Heidi sang min ældste yndlingssang så forbandet smukt, så noget måtte forløses…

- at der er nogen, som kun har fødselsdag hvert 4 år. Godt det ikke er mig!

Jeg kom hjem for et par timer siden, efter at have besøgt hhv. søster lystig og min gamle arbejdsplads.

Begge steder fik jeg snakket rigtig godt, om hver sit emne, og på det gamle job fylder den store dames dødsfald stadig meget rundt omkring. Alle trænger stadig til at tale om den tid der var, kontra den tid der nu er kommet. Jeg havde taget et “supergodt og vellignende” billede med af hende, fra dengang, hun stadig var i live og kun var dén tand mere skrupskør end jeg og jeg fornemmede, det faldt i god jord hos alle…

I Kvickly skulle jeg så efterfølgende gøre mig et dyrt fund, men jeg blæste højt og flot på økonomi og trillede hjem med de eneste to bundter Ranunkler, jeg kunne finde. Lidt forkælelse var tiltrængt og det blev altså min undskyldning.

Og så blev det rigtig weekend!

I nat får jeg weekendbesøg, men jeg sover nok til den tid. Jeg har dog fortalt, at jeg godt må vækkes med et langt kram, fordi jeg trænger så frygteligt. Uha, det blir’ godt…

Det gjorde godt at tale med lægen for et øjeblik siden. Hun vidste lige nøjagtigt, hvilke spørgsmål der skulle stilles, fordi hun kender mig og min familie så godt, og ved, hvilke problemer vi har måttet tumle med i de sidste 4 år, og så mente hun iøvrigt også lige, vi skulle tage os en lille snak om det hele.

Det kan meget vel være den nye folkesygdom, stress, som vælger at drille mig ligenu. Det er hun næsten sikker på, men vi er også nødt til at udelukke andre sygdomme, inden konklusionen står lysende klar. Hvad der så derefter skal gøres, det tager jeg til den tid.

Ligenu skal jeg ihvertfald slappe af og have min morgenkaffe.

Senere i formiddag har jeg en aftale med min søster og hendes printer og så kører jeg videre ud i samfundet. Jeg har en kaffeaftale på mit hjertes arbejdsplads og det bliver så dagens allersidste af slagsen. Aftaler skal der ikke være for mange af ligenu, for jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke helt kan overskue ret meget andet, end at tage én ting ad gangen.

Og det er så dét, jeg gør nu. Nu er jeg nået til den kaffe…

Endelig har jeg weekend. Endelig kan jeg læne mig tilbage og lade alle nye indtryk sive derind, hvor jeg kan sortere i dem jeg skal bruge og øjeblikkeligt smide resten væk, som er ganske overflødige.

Endelig har jeg nogle dage, hvor jeg kan trække vejret mere frit og også være mig selv, for det er jeg jo ikke her i starten af det nye job. Dog er jeg kommet så langt, som til at drille bossen, så hun griner og kalder mig flabet.

Hun mener, jeg er hjemme nu…

Endelig har jeg også nogle dage, hvor jeg kan pleje min voldsomme svimmelhed, som gang på gang truer med at sende mig lige durk i gulvet. Jeg føler jeg kan besvime når som helst og er nødt til at få en akut tid hos min læge imorgen eller mandag. Det har stået på i for mange dage nu, og startede endda før det nye job, så nu må jeg hellere finde ud af, hvad det kan skyldes. Tanken om, at der skulle ske mig noget slemt, imens jeg tuller alene rundt med lillebror, gør mig ærlig talt lidt nervøs.

Endelig har jeg så også nogle dage nu, hvor jeg med god samvittighed kan smutte væk fra mit hjem og bare blive væk, til børnene igen påkalder sig min tilstedeværelse, for det er i sandhed dét, jeg trænger til, kan jeg mærke.

Hvor jeg havner og ender, det aner jeg ikke, og jeg ved heller ikke, om jeg sover i min egen seng. Det ser jeg til…

Endelig er det weekend og jeg kan lade skuldrene falde på plads igen og lade hænderne komme i stribet humør. Koglerne starter jeg forfra på, fordi jeg rodede for meget rundt i en dødtræt aftentime igår, men skidt pyt, det er altså weekend nu.

Jubiiii :-)

At finde sig tilrette, sætte sig tilrette, tænke sig tilrette – det er så overvældende, så jeg helt taber pusten.

Derfor tager jeg lige en kort timeout…

- det er, hvad jeg er. Jeg har forlængst erfaret, at jeg ikke skal sætte mig tilrette, førend jeg er helt færdig med dagens dont. Det gælder især ligenu.

Rent arbejdsmæssigt er jeg banket tilbage til “stenaldertiden” og alt det smarte og moderne har endnu ikke fundet vej til kragernes vendeplads, men trods mine hhv. løftede og rynkede øjenbryn, så var det fuldstændig fantastisk at gense et personale, jeg aldrig helt har glemt. At blive hilst hjertelig velkommen tilbage, er for mig et godt tegn og så må jeg se om jeg, med tiden, stille og roligt kan komme med foreslag til en lidt anderledes arbejdsmodel – men den tid, den udfordring.

For lidt siden lagde jeg røret på til en tidligere kollega fra mit hjertes arbejdsplads og med alt dét i mente, som hun fortalte mig, så vil jeg nu læne mig tilbage med min kaffe og glæde mig over, at jeg aldrig er blevet glemt derude. Og så kan jeg vist ikke gå mere i dybden med dét – ligenu.

Dagen er endnu ikke forbi, selvom jeg godt kunne kravle under dynen inden klokken slår 19, men det var den kaffe, jeg kom fra. Abstinenserne er trådt til…

De sidste ugers magelighed kan i særdeleshed mærkes ligenu. Jeg blir’ så dejligt doven af ikke at have noget specielt at skulle nå, udover at aflevere sønnike i skole til kl. 8 og så ellers sørge for at søge jobs og aktivere mig selv, til han skal hentes igen, og måske kunne jeg også godt lige have snuppet én uge til med sådanne vilkår…

… men jeg er også sikker på, at når fyraftensfløjten lyder kl. 15, så ville jeg ikke have ønsket mig det anderledes. Overhovedet. Jeg er igang igen og det er dejligt!

Sådan et par knejter kan tage pusten fra mig, så nu skal det gøre godt at få lidt ro i ørerne, lægge benene op i sofaen og hygge lidt med et par strikkepinde, inden sengen kalder.

Der var da vist også noget med et afsnit af Sommer lige om lidt..