2 fluer med 1 smæk
Vi venter og vi venter. En håndværker skal komme forbi for at justere vinduer og altandøre, som en del af det årlige eftersyn. Nogle binder og andre glider stadig ganske gelinde.
Det får mig til at tænke på et indlæg, jeg læste igår aftes hos Mesmerized. Om blogcity. Om den morskab der var ved det engang, da det hele stadig duftede nyt og spændende – kontra den ensartethed og “ordmangel”, der eksisterer der nu, hvor en blog er noget alle og enhver kan få sig i løbet af 5 minutter. Efter hendes mening naturligvis.
Lad mig starte med at sige, at jeg er enig med hende, men hvis du spør’ mig, så er blogcity også lidt ligesom de her vinduer, vi venter på at få efterset. Nogle glider stadig derudaf, imens andre binder en smule. Helt tredje udskiftes til nye og bedre og fjerde vælger at smække skodderne for og sige; det var dét.
I blogcity findes der desværre bare ikke nogen håndværker til at rette til og justere. Der findes kun os selv og vi må så være vore egne håndværkere. Vi kan selv smøre, skrue, skifte ud, sætte nye i stedet og afprøve, indtil vi finder ud af, om det er dét, der gør os glade og tilfredse.
Selvfølgelig findes der altid de, som lidt for gerne vil prøve at fortælle dig, hvordan du skal bruge skruetrækkeren rigtigt, så du ikke kommer galt afsted og det kan du så enten vælge at overhøre, fordi du godt kan tage stilling til det selv, eller du kan vælge at gribe rådet og tænke over det. Til syvende og sidst bestemmer du jo suverænt selv, om det så også er det rigtige for dig.
Vi er vore egne håndværkere, der (forhåbentlig) kigger på eget arbejde med kritiske øjne, inden vi kigger på andres, for justeringer kan vi altid gøre. Vi kan altid blive bedre, men nogle gange løber tidens tand også stærkt og vi må prøve at følge med den. Måske synes morgendagens nye bloggere, at fænomenet er præcist ligeså hyggeligt, fedt og skønt, som vi “gamle i gårde” syntes det i sin tid og, for nogles vedkommende, stadig synes.
Blogcity bærer også præg af tidens tand. Akkurat som mine vinduer gør det. En god solid skruetrækker og en pudseklud kunne gøre underværker…
man. 30 jun. 2008 kl. 10.04
Du har ret Anita og du skriver et super godt og reflekterende indlæg.
Jeg synes nu også, at Mesmerized’s indlæg er godt. Det er ikke dømmende.
man. 30 jun. 2008 kl. 10.36
Du har så ret. Ind imellem må man kikke sig selv efter i sømmende. Og se om der ikke er noget man kan gøre bedre, lidt som i det virkelige liv. Der gør man sig også umage med sit arbejde, skole ect. Eller jeg gør i hvert fald.
Måske jeg skulle prøve at få noget af det ud på bloggen, gøre mig umage, for jeg synes da indimellem at den er lidt for tam. Intet bid, kun beretninger som et par øjne der ser med ude fra.
Dejligt indlæg Anita, det sætter sku tanker i gang. Tak for det.
man. 30 jun. 2008 kl. 11.23
Hendes indlæg fik mig til at tænke tanker, som så måtte ud. Herefter kan jeg så tænke nye tanker, men jeg er ikke sikker på, jeg laver ret meget om efter dem.
Så vil jeg nok hellere ofre plads til en nr.2-blog, hvis der skal være mere bid, for Moccapigen er jo lige præcist det den er; mit sted med Mocca, hygge og hverdagssnak om løst og fast.
Den har altid været det, men derfor skader det ikke at fatte en anden og bedre skruetrækker og gå den lidt efter i sømmene ;-)
man. 30 jun. 2008 kl. 11.37
Bemærk, at jeg ikke stiller spørgsmål ved om de ‘nye’ nyder de fora de er blevet del af. Jeg ved at mange har det herligt herude og jeg har stor respekt for det. Jeg selv savner bare noget mere bid og nogle flere reflektioner.
…eller bare nogle gode historier.
Måske de stadig er herude et sted, men blogsfæren er blevet så stor at det forsvinder i mængden. Og i pænheden.
