- men jeg er godt nok træt og jeg pønser på at klappe den bærbare sammen lige om lidt og smutte under dynen med en god bog.

I mere end en uge har jeg været til at lukke op og skide i før klokken 19 og det endda selvom jeg både dyrker motion, spiser sundt, tager mine vitaminer og ellers holder mig igang. Jeg er træt som et ondt år og det er mildest talt skideirriterende. Solen skinner jo, fuglene synger så dejligt og jeg har lyst til at være vågen, men min krop vil det anderledes.

Så nu går jeg tidligt i seng og ser, om ikke det hjælper på det…

Lillebror ser noget om aber i TV og drager straks en konklusion:

Alle mennesker er født som aber. Altså… du er faktisk også en slags abe, mor. I starten, altså da du blev født, da var du en abe, så blev du til en halvabe og nu er du så et menneske. Men det er kun aber, der kan blive til mennesker. Ikke gorillaer!

Sikke en søfantasiforklaring, men jeg tror godt jeg ved, hvad han mener ;-)

Det ser grangiveligt ud som om børnehaven har mere end én forlystelse idag. Foruden hoppeborgen nede i venstre hjørne, så er der også muligheden for at få en ordentlig tur i elastikken.

Kranen står jo lige for…

Vi venter og vi venter. En håndværker skal komme forbi for at justere vinduer og altandøre, som en del af det årlige eftersyn. Nogle binder og andre glider stadig ganske gelinde.

Det får mig til at tænke på et indlæg, jeg læste igår aftes hos Mesmerized. Om blogcity. Om den morskab der var ved det engang, da det hele stadig duftede nyt og spændende – kontra den ensartethed og “ordmangel”, der eksisterer der nu, hvor en blog er noget alle og enhver kan få sig i løbet af 5 minutter. Efter hendes mening naturligvis.

Lad mig starte med at sige, at jeg er enig med hende, men hvis du spør’ mig, så er blogcity også lidt ligesom de her vinduer, vi venter på at få efterset. Nogle glider stadig derudaf, imens andre binder en smule. Helt tredje udskiftes til nye og bedre og fjerde vælger at smække skodderne for og sige; det var dét.

I blogcity findes der desværre bare ikke nogen håndværker til at rette til og justere. Der findes kun os selv og vi må så være vore egne håndværkere. Vi kan selv smøre, skrue, skifte ud, sætte nye i stedet og afprøve, indtil vi finder ud af, om det er dét, der gør os glade og tilfredse.

Selvfølgelig findes der altid de, som lidt for gerne vil prøve at fortælle dig, hvordan du skal bruge skruetrækkeren rigtigt, så du ikke kommer galt afsted og det kan du så enten vælge at overhøre, fordi du godt kan tage stilling til det selv, eller du kan vælge at gribe rådet og tænke over det. Til syvende og sidst bestemmer du jo suverænt selv, om det så også er det rigtige for dig.

Vi er vore egne håndværkere, der (forhåbentlig) kigger på eget arbejde med kritiske øjne, inden vi kigger på andres, for justeringer kan vi altid gøre. Vi kan altid blive bedre, men nogle gange løber tidens tand også stærkt og vi må prøve at følge med den. Måske synes morgendagens nye bloggere, at fænomenet er præcist ligeså hyggeligt, fedt og skønt, som vi “gamle i gårde” syntes det i sin tid og, for nogles vedkommende, stadig synes.

Blogcity bærer også præg af tidens tand. Akkurat som mine vinduer gør det. En god solid skruetrækker og en pudseklud kunne gøre underværker…

Igår var vi dovne. Idag har vi været ren Rasmus Modsat. Bilen er blevet vasket og blankpoleret og den lune luft har sørget for en nænsom føntørring. Alt har passet til punkt og prikke og lillebror fik klappet håret fladt af Bedstefar. Ja.

Men først var der Goddaw og fællesfrokost, inkl. de sædvanlige morsomme fortidsminder som skulle vendes. Så var der kaffe og snak med dem, som kom forbi, og så gik det ellers løs med autosæbe, vandslange og vinyl make-up. Afslutningsvist fik førerkabinen et lavendelpist, men ikke af mig. Far syntes der skulle sættes en fed prik over det funklende i og dét blev der så.

Jeg havde desværre glemt at fortælle ham, at jeg kvalmes af lavendel…

Så blev det sandelig kaffetid igen og ned gled denne gang et stykke marmorkage, som vi fandt på vejen, da bilen skulle prøvekøres og nu er vi så hjemme igen efter en hel dag i det bedst tænkelige selskab, vi kan forestille os.

