Nu er fødselaren puttet i sin seng med en Olsenbanden-film på DVDen, men lur mig, om ikke han lynhurtigt går ud som et lys efter al den friske luft, de gode eventyr og de mange eksperimenter han fik lavet idag.

Da vi jo fik holdt fødselsdagen igår, var dagen idag også mere stille og rolig af karakter. Den var tosom og indimellem, når telefonen ringede, så var vi pludselig flere om den store dag. Det var rigtig hyggeligt.

Nu føler jeg mig glad og mør af træthed og burde måske nok gå i seng, men jeg har alligevel valgt at bevilge mig selv en kop stempelkaffe, imens jeg får taget hul på de mails, som ligger og venter på mig. Et par stykker er allerede besvaret og så kan jeg gå videre til de næste af slagsen. Et par pinde skal måske også strikkes, men det bliver ikke på drengetrøjen.

Den er på hvilepinde i øjeblikket og jeg har besluttet mig for, at den ligger godt, dér hvor den ligger. Hver ting til sin tid, tænker jeg, og den skal nok blive færdig før eller siden. Ligenu er det de små lette projekter, som trækker mest.

Det er, hvad hoved og hænder kan holde til :-)

Min nabo er VIA University College. Her uddannes sundhedsfagligt personale og disse er naturligvis vant til at tage vare på egen krop og helbred på bedst mulig vis.

Det kan i dén grad høres om morgenen, når der er samling på parkeringspladsen, hvor der gøres plads til at lege aktive lege, så både krop og smilebånd varmes godt op, inden dagens arbejde begynder.

Jeg forestiller mig levende, hvor sjovt det må være at gå på sådan en skole, hvor det hele menneske inddrages og ikke kun den lille del, som sidder imellem ørerne ;-)

Det har jeg haft med min, nu store, lillemand.

Og jeg kan give mig til at starte den sætning, som alle ældre siger, når endnu en fødselsdag oprinder, men det vil jeg ikke, for så sætter jeg også samtidigt min egen alder i perspektiv og det går da virkelig ikke…

Men min lille skat har fødselsdag idag og han er blevet stor. Tankevirksomheden har ændret sig på blot et enkelt år og nogle gange beskylder jeg ham for at være en anelse gammelklog. Fornuftig er han også, når det tager ham, men nogle gange kan han komme helt bag på mig, når han siger en sætning, jeg hidtil kun har hørt voksne mennesker sige.

Her til morgen spurgte jeg ham fx. “om det var alle i klassen, der delte noget ud til fødselsdage?”

Jeg skal nemlig sige dig, at min husker slet ikke fungerer i øjeblikket og jeg har derfor ikke skænket det en tanke, at han kunne kaste små rosinpakker rundt til samtlige klassefælder og i et splitsekund, blev jeg naturligvis ramt af den dårlige samvittighed. Til mit spørgsmål svarede han søvndrukkent, men også meget overbevisende:

Mor hør nu her, vi ER bare en anden familie. Vi ER altså bare anderledes og sådan er det bare. Og nej, det er ikke alle, der deler noget ud. Det er der faktisk ikke ret mange, der gør…

Han kan sætte mig på plads og jeg elsker ham for det. Han får mig til at grine, så spruttet står til alle sider og så kysser jeg ham i hele hovedet, for jeg er sgu så glad for den lille dreng.

Tænk sig, at han blir’ 8 år idag! Det er altså lidt vildt :-)

- 1 dyne
- 1 mand
- 1 ske

Stille snak, små grin, kys på næsetip og mellem skulderblade. Hemmeligheder. Sandheder. Flere små sansninger med øjne, næse og mund og så helt godnat, når næste dag lysner. Det kunne jeg godt lige klare.

Godnat og drøm dejligt. Det vil jeg :-)

Efter sådan en god dag med masser af gaver og høje grin, trænger vi til at koble fra og ikke tale mere end allerhøjst nødvendigt.

