Mit lokal-TV viser en kort historie fra én af byens, efter deres udsagn, bedste bagere – Bageriet Max. Personligt har jeg helt klart en anden favorit og det er netop pga. de rundstykker, som Max siger, er dét, alle taler om og som pinedød skal være i orden i en bagerbutik.

Det allerførste billede der vises på mit TV, er en bagerkvinde, som er igang med at slå et slag i dejen til et franskbrød og hvad ser jeg på hendes finger? En ring. En R I N G! Hvad i alverden gør den dér? Og så er mit fokus ellers ødelagt i resten af udsendelsen og butikkens ellers så gode budskab er brudt. Desværre.

Få så den ring af, kvinde! Det er sindssygt ulækkert…

Jeg hoster, halsen føles rå og jeg er udmærket klar over, at det ikke kun er en forkølelse. Det er mindre røgskader fra den vaskekælder, som brændte for en lille times tid siden.

Brandvæsenet har nu fået bugt med skidtet og har fået den kulsorte, tykke og pissegiftige røg ud af kælderen. Lillebror fik sig én på opleveren, inden han smuttede med sin far hjem og nu tror jeg, vi har fået en lille kommende røgdykker i familien.

Jeg blir’ det vist aldrig. Hoooooost…

Det er fredag og jeg ser frem til en weekend, hvor jeg kan rekreere.

Og hvis jeg så skal være helt ærlig, så er det jo også med en vis portion ambivalens, jeg siger sådan, for jeg både glæder mig til at få lidt luft for mig selv, uden børn, og samtidig så har jeg stadig en voldsom trang til at have dem begge hos mig hele tiden.

Sådan er det efter ulykken forleden. Den ligger stadig lige bag os og minder os om, at livet er så frygtelig skrøbeligt. Og det er jeg også… skrøbelig.

Når jeg kører bil, er jeg mere opmærksom end før og skal jeg ud omkring det sted, hvor hun kørte galt, så kan jeg være sikker på, at vandet flyder over og mine øjne fyldes med tårer. Så ulykken ligger ikke længere væk, end jeg kan konstatere, at jeg stadig har et tyndhudet sind.

Men jeg kan heldigvis også smile og bryde ud i et godt grineflip, når min yndlingsbøsse giver den gas som dame. Ingen har formået at få mig til at grine så meget, som han, og det er meget tydeligt at se, at han har spillet dilettant i flere år. Han formår at blande det alvorlige med det sjove, så tristessen ikke får lov at sidde alt for godt fast og det er dét, jeg har brug for ligenu.

Der er ikke langt fra tårer til smil. Det er der altså ikke. Heldigvis :-)

Denne morgen skulle alt glide helt perfekt. Ingen hast, ingen “skynd dig nu”, ingen trælse miner. Kun lutter “ja, det skal jeg nok” og “helt okay”.

Så er det jeg tænker, hvad grunden mon kan være, og kommer frem til, at det sikkert har noget at gøre med udstrålingen fra den voksne part. Når jeg ikke gider at hidse mig op, bliver jeg en smule ligeglad i mit kropssprog. Jeg bliver afslappet og medgørlig og det samme gør mit afkom.

Det må altså kunne læres på længere sigt ;-)

Det kan godt være, jeg ikke fik hverken vasket op eller vasket tøj idag, men jeg fik afsluttet Isabella Miehe Renards bog “På“, er igang med at afslutte bogen Operation Spiegelhauer og er næsten færdig med min poncho på pindene.

Huller lukkes, det føles virkelig godt…

Nattens sødmælk gjorde godt i mine øjne. De er ikke ømme længere, men stadig en smule hævede efter den boble som brast igår, så jeg ser måske mere træt ud, end jeg i virkeligheden er. Jeg er faktisk mere frisk her til morgen, end jeg har været det de sidste dage og der er kommet en smule mere ro på.

Den eneste overordnede plan jeg har for dagen er, at få gjort kål på opvasken og lidt af tøjkurven. Frosten var her for at kysse landskabet i nat og med den betyder det også, at det er helt slut med mine dahlia, så hvis jeg orker det, så skal de fjernes fra altanen og gemmes til næste år. I det hele taget trænger mit udendørs frimærke til at blive fejet og gjort lidt i stand, men kun hvis jeg gider. Jeg bestemmer heldigvis selv.

Ligenu smager morgenkaffen mere end godt. Der er blogs, jeg gerne vil følge op på og så tager jeg én time ad gangen. Det passer godt til en onsdag – bilder jeg mig ind ;-)

Som min søster så fint sagde det her til aften, så tror vi nu på engle, og jeg er overbevist om, at en sådan har holdt hånden over min datter og hendes veninde, da de i nat var ude for et solo-trafikuheld. Når jeg ser den smadrede bil i grøften, så forstår jeg ikke, at de ikke er kommet mere til skade, end de er. Jeg forstår ikke, hvordan de slap så heldigt.

Facit blev: en smertefuld ryg, et korsben som havde forskubbet sig, masser af blå mærker og diverse hudafskrabninger. De psykiske skrammer ses ikke, men de kan mærkes og de er der…

Jeg forstår det ganske enkelt ikke, men jeg er dybt dybt taknemmelig og jeg ved ikke, hvem jeg egentlig skal takke. Måske en højere magt et sted. Det ville under alle omstændigheder have været nemmere, hvis jeg kunne gøre det helt håndgribeligt, som dengang et familiemedlem kom og fandt min far. Ham kunne jeg takke noget så inderligt og jeg gjorde det.

Idag har jeg mest af alt lyst til at putte min pige ned i en foret brystlomme og passe godt på hende og selvom jeg godt ved, at det intet ville hjælpe, så er tanken tillokkende. Gid jeg kunne.

Min mave snører sig sammen af angst, lettelse og sorg gang på gang og det skal ud, det skidt, så jeg tuder og tuder. Holder så en pause og foretager mig noget andet og imens, så vander jeg hønsene én gang til. Det sker bare og jeg har ikke det mindste kontrol over det. Det skal jeg heldigvis heller ikke have.

Englen var der i nat. Måske kan jeg bede en bøn til dén og spørge, om vi ikke godt må blive fri for flere sorger nu. Jeg synes sgu ikke rigtigt, jeg orker det mere…

Ingen er vist i tvivl om, at jeg er lidt smågal i perioder. Der er dét med musikken og der er dét med gavepapiret, men der er også dét med at være i julestemning i god tid. Alt for god tid.

I år snød den mig dog. Jeg plejer at nynne den første julesang, når solen brager ned fra en skyfri himmel i juli, men den kom først til mig her til morgen.

Jingle Bells, Jingle Bells, Jingle all the way…

Nu er jeg da rigtigt i julehumør og det er alligevel aaalt for tidligt!

Lillebror spiller guitar, jeg synger og begge rocker vi rundt og rundt. Elskede Larsen drøner på drengeværelset og vi er bare go’e – når vi selv skal sige det.

Og måske også lidt fjollede ;-)