(og pænheden er vel også en del af prisen for at stå frem med navns nævnelse? eller?)
man. 30 jun. 2008 kl. 11.50
Anna – den med de nye i foraet står helt for min egen regning og er et udspring af mine egne tanker…
Jo, pænheden er netop prisen og mht. navns nævnelse, så vil jeg personligt selv gerne (gen)kendes på det gode. Jeg ved jo, at de der gerne vil længere ind under min hud, også er i stand til at tage den sorthed (alt incl.), jeg også indeholder. Jeg forventer, at andre der kun læser om alt det pæne, uden at komme helt indenfor, også er i stand til at kunne tænke selv, hvis du forstår, hvad jeg mener :-)
Alt, hvad du har skrevet, kan jeg fuldt ud forstå og jeg savner også biddet. Endda nogle af de diskussioner, der kunne give blogosfæren et gedigent spark i nosserne, for nu at være direkte ;-)
man. 30 jun. 2008 kl. 13.42
Muhahahaha, ja, jeg kan da også godt lede efter det modige jeg synes var nemmere at finde “engang”. Men det er jo også altid med en vis indsats at dørene åbnes for de tanker og ord der ikke kun er så pæne, og de “tæsk” kan godt gøre herrenas.
Jeg synes selv at det pæne af mig godt må komme frem, meeen, når alt kommer til alt, så har jeg jo i dén grad også den anden side, hvilket mine nære slet ikke er i tvivl om. Og nogle gange tænker jeg da, ta fanden ved om nogen ik bryder sig om smørrebrødet i butikken, dybest set bliver jeg vel ikke mindre pæn bare fordi jeg også gir lidt los og fremviser det andet. Det er jo i grunden sådan jeg i virkeligheden er, helt pæn og med en helvedes masse ridser i lakken:)
(og de ridser som andre måtte ha er jeg da skide nysgerrig efter at snage i hvis de lægges ud til offentlig skue)
man. 30 jun. 2008 kl. 14.38
Altså Blogland vokser det kaldes fremskridt Den er ikke længere.
man. 30 jun. 2008 kl. 14.39
Pia – dér sagde du netop kodeordet, i min verden. Modighed!
Jeg kan godt mærke, som Mesmerized også er inde på på sin blog, at der er andre læsere af min blog idag, end der var, da jeg startede. Det gør mig en smule mere betænkelig, når jeg skriver. Og i bund og grund er jeg alligevel sikker på, at de vil kunne tåle mosten.
Her er det selvfølgelig det helt personlige, jeg taler om. Alle og enhver kan kaste et brok-indlæg ud i æteren, hvor hele verden skældes ud. Det synes jeg personligt er dødhamrende kedeligt at læse om. Jeg vil hellere ha’ de personlige historier og erfaringer. Jeg elsker, når erfarne er generøse og deler ud af sin viden og opdagelse.
Jeg keder mig, når jeg læser om dates, medmindre det er skrevet med en virkelig morsom tone og jeg frydes, når jeg får fat i en blog, hvor der måske skrives om mig (læs=jeg selv kunne have skrevet ordene).
Flere gange har jeg kæmpet med mig selv og sagt, at jeg godt kan være lidt mere modig, når jeg skriver indlæg, men først og fremmest er det vigtigst, at kunne se mig selv i øjnene, når jeg klapper den bærbare sammen og bevæger mig ud i verden. Ud til de mennesker, som har læst mig.
Men alt det HAR jeg jo også blogget om … engang ;-)
man. 30 jun. 2008 kl. 14.45
Morfar – lige netop! Tidens tand, følge med og alt det der…
man. 30 jun. 2008 kl. 16.17
Morfar; det kaldes ikke nødvendigvis fremskridt, men udvikling. Ja, den er ikke længere, men derfor kan man godt have en holdning til det.
man. 30 jun. 2008 kl. 17.38
Jeg begyndte på et svar her, men det blev alt for langt. Jeg tror hellere, jeg må lave et indlæg og henvise til dig!
man. 30 jun. 2008 kl. 18.11
Deborah – ja det kan hurtigt gribe om sig ;-)
ons. 2 jul. 2008 kl. 23.28
Som nyankommen i blogcity finder man sin vej rundt som et barn, der lærer at tage de første skridt. Der er forhindringer undervejs – og man skal finde sin identitet. Ganske givet er der mange flere af ‘os’ end der var for få år siden… jeg forstår, at I ‘gamle’ kan finde det overflødigt nu… og der er blogge, som man ikke kan finde interesse i. Lige så mangfoldigt som livet selv… hver finder sin vej! Håber jeg da…. fordelen er at man nu kan vælge mellem blomster-, heste- og strikketøjsblogge og finde det, som inspirerer én! Ikke mindst er en god blog en velskrevet blog uanset emnet!
ons. 2 jul. 2008 kl. 23.46
Nille – jeg synes blogcity er en herlig kulørt størrelse, hvor man altid vil kunne finde mindst én håndfuld supergode blogs. Der er helt sikkert plads til alle, men engang imellem kan jeg godt savne lidt mere bid i en blogtekst. Noget der rykker eller flytter mig, noget der får mig til at tænke, længe efter jeg har klikket oppe i højre hjørne af skærmen…
En sjælden gang rammer jeg den selv, men jeg kunne godt ønske mig, jeg kunne skrive flere af den slags indlæg ;-)