I år vil jeg ikke skrive mig varm om de forgangne tolv måneder, da der er så meget (både godt og skidt) som ikke er fortalt til bloggen, og dermed også offentligheden. I stedet vil jeg glæde mig til at tage hul på de tolv nye måneder, som ligger og venter i 2009.

Jeg vil ganske vist stadig, som altid, rammes af nostalgien, når klokken slår 24, men derefter er det altså på tide at “tørre øjnene” og se at komme videre.

Det bliver noget med mere selvudvikling, nye og bedre tankemønstre, mere egoisme, mere kærlighed og overbærenhed og hvem ved; måske endda også en kæreste. Det er da at håbe, for mange ting er altså sjovere, når man er to om at dele det, men nu ser jeg. Skal det være, så kommer det nok. Også selvom jeg hverken leder eller venter. Jeg er bare mig og jeg er åben for det, mærker jeg.

Derudover skal der lægges penge til side hver måned, så jeg kan realisere min fremtidige drøm og jeg skal acceptere, at lidt er bedre end intet.

Årets sidste aften skal fejres med min familie og en elsket ven. Der skal god mad og promiller på bordet, vi skal mindes året som er gået og det nye friske skal lukkes ind. Kort sagt, så skal der hygges igennem fra start til slut.

Tusind tak for året som er gået, både her og i den virkelige verden.

PS. pas nu på de kære små ;-)

Når den indre by koger, så er det dumt at bevæge sig derind, men jeg sku’ jo bare liiige købe lidt is til imorgen. En enkelt el-pære og noget brød røg også i kurven og så var det dét, men det har alligevel taget mig henved to stive timer, fra jeg gik ud ad døren, til jeg trådte ind ad den igen…

Morgendagens hovedpryd er også købt og jeg lover Jer; den er dramatisk, vulgær og prangende og jeg vil gøre opmærksom på mig selv, overalt hvor jeg færdes. Den passer vel i grunden ganske godt til mig, som ikke er den stille mus, der kryber langs væggene, men den bliver nu alligevel pakket ned i kassen igen, når vi rammer d. 2 januar. Så meget opmærksomhed kræver jeg altså heller ikke.

Men den kommer ikke på bloggen. Familien ved endnu ikke, hvad jeg har for ;-)

En åben altandør har givet mig en advarsel; det er på eget ansvar at bevæge sig udendørs idag, hvis ikke jeg vil have frosset næsetippen helt af.

Eller rumpen, hvis jeg skulle føle trang til at sætte mig ned et øjeblik…

Det var ikke svært at tage et hurtigt valg om at blive inde lidt endnu.

Morgenmaden har været sen, men det gør ingenting, for her er kun mig selv til at bestemme og ingen at tage vare på og det skal kunne mærkes sådan noget. Alting går langsomt i noget der minder om stilhed, for selvom baggrundsmusikken kører, så er der ingen andre stemmer, end de som synger. Det er stilhed for mig.

Nu skal kaffen lige synkes og falde på plads i kroppen og så hanker jeg op i mine små nakkehår, så jeg kan få klaret de sidste ting, inden det er tid til igen at smække enden i sædet og koncentrere sig om at lave mindre end lidt.

Det bliver en rigtig god og langsom dag. Jeg kan bare mærke det…

Når livet er både gavmildt og festligt, så har jeg ikke hverken tid eller lyst til oprydning, rengøring, blog og internet. Så lever og ånder jeg i den virkelighed, jeg er blevet placeret i, rent fysisk. Dér, hvor det kilder i min mave.

Sådan har de sidste feriedage været, hvor der både har stået Wii og familienærvær på programmet. Nu kommer så nogle dage, hvor der ikke køres ræs eller gives blodtud via TV-skærmen. Der er ikke en dreng som kommer for at tanke op på krammekontoen eller fortælle om sine onde eller dejlige drømme. Der er ikke en dreng som synger, danser og driller – men jeg kommer ikke til at lide nød eller kede mig af den grund.

I aften har jeg mulighed for at indhente noget af det forsømte i hjemmet og også pleje den egoisme, som bor i min krop, og så er jeg helt klar til at tage imod min nytårsgæst, at sige Goddag til det nye år, med samme plus familie, og til at sove længe længe længe.

Wauu, det bliver ualmindelig godt altsammen :-)

Langt om længe lykkedes det mig at komme ud af fjerene før lillebror.

I dagevis har han kunnet liste sig forbi mig, uden jeg har hørt den mindste lille lyd, og der har ikke været noget med at prikke til mig og sige Godmorgen, som han plejer. Nej nej, det var direkte ind i stuen for at spille Wii og på den måde har jeg så fået lange morgener i sengen, men ikke idag.

Idag var jeg oppe før kl. 7.

