Mit lokal-TV summer i baggrunden og det er meget muligt, at det er fyldt med velmenende nødhjælpsopråb idag, men ligenu overdøver Rasmus Nøhr det og jeg har simpelthen truffet en lynhurtig beslutning om at yde mig selv den nødhjælp, som jeg har brug for.

Og altsammen blev det gjort på grund af den lettelse jeg følte, da jeg talte med min chef i telefonen og alt heldigvis stadig var fryd og gammen. Jeg blev så lettet, at det resulterede i et blomsterraid hos gartneren, hvor starten på en hyggelig altan blev grundlagt. Og veninden grinede så højt og skønt, som kun hun kan gøre det, da hun hørte om det for kort tid siden.

Hun synes vist, jeg er fuldkommen tosset…

Drømmene om selv at så blomsterne, er indtil videre blevet skrinlagt. Behovet for noget akut skønt at kigge på derude på altanen, var så presserende, så jeg ikke kunne vente på spirer, skud og potteflyt. Iøvrigt synger vejrfuglen om gode varmegrader i weekenden, så jeg forventer at have en sommerklar hyggekrog derude i løbet af ganske kort tid.

Så skal der drikkes kaffe, surfes på den bærbare, læses magasiner og strikkes og når jeg får ondt i min dertil indrettede, så rejser jeg mig op og går ned på gaden og giver mig selv den mini-gåtur, som min hjerne og krop har brug for, for at helbrede sig selv.

Nødhjælp eller ej, så er man altså nu engang nødt til at starte med sig selv, hvis man skal kunne hjælpe andre ;-)