- hvor jeg er mere stille end sædvanligt.

Jeg sidder og dagdrømmer mere end hvad godt er. Jeg kigger på huse, både købe og leje, og er allerede i fuld gang med at planlægge formålet med havemulden. Jeg synes jeg ser billeder og film overalt, hvor mennesker enten kysser eller holder i hånd. Og så er det jeg mærker suset i maven, længslen efter noget. Eller nogen jeg endnu ikke ved, hvem er.

Det er sjældent det sker; at jeg finder mig selv på denne måde, for jeg vil helst være her én dag ad gangen og ikke tænke forud i min tid, men de dage skal der også være plads til, tænker jeg. Det er okay at drømme. Om tosomhed, om et familieliv i den gængse gammeldags forstand med to voksne og tilhørende poder, om ligusterhæk og havekomsammen. Om medgang og modgang og til døden os skiller.

Det kan tælles på én hånd, hvor mange gange om året, jeg sidder og drømmer på denne måde, men når den endelig er her, så niver det en lille smule i hjertet.

Og så er det jeg er nødt til at tage mig lidt sammen og tænke på de mennesker, jeg er så heldig at have i mit liv. Mennesker, som ikke er bange for at kramme mig flad, helt uden anden grund, end at lysten er der. Mennesker, som ikke er bange for at se mig være lidt ude af den og indimellem skrupforvirret. Mennesker, som holder af mig og elsker mig ubetinget. Og det er netop ikke en selvfølge, når man får/har en partner. Det skulle gerne være sådan, men indimellem hopper kæden af og noget blir’ så nemt lidt for meget og så er det let at smutte. Det gør familie og rigtige venner netop ikke.

Jeg er ikke en minoritet, for i dagens Danmark er det ikke længere en frygtelig ting at være en enlig forælder. Det er heller ikke en sær ting at have følelsen af at mangle et menneske, man kan være noget for som partner, alle ugens syv dage, men jeg føler mig ynkelig, når jeg har det sådan og det bryder jeg mig ikke om. For faren for decideret at have ondt af sig selv, er den følelse, som ligger lige næst efter og alt for tæt på. Måske er det endda en bror eller søster til ynkeligheden og jeg kan ikke fordrage den!

Så derfor spænder jeg nu hjelmen og hanker op i troen på, at der nok skal komme en sporvogn og en mand til, for det gør der jo. Lige pludseligt. Og måske er det bare foråret, som er igang med at rykke ind i mit hovede.

Det er slet ikke så tosset alligevel…