Det må da ikke stoppe nu! Nu kender jeg jo lige familien så godt, selvom den da stadigvæk kan overraske mig med detaljer, jeg ikke havde set komme. Det er da ikke til at holde ud, at jeg ikke mere skal følge familien Sommer i mit TV og hvis du spør’ mig, så er det da lige til en gang gravkaffe, så trist, som det er.

Nå, men heldigvis har jeg dem da på DVD, når det nu ikke kan være anderledes…

Vi har været lidt omkring idag.

Både inde i byen, hvor vi ankom til en lukket dør hos min far, og helt ude ved molen, hvor ældste huserer sammen med sin kæreste. Ingen af os var i stødet til den forestående aftensmad, men alligevel blev vi enige om, at den kunne være så meget hyggeligere at lave, hvis vi hjalp hinanden med det.

Så inden længe ringer det på døren og vi er flere om bordet.

Iøvrigt blev ældstes smadrede bil, langt om længe, solgt i aftes. Jeg er mere end lykkelig for, at den nu er ude af billedet. Det har givet et mavepump at kigge på den lige siden ulykken, men nu er den væk.

Det er jeg sådan set også, for jeg vil gøre klar til en hyggelig visit :-)

1 december bliver en lidt speciel dato for mig. Ikke fordi den sætter startskuddet til årets julemåned, men fordi jeg muligvis kan bringe mig selv et skridt nærmere en afklaring på min fremtidige jobsituation.

Jeg har jo aldrig lagt skjul på, at jeg bestemt ikke er ligeglad med, hvad jeg skal bruge en del af mine vågne timer til og at jeg har det bedst, når jeg glæder mig til at komme afsted om morgenen. Det betyder alverden for mig at beskæftige mig med noget, som jeg er glad for. Det motiverer immervæk en hel del mere, end at skulle tvinge sig selv til at hælde dynen til side om morgenen og nive sig selv i nakkehårene for at komme ud ad døren, fordi man ikke trives.

Jeg skal ledes på vej af en coach, finde ud af hvad jeg kan og vil, og så skal der banes vej for nye muligheder. Jeg er helt klar til at sadle om og lave noget andet end dét, jeg oprindeligt er uddannet til og jeg er mere end klar til at lade nye øjne kigge på mig som menneske.

Imorgen starter alt det sjove og jeg glæder mig :-)

Lørdagens formiddagstimer bød på mor/barn hygge med film og dyner, morgenhår og sure tæer. Vanvittig hyggeligt, sålænge det varede.

Da det ligesom var nok, begav vi os ud i det pulserende byliv for at købe en pludselig nyopstået idé til en julegave og naturligvis, fristes jeg til at sige, kunne vi ikke nøjes med dét.

Der var tilbud på DVD’er og med i kurven røg der indtil flere filmtitler på hhv. juleunderholdning og børnefilm. Da mine øjne ramte første sæson af DR’s TV-serie Sommer blæste jeg højt og flot på økonomi og lagde den ned i kurven til de øvrige skiver. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke kan undvære den.

Og det er så den jeg starter på lige om et øjeblik, når min elskede Larsen har spillet færdig på DR og når jeg har set programmet på nettet med Spacemermaid, det smukke kvindemenneske. Hende kan jeg altså godt blive smaskforelsket i, sådan rent menneskeligt. Hun bliver interviewet af den hyggelige Nis og har du lyst til at se med, så ligger klippet på hans hjemmeside.

Rigtig god lørdag aften til dig :-)

Jeg må komme med en ret så stor erkendelse; jeg fik simpelthen den vildeste gåsehud igår aftes, da jeg for første gang lyttede til programmet All Stars.

Clemens hold kunne i dén grad gi’ den gas, da de sang Anne Linnets smukke, men også lidt melankolske sang, Forår. Jeg skal da lige love for, at jeg blev opløftet!

- så er der frisk kaffe og lidt chokolade fra Summerbird. En gave fra mig til mig.

Her er også fred og ro og det er min summende krop svært taknemmelig for. Den er mør og træt og får mig til at føle mig meget ældre, end jeg i virkeligheden er. Jeg tror dog godt lige, jeg orker at sætte en film på DVD’en, pakke mig ind i sofaen og bare være. Med strikketøjet naturligvis.

Vi ses imorgen :-)

Vi nåede ikke at se julemanden tænde juletræet, men lillebror nåede i det mindste at se ham hele to gange i bybilledet, hvorefter han tørt konstaterede:

Okay, så har jeg så lige mødt den falske julemand.

Hvad mener du?

Ja, det kan jo ligesom ikke være den rigtige vel, for han plejer jo altså at komme OM NATTEN, ikk’ oss’!

