Min datter har gjort mange ting i sine samfulde 17 år, som jeg enten har rystet på hovedet af eller direkte har undret mig højlydt over. Tit og ofte har hun ikke gjort tingene, som alle andre unge gør det, og det synes jeg jo er et godt træk. Hvorfor dog være som alle andre?

Men én ting kan jeg måske ikke helt forstå, fordi jeg selv er afhængig; hun har aldrig ejet sin egen computer og ses meget sjældent siddende ved én. Det er en ting, hun snildt kan undvære, hvis hun skal, og hun har tilsyneladende ingen intentioner om at anskaffe sig en sådan, indenfor nærmeste fremtid. Der er ting, som er langt mere vigtige at anskaffe sig nu, hvor kapitalen pludselig er en smule øget og hun ikke behøver vende kronerne nøje.

Det er ikke sådan, at hun hoverer overlegent med sin holdning og signalerer, at hun for alt i verden VIL være speciel. Det falder hende bare naturligt og hun synes, der er langt bedre ting at bruge sin tid på, end at sidde sin krop øm og øjne firkantede ved en skærm. Frisk luft og socialt samvær fx.

Jeg er afhængig af skidtet, men må give hende ret. Jeg har intet på hendes påstand, som jeg kan skyde ned. Ikke engang, at det er godt at kunne mestre teknikken, fordi det er fremtiden, for den styrer hun til fulde på lige fod med mig og er der noget, hun intet ved om, så spørger hun. Efter første forklaring sidder det fast, hun gør det hun skal og så er hun væk fra maskinen igen.

Hun ER sg* noget for sig, men hun er min, hun er dejlig og jeg beundrer hende :-)