Han snorker stadig på sit værelse og jeg indrømmer gladeligt, at jeg har listet mig omkring for ikke at støje unødigt. Efter en grim nattedrøm trænger jeg til at få vendt hovedet i de rette folder igen, inden det også skal tage stilling til ting som morgenmad, drikkevarer og små drengetanker.

Ferietasken skal pakkes med alt det, som han ikke kan undvære og det inkluderer ikke en Wii, har moderen bestemt. Frem til de første dage i januar skal han være hos sin far og så er det ham som bestemmer dagsordenen.

Nu er der dømt kaffe, stilhed og et smut ud på nettet for at se, hvad der rører sig rundt omkring…

Imens solen gik ned, pakkede vi den nye Wii i en pose, med hele pivtøjet af spil og tilbehør, og drog ud på landet, hvor vindmøllerne arbejdede ivrigt.

Kors, hvor var der dog smukt!

Målet var at få en sjov lørdag aften med ældstebarnet, kæreste og lillebror. Der skulle uddeles tæsk i hhv. tennis og bowling og havde jeg ikke haft en dårlig arm, så havde jeg med garanti lagt dem alle ned på stribe. Jeg mener jo ligesom selv, at jeg bare ka’ det dér.

Det er meget muligt, de har en anden mening, men den overhører jeg…

Ihvertfald var de to personer om at bokse imod en enkelt sølle modstander på skærmen og det mener jeg jo er at være en vatarm. Ja, jeg siger det bare!

Sjovt var det under alle omstændigheder og vi mødes igen imorgen til en omgang julefrokost hos min mor. Der skal spises igennem, ganske som vi plejer, men jeg lover dem, at når min arm igen bliver fit for fight, så skal de få kamp til stregen.

Det bliver et sandt opgør ;-)

Jeg har smidt bogen fra mig i et hurtigt øjeblik, men jeg vender tilbage.

Både til den og til den livskloge Lisbet Dahl, som er forfatteren. Jeg kan slet ikke lade være, for selvom jeg har læst den så mange gange, at jeg langt fra har tal på det, så bliver jeg aldrig nogensinde træt af den.

De slidte hjørner er beviset på, hvor meget jeg holder af hendes måde at skrive på. Hun er så dejligt selvuhøjtidelig, hun er skrap og hun er omsorgsfuld. Hun elsker mennesket og siger sin uforbeholdne mening, når der trædes forkert, men hun gør det aldrig på en måde, så hun selv ophøjes til det nærmest umenneskelige og hun sørger for, at ingen taber sit hovede og står med følelsen af, at være intet, når hun har haft kløerne i dem. Hun er en dame lige efter mit hovede. Respektfuld, ydmyg, storsindet og med hjertet på helt rette sted.

Og hun er det uden at være påtaget…

At overkomme livet er en gave til mennesket og livet, set med mine øjne, og jeg er taknemmelig for, at jeg i sin tid fik den af min mor. Selvom den blot var en gave, som fulgte med et ugeblad for flere år siden, så blev den hurtigt en form for “hellig bibel” for mig. Den blev bogen, jeg kunne søge trøst i, når jeg syntes, livet var en smule svær at overkomme. Den gav mig styrke, når jeg var svag. Den gjorde mig glad, når jeg var ked.

Idag er jeg både stærk, glad og synes livet er let at leve, men bogen giver mig stadig et kæmpeboost, fordi den er skrevet af en kvinde, som er så uendelig klog på livet…

Af alle dage skal vi naturligvis ind til centrum idag. Lillebror har talt, for når man har fået rede kontanter i julegave, så skal de sandelig ikke ligge og brænde alt for længe i lommen. Det kunne jo tænkes, de ligefrem formulder.

Den nye butik GameStop skal frekventeres – på samme tid som alle andre, der tilgengæld skal have byttet julegaver. Det skal vi så ikke.

Vi skal bare kigge på spil og måske købe et enkelt, men det ved alle de andre jo ikke. Hvis ikke jeg havde en smule pli, så kunne jeg hurtigt montere rundsave på albuerne, selvom jeg måske ville have mere brug for tålmodighed, for at lukke en 8-årig ind i sådan et slaraffenland, er det samme som at sætte sig selv på pause i halve timer. Der skal ventes.. og ventes… og ventes.

Vi har heldigvis hele dagen ;-)

Nej, det tror jeg faktisk ikke, jeg kan. Ikke når det gælder kram og hatte.

Kram får jeg i rimeligt antal og mener jeg, at jeg får for lidt, så tager jeg selv et par stykker til, men hattene derimod; dem har jeg vist så rigeligt af nu. Mit hatteflip lader til at være ovre – for i år – men man skal aldrig sige aldrig.

Og så tror jeg iøvrigt, der skal flere farver på til næste år ;-)