Joo, jeg kan godt se, der stadig hænger lidt sandhed fast i det. Eller noget.

En lille smule drengemuggen over, at vi ikke nåede lystændingen kl. 18 sharp, begav vi os op imod centeret, hvor vi til gengæld havde rigtig god tid til at inspicere nogle nye butikker. Jeg fik også øje på en butik med alle de forskellige parfumer fra Demeter og naturligvis måtte jeg da prøve. Det resulterede i et sviende rødt øje, da jeg præsterede at sprøjte parfumen direkte ind på iris.

Jeg ser stadig verden i et tåget skær…

Det gjorde jeg til gengæld ikke, da jeg stod overfor den smukkeste (og måske også mest selvglade) mand. De lysende lyseblå øjne som i et par sekunder fangede mine, var ikke til at overse – det var Oliver Bjerrehuus. Jeg tror nok lige, jeg snappede efter vejret i et splitsekund, for jeg havde ingen anelse om, at han var i byen. Puuuha, han var nederdrægtig pæn. Selv i øsende regnvejr.

Da jeg var kommet til mig selv, og var blevet skubbet og puffet til og trådt over tæerne af mindst titusinde mennesker, som også ville se både Oliver og Pyrus, sagde jeg STOP!

Lillebror kunne alligevel intet se for bare voksne, som konstant vadede ind i synsfeltet, så vi vendte rundt for at smutte hjem og for pokker, hvor var han sur. Eddikesur, som jeg meget sjældent ser ham. Han var naturligvis skuffet og rasende på alle de “lortevoksne”, som hele tiden skyggede for den udsigt, han møjsommeligt havde maset sig frem til og nu måtte vi opgive og der var ikke dét, der ikke var galt – men som ved et trylleslag… ja det kan muligvis også være skæbnen, som viste sig lige dér i smøgen imellem gågaden og en baggård… så stod de lige foran os; Pyrus og Kandis. På vej frem til kødranden af mennesker.

Jeg har sguda aldrig i hele mit liv set en dreng med så funklende øjne før:

ÅRHH HVAAD! Jeg har lige set Pyrus før alle de andre børn! Er dét bare for sejt, eller er det bare SÅ sejt, hva’? Jeg så ham alligevel. Årrhh manner, det er altså for fedt!

Og han hoppede op og ned og fægtede med arme og ben og var inderligt lykkelig. Fredagen var reddet og han svæver stadig rundt på en lyserød sky her i stuen.

Det kan jeg, trods alt, godt se igennem mit tågede øje ;-)

Så skulle vi også opleve, at fars kæreste blev akut indlagt med ambulanceblink og hastværk. En brok klemmer så voldsomt, at der skal gøres noget med det vuns, så nu gælder det om at få arrangeret noget mad, af den nemme slags, til far, så han selv kan varme det i en microovn, imens hun er væk… når han da ikke spiser med ved bordet her.

I aften må han dog klare sig med en skive rugbrød, for jeg kan ikke nå at lave den varme mad, inden vi selv smutter afsted til jule-tamtam. Han klarer sig nok.

-

Et kort sekund overvejede jeg kraftigt at stikke af med de festlige bøsser til sydens sol og varme. Bare for at slippe for flere ambulancer. Jeg siger det bare…

Ligenu sidder jeg på min flade og har besluttet mig for at blive siddende, til stempelkanden er tom.

Lyset udenfor mit vindue er endnu ikke brudt rigtigt frem og umiddelbart gør det ikke noget godt for mit trætte korpus, men de levende lys her i stuen kompenserer, så jeg holder det ud lidt endnu. Men uanset hvor mageligt jeg end breder mig i sofaen, så kommer jeg ikke udenom, at hjemmet trænger til en overhaling med klud og sæbevand.

En uge med lidt flere aftaler ud af huset, end kroppen orker at være med til, har gjort sit til at fremme beslutningen om at lade stå til, så her ser naturligvis også ud derefter. Nullermændene vokser sig fuldfede og når jeg har tid, så dør de. Sådan er det…

Julekassen skal også bakses ned fra øverste hylde i et højskab og det foregår, som altid, med møje og besvær og alt for korte arme og ben. Der er bare nogle tidspunkter i livet, hvor jeg kunne ønske mig at være 1 meter og 80…

I eftermiddag er der julehygge på fritteren og umiddelbart herefter har vi en date med en julemand, som skal tænde lysene på byens store juletræ inde i centrum. Når det er gjort, bevæger vi os op til toppen af gågaden, hvor Pyrus og Kandis venter med underholdning og autografer og så tror jeg vist fredagens sus og dus er slut.

Weekenden står pivåben uden aftaler. Endnu ;-)