Det er fredag og jeg ser frem til en weekend, hvor jeg kan rekreere.

Og hvis jeg så skal være helt ærlig, så er det jo også med en vis portion ambivalens, jeg siger sådan, for jeg både glæder mig til at få lidt luft for mig selv, uden børn, og samtidig så har jeg stadig en voldsom trang til at have dem begge hos mig hele tiden.

Sådan er det efter ulykken forleden. Den ligger stadig lige bag os og minder os om, at livet er så frygtelig skrøbeligt. Og det er jeg også… skrøbelig.

Når jeg kører bil, er jeg mere opmærksom end før og skal jeg ud omkring det sted, hvor hun kørte galt, så kan jeg være sikker på, at vandet flyder over og mine øjne fyldes med tårer. Så ulykken ligger ikke længere væk, end jeg kan konstatere, at jeg stadig har et tyndhudet sind.

Men jeg kan heldigvis også smile og bryde ud i et godt grineflip, når min yndlingsbøsse giver den gas som dame. Ingen har formået at få mig til at grine så meget, som han, og det er meget tydeligt at se, at han har spillet dilettant i flere år. Han formår at blande det alvorlige med det sjove, så tristessen ikke får lov at sidde alt for godt fast og det er dét, jeg har brug for ligenu.

Der er ikke langt fra tårer til smil. Det er der altså ikke. Heldigvis :-)