For første gang i umindelig lange tider, så jeg det danske Melodi Grandprix og jeg har kun én ting at sige; det var lige præcist den HELT rigtige som vandt ;-)

PS. er det bare mig der har forår i hovedet, men var der ikke flere vældig søde mænd at se på i årets version!?

Jeg vågnede få minutter før drengevennen skrev en SMS til mig og eftersom det ikke er første gang, det er sket, så tillægger jeg det ikke mere nogen særlig betydning. Det hører nu under kategorien; sådan er det bare…

Og imens morgenen gryede, sad jeg indsvøbt i et tæppe og nød den stadige summen i kroppen efter nattens dejlige drøm. Dét tillægger jeg tilgengæld en hel masse, for kort tid inden jeg hoppede under dynen i aftes, nåede jeg at finde flere gamle venner, fra skoletiden, på Facebook. Heriblandt en ungdomskæreste, som endnu ikke har set min anmodning om, det såkaldte, venskab. Så selvfølgelig var de alle med i min nattedrøm.

Nu er jeg ikke ligefrem i sving, men jeg er oppe og har været under bruseren og så er det vist blevet tid til en kop varm stimulans, som kan ruske liv i et ømt legeme. Måske skulle jeg også tillægge det den betydning, at jeg hoppede lige lovlig meget Jumpstyle igår og gled lidt for mange gange hen ad gulvet hos ældstebarnet og det gør jeg ikke uden en regning.

Jeg havde helt glemt, at jeg ikke er nogen vårhare længere ;-)

Halve planer er til for at kunne vrides 180 grader på en femøre, så det gjorde jeg med et snuptag og endte op med at køre til nabobyen for at tilbringe aftenen sammen med ældstebarnet.

Det er så længe siden, vi sidst har haft lidt mor-datter hygge på tomandshånd og det resulterer hver gang i det samme; vi tanter og fjaser og kører hinanden fuldstændig trætte på forholdsvis kort tid, men så er vi tilgengæld også så smækfyldt med god mad, tøsesladder, sofahygge og endda et par glideture eller ti på hendes maaange meter lange parketstuegulv, at det er hele energitappet værd.

Og det var lige præcis grineflip og nærvær jeg havde brug for, efter at have måttet tage afsked med veninden tidligere idag. Sådan noget er jeg fandme så dårlig til, så jeg havde brug for at få afløst tårer med grin og det fik jeg. Faktisk så meget, at jeg nu er på vej under dynen. Jeg er dødtræt, men på den fede måde :-)

- og udover at hoppe rundt på stuegulvet og blive glad i låget af dét, så er det også en ego-weekend, jeg går i møde. Jeg hvisker ligeså stille, at det er tiltrængt…

Der skal slæbes TV (med tilhørende bord) og en støvsuger til huse og det kommer til at foregå indenfor den næste times tid. Lillebror trænger til et nyt TV, som han kan spille sit elskede Wii på, og så kan jeg få en lille smule ørenlyd her i stuen, når jubelen fremover kommer til at foregå inde på værelset.

Vi glæder os begge to, så det er en ren winwin situation.

Derudover står størstedelen af weekenden åben for input, men jeg tror nok det er meningen, at jeg skal lege med min drengeven. Igår aftes tog vi afsked og aftalte at ses torsdag i næste uge:

… men vi ringes jo lige ved en halv millard gange inden…

- sagde han, og det er ikke engang løgn. Kommunikationen er ikke konstant, men den er ofte, og når tiden er til det, så er det flere gange om dagen. Enten med en SMS, et stemningsbillede via MMS eller ganske simpelt over en spandfuld kaffe. Jeg tror virkelig, helt ærligt, aldrig, vi bliver færdig med at tegne og fortælle.

Og selvom aftalen lød på, at vi først skulle ses på torsdag, og jeg personligt syntes det var aaalt for lang tid at undvære ham, så har vi alligevel stablet en halv aftale på benene for lidt siden. Til senere idag.

Vi er lige tossede, men vi trives med det ;-)

Nu tror jeg, den er ved at være der – rytmen.

For kort tid siden skrev jeg om jumpstyle og siden da, har jeg jævnligt øvet mig med yngste- og ældstebarnet, for dét, som ser så ualmindelig nemt og enkelt ud på video, er altså mere svært end som så. Det handler om at få rytmen og bevægelserne ind i kroppen i et jævnt samarbejdende flow, samtidig med at man skal huske at trække vejret imens.

Det er virkelig ikke nemt, men nu tror jeg den er ved at være på plads med grundtrinene. Og hold da fuldstændig kaje, hvor er det sindssygt hårdt, når man ikke har kondition! Men det hjælper ;-)

- smilet altså, for nu kom de endelig, de to nye verdensborgere. To små mirakler. Velkommen til livet Erna Marie og Albert :-)

…

PS. kan det virkelig godt passe, at æggestokkene skal blive ved med at klapre hele resten af mit liv, hver gang jeg ser en baby!?

Selvfølgelig skulle det ske og jeg vidste det bare. For første gang var ældste med ude hos drengene på Farmen og hun faldt pladask for stedet og beboerne. Hvorfor skulle det også være anderledes?

Man kan simpelthen ikke lade være med at holde af det hurlumhejhus ;-)

Sådan lyder det tit, når ordet ‘tandlæge’ bliver nævnt. Idag er ingen undtagelse og udbruddet kom fra lillebror, som har en tid hos sin tandlæge om en times tid.

Det kan ligefrem give mavepine og urolighed i hele den lille krop, men når det så er overstået, sker forvandlingen tilgengæld også prompte; smilende overstadig løber han, med gadedrengehop og speedsnakkende mund, ud af klinikken. Det er, som at trykke på en lettelsesknap…

- så skal I ikke snydes for at se et tørklæde, som jeg forelskede mig vildt og voldsomt i for tre uger siden, da vi afholdt vores første strikkeaften.

Der er da ren sommer i det, med de smukke klare farver…

Metoden kaldes neverkont og dette tørklæde tager, efter sigende, timevis at lave, når det ikke blot skal være småt og til fint brug. Birgitte valgte at lave et stort, bredt og gedigent ét af slagsen, som luner rigtig godt, og så skulle det iøvrigt være et perfekt TV-strikketøj, man kan gå til og fra.

Jeg tror hende gerne, men jeg har personligt ikke tålmodighed til sådan noget figumdik, men til de som er interesserede, er Neverkont-metoden beskrevet her. Opskriften på tørklædet fik jeg ikke tjekket, men mon ikke der kan findes lignende på nettet. I såfald skulle det ikke være første gang.

Du ved; den som bærer viljen i hjertet… og alt det der ;-)