Kevin har puttet sig godt tilrette i sækkereden og ser TV, imens han gaber stort og højlydt, og jeg selv har slået popo’en i den lille sofa, hvor jeg lige præcis kan have begge ben strakt ud på sæderne. Det er den sofa, jeg kan putte mig i og krybe sammen, hvis jeg skulle få lyst. Det har jeg så ligenu…

Jeg er ikke glad for at måtte indrømme, at jeg igen har fået en snert af ubehagelig svimmelhed og blodtrykket giver mig en hovedpine, som har fulgt mig i nogle dage nu, men jeg ved jo godt, hvad det betyder, når alt kommer til alt.

Så nu læner jeg mig tilbage og slapper heeelt af efter en dejlig dag ;-)

På komfuret står cacaoen klar til at blive varmet, bollerne er på vej og det samme er lillebror.

Jeg er sådan set også ved at være klar, så nu kan familien egentlig godt komme, men der er stadig knap to timer endnu. Heldigvis har jeg kalkuleret lidt med tid til ingenting, så i ventetiden kan jeg sagtens nå at strikke en pind eller flere på de to tørklæder, jeg ligenu er igang med.

Jeg er sikker på, jeg får en hoverende attitude stukket lige op i mit åbne ansigt, når jeg åbner døren for lillemanden. Jeg får garanteret også tæsk, fordi jeg har pyntet kagen med lidt lyserødt. Jeg har dog lært, at man må tage det sure med det søde. Det plejer nemlig at hjælpe.

Mon ikke også det gør det med lillebror ;-)

… drømmen fra i nat.

Jeg klukker lidt for mig selv og undrer mig over, hvor den kom fra. Det var vildt hyggeligt og Rasmus var med. Vi byggede hule under en stor tung dyne, vi grinede og vi pjattede ogsåsigerjegikkemere. Men hygsomt; dét var det altså.

Nu er jeg oppe igen og næsten klar til at dække bord, lave lagkage, finde cacaogryden frem og gøre klar til at smøre de boller, som min kære mor har lovet at bage for mig. Der skal fødselsdagsflag på døren til lillebror kommer hjem – også selvom det først er imorgen, han bliver hele 8 år.

Men først er det tid til en kop kaffe at vågne op på…

Selvom jeg valgte at lade dagen begive sig afsted i et langsomt tempo og jeg tvang mig selv til at følge med, så nåede jeg jo alligevel også alt det, jeg egentlig skulle.

Jeg nåede både at rydde lidt op, gøre en smule rent, vaske op, handle ind, besøge min glade far og slikke lidt sol på altanen.

Jeg nåede også at få startet på alverdens forskellige strikkede tørklæder og sjaler, men ikke ét eneste af dem duede for mig. Strikke dem kunne jeg sagtens, men jeg blev irriteret, inden jeg var nået til pind nr. 20 og så blev der trevlet op igen og igen. Det har jeg lige godt aldrig prøvet før, men én gang skal jo være den første og nu er jeg så endt op med Woodland – igen igen.

Denne gang i en ny type Alpaca i en dejlig lysegrøn pastelfarve. En farve jeg forelskede mig i, midt i en forårstemning, men som jeg ikke helt tror vil passe særlig godt til mig selv, så måske ender det om halsen på en helt anden.

Man kan aldrig vide ;-)

Det var med bævrende hænder, jeg åbnede dagens post med Skatte-logoet på. I de sidste mange dage, har jeg jo hørt så mange jubelråb fra mennesker, som fik penge tilbage, og jeg var en kort overgang ved at være en kende nervøs for, om min egen konto skulle ribbes for penge, siden jeg intet havde hørt.

Men nej! En ordentlig røvfuld penge har jeg fået tilbage!

Dét udløser fandme en lækker middag til mig og ungerne. På restaurant. Nemlig! Og så vil jeg sådan set ski** på, om andre finder det upassende, at jeg slæber mine børn med til et sted, hvor voksne kun ønsker at høre (på) sig selv ;-)