Der er sol og sommer over en Nutellamad. En spise, jeg yderst sjældent sætter tænderne i. Ikke fordi jeg synes det er ulækkert, men nok mere fordi jeg ikke har godt af det rent fedtmæssigt.

Idag skal dog være en undtagelse, for igår, da jeg var et smut inde i midtbyen med ældste, fandt jeg en flydende nutella fra Summerbird.

Jeg lover dig; du ønsker kun at smøre et ganske ganske tyndt lag Summerlade på dit brød, hvis ikke du skal ende op med en kvalmende fornemmelse af for meget, men kender du til begrænsningens kunst, så kan du roligt tage en bid af himlen.

Meget kan man sige, men Summerbirds chokolade er bare lidt bedre…

- dét er jeg!

På mit køkkenbord ligger der en gave. Ikke en stor én af udseende, men af betydning er den enorm. Den illustrerer et stort rungende Tak. Tak for rigtig mange ting. Den symboliserer også en form for kærlighed til et helt specielt menneske, jeg har så frygteligt kær.

Jeg ville ønske jeg kunne skrive meget mere om betydningen af gaven, men så vil jeg afsløre for meget, for modtageren læser selvfølgelig med her. Det var jo her hun fandt mig og jeg opdagede hende. Min Gitte. Med sin mobil kan hun følge slagets gang på bloggen, hvis lysten kommer over hende, så jeg skal ikke sige for meget.

Ligenu er hun på ferie med sit knuselskelige drengebarn, men i næste uge støder vi til dem oppe i Skagen og så skal hun få sin gave. Jeg er S dårlig til at vente, så jeg tæller selvfølgelig ned…

Overalt hvor jeg stod og gik, var han der. Den lille mand, der aldrig sagde så meget som ét ord. Gik jeg hurtigere for at slippe væk fra ham, kunne jeg få sekunder efter se ham komme rundt om hjørnet – igen. Ganske langsomt og kiggende, som målede han mig fra top til tå, fik han mig til at føle mig utilpas over hans lille krumryggede tilstedeværelse. Jeg følte mig forfulgt…

…

Kl. 7 vågnede jeg og var jo udmærket klar over, at jeg havde gået topløs rundt i drømmen. Så var det måske ikke så mærkeligt, at der blev kigget en ekstra gang. Måske er det bare et hint om, at køligere tider er på vej og at jeg igen skal tænke på at iføre mig nogle klude og være lidt mere anstændig. Både for min egen og andres skyld.

Min egen, fordi jeg ikke vil være forkølet. For andre, fordi der sgu ikke er noget specielt at råbe Hurra for. Helt ærligt altså… ;-)

Glasset med den iskolde boblende hvidvin er tomt, lyset i vinduerne overfor er slukket, alt er bomstille udenfor og nu må det vist være på tide at finde den kølige dyne, inden klokken blir’ for mange.

Ganske vist er det stadig ferie, men hængepartierne begynder at trænge sig på, så imorgen er helliget min plettede samvittighed. Godnat og sov dejligt :-)

Han så ualmindelig træt ud, manden, der kom ind på grillbaren med sin kone og sin adoptivdatter foran sig. Jeg tænkte det kunne være varmen, der var steget ham til hovedet, men jeg skulle snart blive klogere.

Efter ti sølle minutter, var jeg selv på nippet til at spørge både konen og barnet, om vi ikke skulle lege stilleleg i dobbelt så lang tid, som det havde taget dem, at drive mig ud på yderkanten, med deres skærebrændere og se-mig-hør-mig attitude. Du kender dem sikkert. De er enormt støjende, meget påtrængende og har ikke megen situationsfornemmelse… men manden havde tilsyneladende vænnet sig og da det blev for meget, selv for ham, købte han en stor is og lagde i hånden på barnet (som så fik stoppet munden fuld) og konen fik sin mobil at lege med. Så var der ro!

Jeg fik sgu egentlig så ondt af ham, den stakkels mand. Så er sommervarmen altså intet, set i forhold til. Man kan blive ulideligt træt af så meget andet…

I Holstebro er der ikke så meget som én eneste solstråle at spore idag. Himlen er fuld af skyer, vinden er frisk og jeg har slet ikke ord som kan beskrive, hvor meget jeg nyder det efter de sidste dage med en krop, som gik fuldstændig i baglås rent fysisk.

Efter blommerovet hos min far igår, var jeg nok klar over, at det ikke var sagen at vende hjem til en kvælende hed lejlighed, så istedet smuttede jeg en tur i parken, hvor jeg vidste, jeg kunne finde skygge og luft under de store træer.

Næste gang tager jeg dog brød med, for jeg hørte godt den slet skjulte fornærmethed, da de skuffet svømmede væk. Skræppende, brokkende…

Idag kan jeg holde til hvad som helst. Også til at poppe en mousserende hvidvin, spise et jordbær til og læse lidt mere om ham, der engang skal være vores konge.

Manner, det er altså livet det her. Uhmmm :-)

Jeg har tålmodigt forklaret folk om den sygdom, jeg ligenu bærer rundt på, men som forhåbentlig snart skulle være overstået. Virus på balancenerven.

Tålmodigt, fordi jeg gerne vil, at de skal vide, hvorfor jeg kan slingre en smule, være lidt mut, lidt skidt tilpas og for at gøre dem lidt klogere, hvis de vil. Jeg har været træt, ked og øv over min situation, men det er forlængst vendt rundt og jeg har forliget mig med, at det er sådan min verden ser ud ligenu.

For mindre end en time siden røg jeg desværre tilbage i hullet igen og blev både vred og ked af det, da en fagperson, som burde vide lidt om det her, på et splitsekund underkender min sygdom og med sit ansigt viser, til både mig og sin makker, at han synes, det er noget pjat, det her virussjov. At det er for diffust og uhåndtérbart og at man altid kan kaste en “virus” efter en tilstand, man ellers ikke kan forklare. Den holdning har han givet udtryk for før og jeg har roligt og venligt forsøgt, at sætte ham ind i, hvad det hele drejer sig om.

Denne her gang sagde jeg bare intet, men drejede istedet rundt på hælen og gik. Jeg orkede ikke at gå i clinch med ham én gang til og om mindre end 14 dage behøver jeg ikke se ham mere. Det ku’ godt ende op med, at det er noget, vi begge blir’ glade for i længden…

ldste slænger sig på sofaen iført sine nye supersmarte klude fra Løkken. Hun taler i telefon med én af de allerbedste veninder og der er ikke dét, de ikke kan blive enige om, når alverdens ungdomsproblemer luftes.

Selvretfærdigheden får sig et ordentligt spark opad, drengene er dybt “rådne i hovederne” og hvis nogen laver fejl, så er det ihvertfald ikke dem. Pigerne altså. Der sukkes, der revses, der deles rundhåndet ud af scoretricks og de gode råd står i kø, for at blive fortalt. Personligt synes jeg jo nok, det var de allerværste råd man kunne gi’ og få, men jeg er jo heller ikke næsten-voksen, så jeg skal vist bare se at passe min egen butik.

Og det gør jeg så ;-)