Jeg er blevet nogle strikke- og hækleopskrifter rigere, lillebror er godt mør i betrækket og begge er vi fyldt til bristepunktet med den summende følelse af velbehag i særklasse. Hvordan kan man have det anderledes efter en god lang dag, hvor lattermusklerne er blevet motioneret mindst ligeså meget, som resten af kroppen. Uhmnnnn… :-)

- men endelig blev jeg træt. Dødtræt.

Efter at have kørt Klaus’ videoer igennem, kvalt et sprutgrin, jublet over at se en blyant blive spidset (min helt egen særprægede lidenskab) og efterfølgende lyttet til hans monotone stemme, så kan jeg nu konstatere, at jeg er grydeklar.

Tak for hjælpen, Klaus. Du er sg* genial ;-D

Ferien er skudt godt igang og selvfølgelig har vi lagt nogle planer. Ikke nogle store planer, men bare nogle små, som vi kan forholde os til.

Det er så en sandhed med modifikationer, for virkeligheden er jo, at det er mig, som skal kunne forholde mig til dem. De planer, som inkluderer køreture kan blive aflyst, så let som det er at knipse med fingrene, hvis svimmelheden ikke vil tillade mig at sidde bag et rat og jeg ikke kan få andre til det.

Men det ved lillebror godt. Han er ved at vænne sig til begrænsningerne og så sent som idag, måtte vi skynde os ud af en legetøjsbutik, da lysstofrørene blev for meget for mig og jeg var tæt på at få det rigtig skidt. Heldigvis generer det ham ikke mere og det letter mig mere, end ord kan beskrive.

Ferien sammen byder på en tur i Givskud Zoo, et besøg på Skagen og resten af tiden ligger så åben for, hvad vi nu måtte få lyst og overskud til. Når vi rammer uge 29 tager han afsted for at holde sommerferie hos sin far i 3 uger. Der går turen til Langeland og så smutter jeg selv til KBH i nogle dage, hvor den står på storbyferie, afslapning, blogtræf og masser af snak og grin.

Flere uger ligger for vores fødder. Det er næsten ikke til at fatte, men det behøver jeg heller ikke. Jeg skal bare tage én dag ad gangen og mærke efter, hvad den skal bruges til og så kommer resten helt af sig selv.

Som altid, kan jeg føle mig nærmest lykkelig, når jeg sidder placeret lige midt i lørdagen. Ugens bedste dag, for mit vedkommende.

Lillebror roder med Pokemon-kort. Hvordan man spiller med dem, det har jeg ingenlunde forstand på, men det ser ud til at være sjovt. Han kan bruge halve og hele timer på at tælle og sortere dem. Regne ud, hvor mange han skal bruge, for at kunne slå en modstander af banen. Der skal tankes op med energikort og så skal der være et plasterkort til de skadede af slagsen.

Jeg forstår mig ikke på det. Slet ikke… men jeg er også bare gammel, siger han.

Bierne er de eneste her på stedet, som gider at gøre en aktiv indsats. De har lynende travlt, for det trækker op til regn, igen igen, og så er det bare om at samle til huse, inden der går hul på de kulsorte himmelskyer. Luften er tyk af varme og fugt, så det vil ikke gøre det mindste, om skyerne også skulle indeholde et ordentligt tordenskrald. Det ville sætte prikken over i’et på en doven lørdag og være med til at understrege hyggen.

Egentlig er der så mange ting, jeg burde gøre, men lige idag gider jeg faktisk ikke. Måske gider jeg at vaske op senere på dagen og hvis jeg ikke gider, så er der ingen skade sket. Det samme med vasketøjet. Gider jeg at vaske det? Nææ…

Nu skal der strikkes og sludres lidt og jeg er stensikker på, at rodet nok skal vente på, at jeg får tid. Engang ;-)

Når stempelkandens glas rammer en køkkenvask, siger det bang og så står man pludselig med kaffegrums udover et stort areal, imens panikken breder sig. En hel weekend uden stempelkaffe… det går bare SLET ikke!

Men katastrofen er heldigvis afværget. Jeg nåede lige nøjagtigt ind til isenkræmmeren, inden denne lukkede og låste sine døre til mandag, og for en hundredelas kunne jeg køre afsted igen med et stort kaffesmil om munden.

Ahhh, weekenden er reddet :)