer hele pladsen.

Jeg indrømmer blankt, at jeg er ved at nå til dét punkt, hvor jeg savner min gode gamle bærbare og hvor jeg er træt af at se højtalere, ekstern harddisk, ledninger og en voldsom grim computerskærm på mit spisebord. Jeg vil ha’ min stue tilbage. Dén, hvor lyset vælter ind ad vinduerne og gør mig mild og glad.

Du vil ikke være i tvivl, når det sker…

Det lykkedes at samle familien om aftensmaden idag. Det er ikke så tit det sker og det endda, selvom vi ikke bor ret langt fra hinanden, men sådan er det at have et semivoksent barn, som er selvstændig til fingerspidserne, og lever et travlt liv med et job og et stort læs venner, som skal passes.

Lillebror er lykkelig og lige i sit es, når hun er her.

Det er hun iøvrigt også og især, når hun kan få sin mor lidt i fred, når livet som selvstændig skal vendes og der skal ses en smule objektivt på de handlinger, hun er på vej til at foretage. Jeg kan kun erklære, at jeg synes, hun er fornuftig. Om det så er fordi hun stjæler mine briller og spiller kloge-Åge, skal jeg lade være usagt. Det virkede i hvertfald…

Det sidste ord skal nu skrives om det sjal, jeg har forelsket mig noget så grusomt i. Det er blevet knipset i alle ender og kanter og nu synes jeg måske, det er ved at være rigeligt med dét.

Efter en tur i vaskemaskinen, lidt udstrækning på sengen og en sidste tørring i den sol, som strøg os på kinderne idag, lader det ikke til at være krympet slet så meget, som jeg troede, men det gør ikke spor. Det er rigeligt stort til at slå om skuldrene og lune lige dér, hvor det skal.

Jeg elsker det og det kommer til at gro fast på mig, det er helt sikkert!